Annonce

onsdag den 18. december 2013

Sang og chokoladebrud

Jeg skrev for et par dage siden om, at det vil være en god ide at gå til en julekoncert og for en stund få lagt alle juleforberedelser til side.
Jeg var til koncert i aftes. Efter selv at have deltaget som sanger, og selv stået for særlige musikgudstjenester, så var det en velsignelse i aftes blot at kunne komme og lytte :-)
Syngedrengene fra Assens gæstede vores lille sognekirke - og fyldte gevaldigt op i kirkens øverste del. Og sang fantastisk. Små klare og fine drengestemmer på en bund af fyldige voksne tenorer og dybe basser. En fin buket af julesange og salmer fyldte rummet, og - som en koncertgænger efterfølgende sagde - nu var man virkelig i julestemning!
En rigtig dejlig aften.

Som giver lyst til de sidste juleforberedelser - som her i huset mest er konfektlignende ting, der mangler.

Jeg faldt over en opskrift på chokoladebrud - som igen så lidt speciel ud i forhold til, hvad der skulle i - og tillige så billedet meget indbydende ud. Så det måtte prøves :-)
Opskriften er fra Louises køkken. Jeg halverede portionen, for tænk hvis det ikke faldt i min smag!

Pomeransskallen havde jeg helt tilfædigt fundet på min tur til København - og den smager rigtig godt.

Chokoladebrud

40 gr. mandler
1/2 tsk. salt
1 spsk. vand
50 gr. mørk chokolade
50 gr. hvid chokolade
12 gr. kandiseret pomerans - hakket

Jeg smuttede mandlerne  - det behøves vist ikke  - men det gjorde ikke noget. Rist mandlerne på en tør pande, til de har taget farve. Hæld salt ved og herefter vand. Lad det bruse op og rist videre et par minutter. Tages af blusset, og hakkes groft. Smelt den mørke chokolade og hæld den ud på et stykke bagepapir - smør den ud - evt. i en cirkel ca. 15. cm i diameter. Smelt det hvide chokolade og kom det ovenpå den mørke. Bland mandler og pomerans og drys det over den flydende chokolade - tryk det lidt ned.
 
 
Sættes køligt og skæres ud (med en takket kniv) og så er der ellers delikate brud på bordet. Opbevares i kagedåse, hvis der er mere tilbage.
 
 
 
Jette 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar