Annonce

lørdag den 11. januar 2014

Muffins med bær

Jeg havde sat næsen op efter at skulle bage nogle chokolademuffins. Men da jeg sad og kiggede opskrifter faldt jeg over en, som bare hoppede ud af skærmen og mente, at den skulle prøves :-) Sådan kan man blive overrasket en gang i mellem og skifte mening undervejs.

Og der er ikke skyggen af mørk chokolade i de her muffins, der er til gengæld hvid chokolade, marcipan og bær - det lød bare så godt. Og at kunne bruge egne bær fra fryseren, det er da bare en ekstra gevinst. Og så i mine nye forme med flæsekant :-)

Her er resultatet. Opskriften er fra Odense Marcipan - og halveret.

Muffins med bær og hvid chokolade (10 stk)

2 æg fra hurtigtløbende høns
1 ½ dl. sukker
1 ½ tsk. vaniljesukker - gerne hjemmelavet
125 gr. revet marcipan
2 dl. hvedemel
½ tsk. bagepulver
75 gr. smeltet smør
50 gr. grofthakket hvid chokolade
75 gr. brombær (friske eller frosne) - andre bær kan anvendes ( hindbær eller blåbær)

Pisk æg, sukker og vaniljesukker grundigt, fint og luftigt. Tilsæt revet marcipan og pisk igen. Sigt mel og bagepulver og vend det forsigtigt i dejen. Tilsæt så smeltet, afkølet smør og til sidst den hakkede chokolade.
Fordel dejen i muffinsforme - jeg fik 10 små og fine muffins. Drys med bær til sidst.


Bages ved 175 grader i ca. 25 minutter. 

 
 
Lækre søde muffins - med syrlige brombær. Dejlig smag af både hvid chokolade og marcipan.
 
Så sammen med en god film i fjernsynet og en kop kaffe, så er der gjort klar til en hyggelig aften :-)
 
 
Jette 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar