Annonce

fredag den 13. juni 2014

Mini cup-cake med marcipan, Petit four

Jeg er med kort varsel blevet indkaldt til det til dato morsomste møde i mit menighedsråd. Nej - det er helt politisk ukorrekt at sige sådan. Men emnet er bare lidt pudsigt - og langt fra, hvad der normalt tales om i rådet.

Og jeg syntes det møde fordrede en lille bitte kage - derfor er der i hast blevet bagt Mini cup-cake med marcipan. En opskrift jeg har fundet her og tilrettet lidt.

Men tilbage til mødet - som handler om, at Middelfart kommune vil opstille luftpumper til cykler  ved alle kommunens kirker! Kommunen er nomineret til årets cykelkommune i år - og det er bestemt rigtig godt, og det kan jeg da kun være glad og stolt af.
Men så har nogen fået den ide, at der ved hver kirke skal opstilles en cykelpumpe, så man altid ved, hvor man i hvert fald kan få pumpet sin cykel. Og det er det vil skal til møde om i dag :-) Det kan kun blive et møde med en lidt løftet stemning sådan en fredag eftermiddag.


Mini cup-cake med marcipan ( ca. 16 - 20 stk.)

60 gr. sukker
1 æg fra en meget nysgerrig høne
50 gr. smør, smeltet
90 gr. mel
½ tsk. bagepulver
75 gr. revet marcipan
3 spsk. mælk

Pynt
hakkede pistaciekerner

Pisk æg og sukker godt - til det er let og luftigt. Pisk smørret i. Vend så de øvrige ingredienser i med let hånd.
Dejen fordeles i små forme.


(Jeg købte for mange år siden i Paris! denne lille form til mini cup cake - nu kommer den endelig i brug)
Drys til sidst de hakkede kerner over. Andet pynt kan også bruges, eller helt udelades.


De små kager bager ca. 10-15 minutter ved 200 grader.
Køler af og tages ud af formen.


Nu håber jeg min graver vil lave kaffen. Og så skal det nok blive et godt møde om luft, cykler og fine pumper!

God weekend.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar