Annonce

onsdag den 9. juli 2014

Pyntegræskar i trivsel og kartofler i tillæg

Tropenat - det tror jeg altså ikke har været her :-) Det har været lunt og fint, og ganske udmærket temperatur at sove i. Og nu til morgen er det stadig fugtigt udenfor efter noget regn.

Så lige nu trives og gror mine små afgrøder godt :-) Og jeg ved godt, at det virkelig er i det små - men derfor glæder jeg mig over det alligevel.

Mine pyntegræskar planter er endelig kommet i gang - de, der overlevede.


Og må igen sande, at de slet ikke har plads nok til at boltre sig på. Men heldigvis kan planterne selv finde ud af at sende lange arme ud over højbedets kanter.
Måske husker du hvordan det så ud i begyndelsen?


Så jo, et par måneder med varme og godt vejr, det har da gjort en forskel :-)

I foråret satte jeg også nogle gamle kartofler, som var begyndt at spire her indendøre. Og det er altså imponerende, hvad de kan blive til. Til aftensmad forleden gravede jeg en enkelt top op, og den gav kartofler nok til at mætte tre kvinder i deres bedste alder :-)


Og når gæsterne til daglig bor på tredje sal på Sjælland, så er det lidt sjovt, at kunne servere selvdyrkede kartofler.

Jeg læste i avisen i går, at et plejehjem i Sønderjylland havde anlagt en køkkenhave lige uden for beboernes vinduer.  Her kunne beboerne så gå ud og følge planternes vækst. Og fordi mange af beboerne hele deres liv havde boet på landet og arbejdet med landbrug, så gav det rigtig meget mening at kunne se, dufte og mærke kartofler og gulerødder. Det var med til at give indhold og livskvalitet.
Jeg synes, det er en rigtig god ide, dette plejehjem har fået. Gid andre kunne få glæde af samme ide.

God sommerdag.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar