Annonce

mandag den 2. juni 2014

Rabarberkompot - langtidsbagt

Jeg har ingen rabarber i min have - endnu. Men er ved at nå dertil, at det vil jeg vist gerne have :-)
Men indtil da, så har min venlige graver givet mig nogle stilke. Som straks kom i brug, for jeg har en plan. Eller rettere møde i denne uge, hvor jeg gerne vil servere en rabarberkage til.



Opskriften på kagen følger.

Jeg var i Nordjylland i weekenden, og min Far får med mellemrum gamle, godt læste ugeblade, som han så kan kigge i en ekstra gang. Og som jeg så også kigger lidt i, når jeg er hjemme. Og fandt altså en spændende opskrift med rabarber, som må afprøves.
Det handler om en kompot af rabarber, som mørner længe i ovnen. Og jeg har lidt en forkærlighed for noget, der gerne må hæve længe eller bage længe i ovnen. Sikkert lidt mormor-agtigt - selv om jeg ikke er det endnu :-) Men sådan noget med at ting tager tid. Ro på.

Så i aftes, mens jeg så prinsgemalens 80 års fødselsdags show, da stod rabarberne og hyggede sig i ovnen.

Og lige en enkelt kommentar om sukkeret. Jeg så tilfældigt, at Lidl har udviddet sortimentet med økologiske varer - og blandt andet rørsukkeret her - 1 kg. for 16 kr. Det er vist ret billigt.


Rabarberkompot - langtidsbagt

450 gr. rabarberstilke
260 gr. rørsukker

Skyl rabarberne og skær dem i ca. 2 cm lange stykker. Kom dem og sukkeret i et ildfastfad og bland det godt sammen. Dæk fadet med bagepapir og sæt det i oven ved 75 grader i 4 timer.
Køler af - og smager ret fantastisk :-)


Den nænsomme bagning gør, at rabarberstykkerne stadig er fine og hele.

Nu glæder jeg mig til at skulle bruge dem i en rabarber-vaniljekage. Men som skrevet ovenfor, det kommer der mere om en anden dag :-)

Nu vil jeg ønske dig en skøn og solrig sommerdag.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar