Annonce

torsdag den 7. august 2014

Flutes med squash

Det er tiden med squash - fine og sjove udgaver. Og de vokser hurtigt. Så det er med at bruge fantasien og få dem brugt i forskellige sammenhænge.
En af dem er bagning - i brød og kager.

I går brugte jeg dem til at komme i flutes og i salat - og begge dele forsvandt til Salmemaraton. Så det tager jeg som udtryk for, at de smagte fint :-)

I en af de ældgamle Karolines Køkken er der en opskrift på et brød med squash. - Den brugte jeg som grund opskrift, men ændrede lidt. Det var en stor portion, og jeg må nok indrømme, at jeg er bedre til små portioner :-) Så da dejen havde hævet var den millimeter fra at komme ovenud af røremaskinens skål. Men hævet, det var den :-) Dejen var også blødere end jeg normalt har den, så det at forme flutes til lange ens tynde brød - det blev der ikke meget af.


Squash flutes (4 stk.)

2 dl. vand
2 dl. mælk
1 dl. yoghurt eller andet surmælksprodukt
25 gr. gær
2 tsk. groft salt
2 tsk. sukker
3 spsk. olie
200 gr. groftrevet squash
ca. 1 kg. mel - evt. lidt grahamsmel

Rør gæren ud i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser - men hold noget af melet tilbage. Jeg brugte røremaskinen og sluttede med at ælte lidt i hånden. Det blev en ret blød dej. Jeg er altid bange for at få for meget mel i - men her kunne vist godt have været lidt mere, så ville dejen have været lettere at arbejde med.
Stilles til hævning 2 - 3 timer. Slås ned og deles i 4 dele, der trilles til flutes, sættes på en plade med bagepapir og efterhæver mens, ovnen varmer op.
Bages ca. 25 minutter ved 200 grader. Afkøler på en bagerist.


God torsdag.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar