Annonce

lørdag den 22. februar 2014

Høne på afveje

Jeg havde faktisk tænkt, at jeg ville skrive om noget andet i dag - men det bliver en anden gang.

For i går oplevede jeg noget sjovt, som bør deles her. Især fordi jeg faktisk skylder en af mine høns en undskyldning :-)
Jeg skrev for et par uger siden om høns i vinter-mode. Men det viste sig i går, at den ene høne blot var gået egne veje og havde fundet sin helt private og godt gemte redeplads.

 

torsdag den 20. februar 2014

Løsningsforslag til Madblogger Udfordringen # 2

Aller først tak til La Cucina Nada og madetmere for initiativet til Madblogger Udfordringen # 2.
Som ny i blogverdenen var det en enestående mulighed for at stifte bekendtskab med andre bloggere - og også selv få sin egen blog præsenteret.
Madblogger udfordringen # 2 har været fornemt tilrettelagt, teknikken har fungeret og der har været tilpas med oplysning undervejs. Så endnu engang tak fordi I påtog jer opgaven - og udfordrede os bloggere.

Jeg fik ved lodtrækningen tildelt Madimperiet - en blog om mad.

Mødet med Madimperiet gjorde mig noget ydmyg. For det var et møde med en blog med knivskarpe linjer, smukke fotos, præcise anretninger og enormt udførlige anvisninger på fremstillingen. Jeg har stor respekt for Michael, som står bag bloggen. At sidde og bladre hans blog igennem er en æstetisk nydelse.

Hans blog er en blog om mad. Og det holder han fast i. Der er mange rigtig lækre retter på mad - især er jeg optaget af dem med confitering. De skal helt sikkert prøves en dag.

Men nu er det bagning, jeg er bedst til, så jeg koncenterede mig om hans bageopskirfter. Og blev nysgerrig efter at vide, hvad der gemte sig bag profiteroles. Jeg kendte det ikke.
Men kunne forstå af opskriften, at det handlede om vandbakkelser. Men hvor kom det fine navn fra? Det måtte Goggles. Og det viste sig, det er franskmændene, der har fundet på det fine navn. Og bag navnet gemmer sig en lille vandbakkelse fyldt med flødeskum eller creme. Profiteroles betyder "lille profit" eller "lille gave". På en eller anden måde lyder det mere fristende og smagfuldt end vandbakkelser med flødeskum :-).

Jeg faldt som nævnt over Madimperiets profiteroles med vaniljecreme og jordbærpure. Jeg er ikke så meget til pure, jeg vil faktisk hellere have hele bær, så der var en mulighed for at kombinere med mine råsyltede bær. Og så havde han lavet nogle delikate små marengstoppe med kanel - dem kombinerede jeg med min egen brownie.

Jeg vil benytte lejligheden til at sige tusind tak til Michael, fordi han lod mig kigge med og låne og øse af hans viden. Det har været en fornøjelse :-)

Mit resultat af Madblogger Udfordringen # 2 blev en kage tallerken med:

Små profiteroles med vaniljecreme og råsyltet frugt, en lille chokolade brownie med en kanelmarengs og kransekagetoppe med appelsinsmag og hasselnød på toppen.

onsdag den 19. februar 2014

Vandbakkelser, små

Disse små vandbakkelser er blevet bagt i forbindelse med mit løsningsforslag til Madblogger Udfordringen # 2 .
Og opskriften er fra Madimperiet. Her lærte jeg, at de faktisk også hedder profiteroles. Jeg ved ikke hvordan det udtales, men synes godt om ordet :-) Og ordets betydning er jo rart at tænke på: en lille gave. Og ret fint at se på det sådan, at en dessert eller en kage er en lille gave til modtageren aflereveret med kærlig hilsen.

tirsdag den 18. februar 2014

Blog opdatering :-)

Hvor kan der bruges mange timer foran computeren, når det drejer sig om ens blog :-)
Billeder, der skal tages og redigeres og skæres til.
Tekst, der skal skrives og nærlæses.
Opskrift indeks, der skal ajour føres og meget andet.
Jeg brugte noget tid i weekenden ( og igen i går :-)) på at gøre bloggen mere oplysende og forhåbentlig mere inspirerende at læse i.
Der er kommet billeder bag Bagning med Budget mm. I sidepanellet er der kommet en liste over mest læste indlæg og søgefeltet har fået ny plads.

Det bedste ved det hele er, at jeg selv finder ud, hvordan det gøres! Det er faktisk en lille sejr i sig selv.

mandag den 17. februar 2014

Foccacia brød

Jeg nyder hver gang min søster og svoger kigger forbi. Både fordi det er super hyggeligt, men det giver også ofte anledning til liiige at bage et eller andet :-)

Denne gang bliver det et foccaciabrød. Jeg her hele vinteren kunnet hente frisk rosmarin fra min krukke ude på terrassen. Resten i krukken er forlængst visnet, men rosmarinen har på forunderlig vis overlevet. Og er blevet brugt til både småkager og confiteret andelår.

lørdag den 15. februar 2014

Brød i hævekurv, fransk landbrød

Min hævekurv har ikke været i brug siden første forsøg, så nu var tiden kommet til at prøve den af igen.
Og det skal læres - dette med at dejen hæver i en kurv. Brødet jeg fik bagt denne gang, smager udmærket - men det har ret meget mel på ydersiden.

Så jeg må konkludere, at jeg var lige gavmild nok med melet, da jeg dryssede kurven, inden dejen blev lagt i og sat til hævning. Til gengæld kom det fint ud af kurven, da det skulle over på pladen :-)

fredag den 14. februar 2014

Århus tur-retur

Denne gang i selskab med 47 unge mennesker, langt de fleste konfirmander til forårets konfirmation.
Da jeg før jul læste om, at kunstmuseet Aros havde lavet en udstilling med Dronning Margrethe og Prins Henriks forskellige kunstværker - og ikke mindst et udvalg af Danmarks bispekåber - så fik jeg ideen til, at tage konfirmanderne med en tur derop. Og se på kunst, besøge domkirken og til sidst
blive sluppet løs på egen hånd.

onsdag den 12. februar 2014

Øv - ikke nok æg

Mine to flittige høns er gået lidt i "vinter-mode".
Det betyder, at der for tiden kun kommer ét æg om dagen. Og det er naturligvis helt fint, og vist også som det skal være. Men det er ikke så godt, når den står på kagebagning til både kor og menighedsråd! Så rækker det ene æg pludselig ikke så langt.

Så jeg måtte gå i Netto og købe æg, for første gang i mange måneder. Æggene, jeg købte, var både fine og dyre. Men det er utroligt, hvor hurtigt jeg har vænnet mig til at være selvforsynende med æg!

Så om ikke for andet, så glæder jeg mig til forår og lidt mere varme og lys, for så tror og håber jeg, at mine høns igen kommer op i gear - og lægger to æg om dagen. Det bliver lidt en fest :-)

Her er de på vej på arbejde på en grå og diset onsdag ...


I morgen går turen til Århus (til Domkirken, til Aros og på Strøget) sammen med godt 40 glade, livlige og ivrige konfirmander. Men mere om det og et godt brød på fredag.

Jette

tirsdag den 11. februar 2014

Citronmåne - fuldmåne

Korkage - ja mange betegnelser. Men det korte og det lange er, at jeg har bagt en citronmåne! Nej faktisk to.

Og jeg er sikker på, at der allerede har vist sig et billede for dit indre blik :-) I hvert fald hvis du er på alder med mig. Mit første møde med netop citronmånen, var i 70´erne, hvor min Farmor serverede den ofte og gerne. For den kage kunne holde sig i uendelige tider. Og havde en sød og svampet konsistens i begyndelsen, senere blev den noget støvende.

mandag den 10. februar 2014

Økologiske citroner

Eller usprøjtede citroner.
Det er faktisk lidt pinligt. - Men indtil for ganske nylig har jeg ikke taget det så tungt, om citroner - og for den sags skyld også appelsiner - om de var overflade behandlede eller ej.

Hvis de skal bruges til at presse saft af, er det heller ikke så væsentligt. Men skal du bruge skallen, så betyder det noget, hvordan de er dyrket og gjort klar til rejsen mod nord.

Jeg læste en meget sigende og illustrativ artikel hos Frk. Kræsen om kemikalier og sprøjtede citroner. Og efter at have læst det indlæg, var det slut med at købe sprøjtede citroner.

Og prisforskellen er faktisk ikke særlig stor. Forleden fandt jeg 4 økologiske citroner til 16 kr. i Føtex. Det vil sige 4 kr. pr. stk. og det er kun ca. en krone mere for en usprøjtet og økologisk  citron i forhold til en overfladebehandlet citron. Så nettet med de økologiske citroner røg hurtigt ned i kurven.

Jeg skulle bruge citronerne til citronmåner :-)

Da jeg rev skallen på de økologiske citroner, var det som om, de duftede bedre og kraftigere. Det kan være tilfældigt - eller fordi jeg gerne ville, det var sådan. Men under alle omstændigheder, så brugte jeg skallen med største fornøjelse, og glæder mig til at servere citronmåne for mine korvenner.
Mere om det i morgen.


Nu gælder det en tur ud i tørvejret og et strejf af solen  :-)
God mandag.

Jette


søndag den 9. februar 2014

Orangemarcipan

Med bopæl lige på den anden side af Lillebæltsbroen, så er der ikke længere til Tyskland, end at vi ind i mellem kører derned for at handle. Jeg ved ikke, om der er sparet noget særligt - men så giver det en fælles tur. Selv om man selvfølgelig godt kan mene, at man kunne lave en mere interessant fælles tur end ned til Fleggaard :-) Og sandt nok. Men sådan er der så meget.

lørdag den 8. februar 2014

Gulerodsbrud

Jeg har ikke før bagt gulerodsbrud. Jeg har spist ret mange gulerodsboller, muffins og kager - og gulerodsbrud - men ikke hjemmebagte. Før jeg fik serveret Trines fine brud.

Jeg fik hendes opskrift og søgte tilbage og nåede til denne side. Og der blev beskrevet, hvordan det var først i 90,erne at gulerodsbrudene for alvor vandt indpas hos bageren. Og pludselig kan jeg godt huske, at jeg har købt en del :-) For de var bløde og lækre - og lidt sunde!

Nu forsøges der så i mit køkken. Og her er opskriften - jeg har endnu en gang formindsket portionen. Jeg vil hellere bage en gang mere, og så have nybagt brød :-)

fredag den 7. februar 2014

Vintergæk

"Vintergæk! vintergæk!
Hvor du lyser bag min hæk,
titter frem, titter frem,
selv når kulden den er slem." (Michael Nielsen)

Det vers klingede i mit hoved her til morgen. Det er fra en sang, jeg synger til kor - og som stammer fra en samling af sange med den fantastiske titel: "Om Gud og andre gratis glæder"

Og det er netop, hvad vintergækken er - en gratis glæde. De små hvide hoveder på ranke grønne stængler, står og holder fast i retten til at være her, selv om det er koldt, vådt og ikke spor forårsagtigt.


I weekenden skal der bages gulerodsbrud - for Trine er på besøg, og det er hende, der ligger inde med opskriften.
Og så skal der tænkes på korkage. For at synge med i et kor er - ud over at synge og glæden ved det - også ensbetydende med kaffe- og kage pause. Kagedelen går på skift, og det fungerer fint, og på mandag er det mig, der har kage med. Nu må vi se, hvad det ender op med.

God weekend.
Jette

torsdag den 6. februar 2014

En overraskelse

Jeg ved ikke, hvordan du har det - men for mig ser ting ofte mere overskuelige ud om morgenen. At have sovet på det, at have tænkt det igennem i løbet af natten - hvor det stadig godt kan være lidt kaotisk. - Men så stå op og synes, at okay, det her kan jeg godt finde ud af. Det er altid rart at nå dertil.

I morges blev lidt speciel. Tankerne var omkring konfirmander, prædiken, blog og aftensmad. 
Og så åbnede jeg døren til køleskabet og midt for stod en kæmpe papkasse - sådan en, man får hos bageren - og ovenpå lå en lille bitte seddel med ordene: "Den er til dig"

Jeg kom til at grine, for det var sådan en overraskelse, glædelig overraskelse. Det var min søns skrift - og hvor var det en sød handling. Inden i kassen stod den fineste lille kage:


Det var en ualmindelig dejlig begyndelse på denne torsdag.
Håber du også får en dejlig dag.
Jette  

onsdag den 5. februar 2014

Lagkage

Her kommer så sidste indlæg om kager til fødselsdagen i Nordjylland. Lagkagen :-)

Jeg har en opskrift på en lagkagebund, som jeg vender tilbage til igen og igen. Både fordi den er let at lave, altid lykkes, og egentlig er lidt anderledes i fremgangsmåden end andre opskrifter.

Hvordan den så bruges og hvilket fyld, der kommer i, varierer meget.
I udgaven her var fyldet lavet af købte frosne hindbær og brombær fra min egen have. Jeg nyder hver gang, jeg kan tage noget op af fryseren, som er vokset i min egen have eller eget hegn.

Lagkagebund

3 æg fra dejlige høns, delt i blommer og hvider
150 gr. sukker
75 gr. kartoffelmel
60 gr. hvedemel (her 20 gr. mandelmel + 40 gr. hvedemel)
½ tsk bagepulver

Begynd med at gøre en springform klar (ca. 24 cm) læg bagepapir i bunden og også gerne på siderne.
Pisk æggehviderne stive og tilsæt så sukker og pisk i ca. 3 minutter. Bland mel og bagepulver og sigt det i hviderne og kom æggeblommerne ved - det hele foldes sammen med let hånd, til alt er godt blandet. Kom dejen i formen og bag kagen ca. 35 min ved 150 grader. Lad den køle lidt af i formen, før den tages ud og køler helt af.

Flækkes i 2 eller 3 bunde med en takket kniv.

Fyld:

2 blade husblas
200 gr. hindbær (jeg brugte 75 gr. brombær, resten hindbær)
50 gr. sukker
½ tom vaniljestang
½ l. piskefløde

Dagen før kagen skulle samles, kom jeg bær, vaniljestang og sukker i en skål og satte i køleskabet. Sammen stod det og tøede op og smeltede sammen til dejlige råsyltede bær.
Næste dag - udblød husblas, et kvarter, i koldt vand. Pisk fløden til let skum. Vrid husblas og smelt den i mikroovnen med det vand, der hænger ved. Det tager ikke mange sekunder. Afkøl den smeltede husblas ved at komme et par skefulde af frugten i. Og rør dernæst husblasen ud i al frugten (husk at tage den tomme vaniljestang op) og vend til sidst det hele sammen med flødeskummet. Rør grundigt, men forsigtigt.

Nu samles kagen: Læg en lagkagebund på et fad, placer kransen fra springformen uden om. Beklæd evt. ringen med bagepapir først. Fordel så hindbærfromagen ovenpå og slut med den anden lagkagebund. Pres let og stil kagen på køl.

Pynt:

2 ½ dl. piskefløde
krymmel

Pisk fløden til skum. Fjern kransen fra lagkagen og fordel flødeskummet rundt om kagen. Jeg har stadig ikke fået investeret i en sprøjtepose, så flødeskummet blev smurt på. - Til slut pyntede min datter kagen med rund hånd med masser af chokolade krymmel :-)

 
 
Serveret til kaffe og i godt selskab, så smagte den bare dejligt :-)
 
 
God onsdag.
Jette 

tirsdag den 4. februar 2014

Klassisk kransekage

Min far havde, som tidligere nævnt her på bloggen, fødselsdag i den forgangne weekend. Han fyldte 93 år! Og spørgsmålet er altid, hvad ønsker man sig, når man når den alder. Jeg synes i hvert fald, at det er lidt svært helt at vide, hvad det rigtige er. Så tænkte jeg, at noget af gaven kunne være en kransekage.

Og den er sjov at lave, kræver lidt planlægning men er ellers bare hyggeligt arbejde - også fordi en kransekage oftest laves i anledning af en særlig begivenhed. En festlig anledning. Og resultatet bliver som oftest modtaget med glæde.

Opskriften jeg brugte minder meget om den, jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Men den kommer dog lige her igen.

Klassisk kransekage

250 gr. marcipan - groftrevet
100 gr. flormelis
En meget lille æggehvide fra en glad høne

Rør æggehvide og flormelis sammen og lad det stå lidt (en halv times tid) Tilsæt marcipan og rør rundt - jeg brugte dejkrogene til min håndmikser. Når massen er samlet, sættes den på køl et par timer. Hvis det er til næste dag, skal dejen i en lufttæt pose.

Tages ud og æltes let sammen. Jeg delte portionen i to og trillede to nogenunde ligelange og ens stænger ud. Og trykkede dem forsigtigt trekantede. Og begyndte så udmålingen. Det første stykke var 8 cm., det næste stykke var 10 cm. osv. hele tiden forøges længden med 2 cm. Tog så hvert stykke og formede til en cirkel - på øjemål. Og som Mette Blomsterberg siger - det bliver lettere jo større stykket er :-)
Husk også at tage et lille stykke fra, som rulles til en kugle - det er kagens topstykke.

 
Inden ringene sættes i ovnen lægges et stykke bagepapir og en plade ovenpå - og der trykkes let, så alle ringe får samme højde. 
Sæt den ekstra plade under den første og bag ringene ca. 12 minutter ved 190 grader. Men hold hellere øje med dem. Mine måtte godt have været bagt et minut længere.
 
 
Køler af, før de pyntes med glasur. Lad også glasuren tørre lidt, før kagen samles.
Og med et par flag og et fint fad, så pynter kransekagen på et kaffebord. Også selv om min havde lidt retning som det skæve tårn i Pisa.
Men smagen fejlede ikke noget. Blød og let fugtig.


 
 
Og tårnet klarede turen til Nordjylland, og blev også modtaget med tilfredshed. Selv om man fylder 93 år, er det alligevel stadig hyggeligt og dejligt at blive fejret lidt og få besøg af nabo og familie.
 
Jeg tror heller ikke, at jeg nogensinde bliver for gammel til at fejre fødselsdag :-)
 
Jette 



mandag den 3. februar 2014

Madblogger udfordringen - nu i gang

Så blev spændingen udløst! De tilmeldte blogs til madblogger udfordringen # 2 fik hver tildelt deres blog, som de så skal inspireres og udfordres af.
I alt 74 madblogs er tilmeldt udfordringen. Det er lidt imponerende, og giver samtidig mulighed for at se en mængde nye blogs.

Jeg fik tillige tjekket op på præcist, hvad udfordringen består i - og det kan godt give anledning til lidt tanker om, hvad er det egentlig, jeg har givet mig i kast med :-)

Udfordringen lyder:

"Du får tildelt en anden madblog som også er tilmeldt udfordringen. På denne blog vælger du selv en opskrift som du splejser med én af dine egne opskrifter!
Der skal være en genkendelighed ifht den opskrift du vælger, og mindst tre ingredienser skal gå igen."

For hvordan gør jeg lige det? - Splejser noget fra en andens opskrift og ide med en af mine egne opskrifter?
Det er vist godt, at jeg har 3 uger til udfordringen!

Jeg fik tildelt bloggen  Madimperiet - en blog om mad

Jeg kendte den ikke, men et hurtigt blik på den afslører en utrolig fin og inspirerende blog. En ung mand fra Århus står bag den, og det første jeg bemærkede, var nogle lækre opskrifter, meget flotte billeder og smukt anrettede retter.
Nu glæder jeg mig til at læse lidt nøjere og så går jeg i tænkeboks eller rettere: går i køkkenet.

Når resultatet foreligger, skal du nok få det præsenteret.
Men endnu kører det bare rundt i hovedet - og så gør jeg det, jeg kan finde ud af: Slår en dej op til et brød!



Et "mor-brød" vil mine børn sige :-) Et brød fyldt med nødder, rosiner, korn og kerner. Uhm - jeg glæder mig allerede til det er blevet bagt.

Weekenden har handlet om fødselsdag. Og en del bagværk i den anledning. Mere om det i morgen.

På en forstklar mandag morgen.
Jette

lørdag den 1. februar 2014

Fødselsdagskringle

Nu går turen snart nordpå - så derfor er det tid til at få bagt en fødselsdagskringle til min far. Og til de gæster, der måtte kigge forbi :-)

I min barndom var kringle selvskreven på ethvert kaffebord. Jeg har smagt en del forskellige - men husker min mors, som den bedste. Den var altid fyldt med lækker remonce og masser af rosiner.
Jeg har ikke fået hendes opskrift med. Så jeg har været ude at høre mig lidt omkring. Og opskrifter har jo sit eget liv og går sine egne veje - så denne opskrift har jeg fra graverens kone. Med ord om, at den er superlækker :-)

Den er lidt speciel i sin fremstillingsmåde - men det fremgår af opskriften.

Kringle (ca. 12 stk.)

2 æg fra gode høns
25 gr. gær
1 dl. vand
125 gr. blødt smør
ca 250 gr. hvedemel

Æg, smuldret gær, vand (lunt) og det bløde smør røres sammen og står ½ time. Gæren begynder at arbejde en smule i den tid. Så røres godt igennem og hvedemel tilsættes - lidt af gangen. Ælt til du har en lækker og blød dej. Det meget fedtstof gør den helt særlig at røre ved.
 
Dejen sættes til hævning - og ja, min dej er ret gul - de gode høns lægger super fine æg :-) Hæver tildækket ca. 45 minutter.
Imens røres remonce:
 
100 gr. sukker
100 gr smør
 
Røres godt sammen.
Den hævede dej æltes let og deles i to og rulles til lange stænger og lægges på bagepladen (med bagepapir). Fordel halvdelen af remoncen på hver af stængerne og drys med rosiner ( ialt ca. 75 gram)
Siderne foldes ind og enden lukkes til.
Pensles med vand og drysses med sukker og hakkede nødder.
Efterhæver i ca 15 minutter.
Bages ved 200 grader ca. 12 - 14 minuter. (Hold øje med den)
 
 
Endestykket mangler - det spiser jeg, og det smager ret godt. Stadig lunt og sprødt.

Nu køles kringlen af, og så tager den turen til Nordjylland, hvor jeg håber min far synes, den smager godt, når han får et stykke i morgen på sin fødselsdag.
 
God weekend.
Jette