Annonce

onsdag den 14. maj 2014

Der skal to til at fejre bryllupsdag ...

Jeg læste i sidste uge et fint og vedkommende indlæg om det at fejre bryllupsdag alene. Det i sig selv er jo en selvmodsigelse. Men giver alligevel mening.

Sy en lap skrev om det vemodige i at tænke på at netop en bestemt dag ville hun kunne have fejret guldbryllup, hvis hendes mand ikke var død nogle måneder tidligere.



Jeg genkendte hendes beskrivelse - selv om det er flere år side, at min mand døde.
Men netop den 14. maj - altså i dag - er - eller rettere var - min bryllupsdag. Og sidste år kunne vi have haft sølvbryllup! En lidt mærkelig dag - for der var jo ikke nogen, der rigtig mindedes den. Og der var heller ikke noget at fejre.

Og så dog. Taknemmeligheden over det vi fik - og i nutid, taknemmeligheden over det jeg har. Ikke mindst 3 dejlige børn. Og alt det andet, som livet heldigvis byder på.
Og masser af minder - i haven er der plantet ret mange rododendron - og det var hans fortjeneste. Så dem glæder jeg mig dagligt over. Og skal også have nogle stilke med op på kirkegården senere i dag.


Også selv om det føles forkert og svært at skulle sætte blomster på et gravsted. Det er skønnere at give blomster til mennesker, der er levende.

En særlig dag.
Jette

4 kommentarer:

  1. En god dag til stille at glædes over det, I fik, og sørge over det, I gik glip af. Og rododendronerne er smukke :-)
    vh/Karen

    SvarSlet
  2. Tak for dine gode ord. Og ja, blomster fortæller faktisk også på deres egen måde historie.
    kh Jette

    SvarSlet
  3. Hvor må det være en svær dag at komme igennem. Jeg har lige fejret 26 års bryllupsdag med manden min og vi har kendt hinanden i 31 år......jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden ham.....på en eller måde ville jeg føle mig amputeret. I og med at han er en del ældre end mig, så tænker jeg nogen gange tanken, hvad nu hvis.....pyhh jeg får ondt i maven!

    SvarSlet
  4. Hej Jane. Tak for dine ord. Tiden gør heldigvis noget. Det gamle ordsprog om, at alt har sin tid - det gælder også her. Men underligt og mærkeligt føles det. Og jeg tror det vigtigste vi kan gøre, er at glæde os over det vi har - altså være opmærksomme også i en travl hverdag. Og dejligt at høre, om dit gode ægteskab.
    Mange hilsner Jette

    SvarSlet