Annonce

torsdag den 30. oktober 2014

Dadelknuder, lækre boller

Jeg fandt for noget tid siden - i kælderen - en pose tørrede dadler, som i hvert fald skulle bruges snarest :-)
Det blev så nu, for jeg havde også set en opskrift på nogle kanelsnegle-lignende boller, hvor der var dadel remonce i. Og det lød tilpas anderledes til at det måtte prøves.

Jeg endte med at bruge min egen opskrift på kanelknuder, men fyldet blev lavet efter den opskrift, som Raavarecirkus har lavet. Og de linkede også til en super illustrativ video, når det handler om, hvordan knuderne her laves.


Dadelknuder (ca 18 stk.)

15 gr. gær
2 dl. mælk
3/4 tsk. salt
2 spsk. sukker
1 æg, fra en nysgerrig høne
1 lille tsk. kardemomme
75 gr. smør/margarine (jeg brugte halvt af hver)
75 gr. fuldkornsmel
ca. 325 gr. hvedemel

I røremaskinens skål blandes melet og smørret smuldres heri. De øvrige ingredienser røres sammen for sig og tilsættes så melet - og maskinen kører lystigt et stykke tid, og ælter det hele godt. Til sidst æltes en anelse med håndkraft og dejen sættes til hævning ca. 2 timer.
Imens laves remoncen.

Remonce
50 gr. sukker
50 gr. smør
1 lille spsk. kanel
50 gr. dadler, skåret i mindre stykker

Det hele kommes i foodprocessoren og køres til en jævn masse.


Ælt dejen igennem og udrul til et rektangel, ikke alt for tyk. Fordel remoncen på hele fladen. (Jeg snød lidt og lavede 1/4 kun med kanelremonce (altså ekstra remonce))
Fold 2/3 af dejen ind og den sidste 1/3 over (på langs) og rul ud, så tyndt du kan. Skær dejen i 2 cm strimler. Tag en strimmel, stræk den lidt og sno den rundt om sig selv. Formes til en bold. Det er næsten som at lave et garnnøgle :-) Jeg kom dem i muffinsforme, så bliver fyldet i nærheden af dejen.


Efterhæver mens ovnen varmer op, og bages ved 200 grader ca. 12-15 minutter. Spises lune. De smager ret godt - efter min smag. Og det betyder, at der ikke er alt for meget remonce i og dadlerne søder fint.
Men der kan godt bruges dobbelt portion remonce - og det vil også gå godt :-)

 
Og dadelknuderne smager også fint her dagen derpå.
Efter en kirkegårdsvandring sammen med konfirmanderne her til morgen, så var det godt at komme ind til noget varm kaffe og en dadelknude :-)
 
God torsdag.
 
Jette 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar