Annonce

tirsdag den 8. juli 2014

Langtidshævet brød med fire slags mel

Så kom røremaskinen i gang igen. Den er ret fin til at ælte brød med. Og især når det er varmt udenfor, er det rart at slippe for lidt af det hårde arbejde.

Som første aftale efter ferien stod et møde med kirkernes personale. Det er altid hyggeligt - og rart, at det er sådan.
Til kaffen havde jeg lovet at bage brød - og derfor blev dette afprøvet.
Og langtidshævet - det menes helt bogstaveligt. Dejen hæver ca. et døgn!


Brød med 4 slags mel

3½ dl. koldt vand
10 gr. gær
1½ tsk. groft salt
1½ tsk. sukker
2 spsk. olie
50 gr. havregryn
50 gr. rugmel
50 gr. fuldkorns- eller grahamsmel
ca. 375 gr. hvedemel

Rør gæren ud i vandet. Tilsæt de øvrige ingredienser - undtagen hvedemelet. Rør det godt sammen og tilsæt hvedemel lidt af gangen. Ælt dejen færdig i hånden, og brug endelig ikke for meget mel. Den lange hævetid gør, at det grove mel har rig mulighed for at optage vandet.
Kom lidt olie en en skål og læg dejen ovenpå og sæt den så tildækket i køleskab - ca et døgn. Min dej nåede knap at hæve i køleskab 24 timer - men det gik godt alligevel.
Dejen tages ud, æltes igennem og lægges i en hævekurv og efterhæver ca en time.
Bages ved 200 grader i ca. 40 minutter. Køler af på en rist.


Det er et lækkert og saftigt brød, med masser af smag.
Og nu er det stort set spist :-) I godt selskab og med masser af snak - arbejdsrelateret og for en dels vedkommende også noget om sommer og ferie.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar