Annonce

mandag den 20. oktober 2014

Kage til graverkursus

Måske du undrer dig over, hvad det dog er for et kursus :-) Men det er såmænd blot et kursus for områdets mange gravere. De mødes en dag lige inden grandækningssæsonen for alvor går i gang. Dagen begynder med en morgenandagt i kirken, og efter morgenkaffen lægges der gran på en del gravsteder, som så efterfølgende evalueres.
Jeg har ikke deltaget, men jeg tror, de hygger sig. Og eftersom de går ude det meste af dagen, så er kaffen og kagen til eftermiddagskaffen tiltrængt - og dem meget vel undt.


Udover at stå for morgenandagten, så havde jeg lovet at bage to kager til kaffen. Valget faldt på en brownie med saltede nødder, jeg tænkte, at en lidt udfordrende smag ville være fint :-)

Den anden kage var med æbler. Jeg har fundet opskriften på nettet, på en side med det fine navn Nonnetit Men der stod ikke, hvem opskriftsindehaveren var. Men en god opskrift og en dejlig smag i kagen.


Bradepandekage med æbler og marcipan (25-30 stk.)

200 gr. revet marcipan
175 gr. sukker
200 gr. blødt smør
6 æg, fra robuste høns
400 gr. mel
2 tsk. bagepulver
1 dl. fløde/mælk

Topping:
ca. 800 gr. æbler i både (uden skræl)
100 gr. hakkede mandler
2 spsk. rørsukker

Marcipan og sukker røres sammen. I dag kommer røremaskinen frem, og letter arbejdet. Tilsæt smørret og rør grundigt, hvorefter æggene tilsættes - et ad gangen. Kom melet og bagepulveret i og rør det i dejen sammen med fløden/mælken.
Dejen kommes i en bradepande beklædt med bagepapir.
Æblebådene fordeles, trykkes ned i dejen og til sidst drysses rørsukker og mandler over.


Kagen bager ved 175 grader i ca. 40 minutter. Når den er kold drysses eventuelt flormelis over og den skæres i stykker - klar til at blive serveret.


Det er virkelig en kage, der er til at tage med ud af huset :-)

Nu vil jeg få kagerne afleveret - og så tage af sted til interviewet med Familie Journalens journalist. Det er i dag, der skal tages billeder og fortælles om Gamborg kirke - så vi kan komme med i årets udgave af Familie Journalens julenummer. Det bliver lidt spændende.

God og travl mandag.

Jette

2 kommentarer:

  1. Hej Jette
    Mange tak for kage i dag!
    Var især helt vild med din brownie!!!

    Vil prøve om jeg kan bage den selv.

    Mvh Michael O. Damgaard

    SvarSlet
  2. Hej Michael. Velbekomme, jeg er glad for at høre at kagerne faldt i jeres smag :-) Og brownien kan du sagtens selv bage - god fornøjelse med det.
    Venlig hilsen Jette

    SvarSlet