Annonce

lørdag den 22. november 2014

Anderledes brød med nødder og tørret frugt

Noget af det, jeg nyder i den her tid er alle de små brochurer, der hænger rundt om i butikkerne, med idéer og tips til advents- og julebagning.
Og jeg har en svaghed for de opskrifter, der lyder lidt anderledes eller har lidt anderledes ingredienser end forventet.
Således brødet her, som jeg har lavet med inspiration fra Delicatas julehæfte.
Det er tillige et brød i kategorien "mor-brød" - der er alt for mange kerner og andet i, til at det vil falde i de unge menneskers smag :-)

Det er et gærbrød, men med så lidt gær i, at min vægt nægtede at veje mængden. Og dejen er kun rørt sammen og har så stået i køleskabet natten over.


Brød med nødder og tørret frugt (et lille brød)

25 gr. tørrede abrikoser
25 gr. tørrede dadler
30 gr. blandede nødder (mandler, valnødder, solsikkekerner og lign.)

Frugt og nødder køres på foodprocessor, så de findeles.

1 æg, fra en rar høne
1 dl. vand
2 gr. gær (en ærts størrelse)
1 tsk. salt
75 gr. grahamsmel (eller fuldkornsmel)
100 gr. hvedemel

Rør gæren ud i vandet og tilsæt alt det øvrige - også frugt og nødder. Røres sammen, dækkes til og sættes i køleskab 12 - 18 timer.
Tages ud og temperer lidt, før det lige æltes meget let igennem med lidt mel og formes til et brød. Sættes på en plade med bagepapir - efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages ca. 25 minutter og køler af på en rist.


Smager dejligt nybagt - med smør! Det har en dejlig sødme fra de tørrede frugter, men det er også et brød med gods i :-)

God lørdag.

Jette


Ingen kommentarer:

Send en kommentar