Annonce

mandag den 30. juni 2014

Små hindbærsnitter - til et helt kompagni :-)

Selv om jeg har bagt i mange år - så er det stadig svært at beregne, hvor stor en portion skal være, når man laver om på formen :-)
Jeg brugte min almindelige mørdejsopskrift (og doblede op!) og lavede så små ruder i stedet for almindelige rektangulære hindbærsnitter. Og fik ret mange små hindbærsnitter!

Peters klasse var forbi i går - studenterkørsel. Og jeg havde besluttet, at de unge mennesker kunne ikke komme her forbi uden at blive budt på lidt kage :-) Og hindbærsnitter ved jeg i hvert fald ligger inden for Peters repertoire af godkendte kager.
Men når de skal besøge 19 hold forældre, der alle gerne vil gøre det så godt som muligt, så er det noget med begrænsningens kunst. Så jeg tænkte små hindbærsnitter - i petit four størrelse - det ville være en mulighed.

Det var det også - men der skal bare ikke bruges ret meget mørdej for at lave sådan nogle snitter. Så nu har jeg hindbærsnitter til ret så mange dage ...

lørdag den 28. juni 2014

Endnu en studenterkage ...

Det er nogle særlige og festlige dage - disse sidste i juni - med studenter alle vegne :-)
Og dermed gode anledninger til at samle familie og venner og fejre, at en milepæl er nået i de unge menneskers liv. Og at de nu for alvor skal til at stå på egne ben og træffe deres egne valg.

Og til en fest hører også en kage.


Denne malteserskage har netop forladt matriklen her og er blevet taget med nordpå, hvor endnu en student skal holde fest :-)

Så er der bare tilbage at ønske tillykke og god dag.

Jette

fredag den 27. juni 2014

Syltet citronskal

Med denne opskrift er jeg igen på kanten af Bagning med Budget :-) Men de syltede citronskaller kan bruges i bagværk og lækre kager, så derfor kommer opskriften med.
Og jeg mindes, at min mor i min barndom selv syltede appelsinskaller - til at komme i julekagen. Men den opskrift har jeg ikke. Så derfor var denne lidt interessant.

torsdag den 26. juni 2014

Lækre lette boller med hjemmesyltet citronskal

Jeg skrev for noget tid siden om en bog, jeg havde læst: bag brødet. Og i den bog var der opskriften på nogle syltede citronskaller. Dem har jeg så nu fået lavet og skriver mere om det i morgen.
Men jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal bruge skallerne til :-) og kan heller ikke huske, at der stod noget om det i bogen.

Smagen i syltede citronskaller minder lidt om sukat og noget i den retning.
Og nu blev de afprøvet i nogle boller, som også blev fyldt med andet tørret frugt. Bollerne smager ganske udmærket - men jeg har dem i fred. Peter konstaterede hurtigt, at selv om de var fine og duftede dejligt, så var de ikke lige noget for ham. Alt for mange rosiner og dadler :-)

Det er en blød dej, så bollerne har lidt et kagepræg. - De er i hvert fald bedst at spise, som de er eller skåret over og smurt med smør.

onsdag den 25. juni 2014

Forskellen på fromage og mousse ?

Det spørgsmål stillede jeg mig selv for nylig. For jeg syntes, jeg mødte begge betegnelser lidt i flæng, og kunne ikke helt gennemskue, hvad præcis forskellen var.

Og så er Internettet jo en god ting :-)

Jeg fandt på Arlas hjemmeside en forklaring, som jeg synes giver god mening og som er til at huske og kunne bruge. Derfor vil jeg holde mig til den. Selv om det ikke er sikkert, at det er sådan forskellen defineres alle vegne.

Fromage er lavet af både æg, sukker og flødeskum.
Mens mousse er lavet af flødeskum og sukker

Et eksempel på fromage og mousse kunne være følgende.

Citronfromage - her i en helt gammel og klassisk version :-)

tirsdag den 24. juni 2014

Sommerlig bryllupskage Madbloggerudfordring # 3

Endnu en gang har La Cucina Nada taget initiativ til en omgang madblogger udfordring. Det er virkelig et sjovt koncept og en super måde at afprøve egne evner på, og ikke mindst stifte bekendtskab med mange andre madbloggere!

Denne gang er temaet sommermad. Og rammen er, at besvarelsen skal indeholde tre givne elementer. I  “Årstidens søde køkken” er der tale om:

Bær
Spiselige blomster/krydderurter
Chokolade

Inspirationen blev min gamle rosenbusk. Den står på terrassen og er sikkert blevet plantet, da præstegården blev bygget for små 100 år siden. Roserne blomstrer hvert år og dufter skønt. Jeg har dog aldrig brugt rosenblade før, men det blev så prøvet nu :-)

mandag den 23. juni 2014

Sankt Hans og sommerferie ...

Midsommer - med de skønneste lange dage og virkelig lyse nætter.

"Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat.
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger." (Thøger Larsen 1914)

lørdag den 21. juni 2014

Sukkerbillede - købt på nettet

Det er ind imellem utroligt, hvad man kan finde på nettet - og købe. Men ind imellem også noget som gør, at man pludselig kan lave noget selv, så det samtidig ser ret godt ud. Næsten som var det købt i en butik.

Studenterkagen til Peter fik jeg lov at bage/lave selv. Og det var jeg selvfølgelig glad for og lidt stolt over. Men ville så også godt, at den kom til at se ordentlig ud, og ikke mindst smage godt.

fredag den 20. juni 2014

Kæmpe Othellolagkage

Kæmpe og kæmpe - jeg synes i hvert fald den var stor. En Othellolagkage i bradepandestørrelse.
Anledningen var Peters studenterfest. En skøn anledning.

Og der blev regnet og ganget - trukket fra og lagt til - og her følger resultatet :-)
Det tog noget tid at lave kagen, og der kom udfordringer undervejs. Men jeg var alligevel selv tilfreds med resultatet. Men der er plads til forbedringer :-)

onsdag den 18. juni 2014

Det gik godt ! :-)

Hvor er det dejligt at kunne se tilbage på en rigtig dejlig dag. Som dagen i går. Med skønt vejr og gode mennesker omkring en. Men ikke mindst en taknemmelighed og en stolthed over, at ens barn klarer sig meget godt. På egne ben. Under de givne vilkår.

Så jo, Peter fik studenterhuen på hovedet i går - og var tydeligt både glad og lettet. Jeg tror, huen bliver på hovedet de næste mange dage.

Jeg mindes ikke, at vi gjorde, da jeg blev student for 34 år siden - altså gå rundt med huen i flere dage. Men jeg synes faktisk det er lidt fint, at studenterne får lov at vise og nyde, at nu er eksamen i hus. Tre års indsats er belønnet - og et hav af muligheder ligger åbent foran dem. Nu er den store opgave at vælge og finde netop sin vej.


 I dag kommer kun et enkelt billede af Othellolagkagen, som jeg havde lavet til Peter. Spejlpladen opfyldte sin mission og kagen blev spist - der er et lille bitte stykke tilbage til eftermiddagskaffen.

Jeg skal på konvent de næste par dage. Men vender tilbage med lidt mere om kagen her. For det har været sjovt selv at kunne lave studenterkagen - og den glæde deler jeg gerne.

Jette

tirsdag den 17. juni 2014

Travlhed før studenterfest

Hej! Det går over stok og sten, men det går :-)
Om et øjeblik går turen til Handelsskolen, og så håber vi bare det bedste for Peter.

Formiddagen har stået på forberedelser, og når vi kommer hjem fortsætter vi, hvor vi slap. Men det skal nok blive en god aften. Jeg glæder mig i hvert fald.

Brødene til at følge den lækre spanske ost er netop kommet ud af ovnen.


Og dejen til foccacia står til hævning - så det går den rigtige vej.

God tirsdag - en helt almindelig en og dog så anderledes :-)

Jette

mandag den 16. juni 2014

Gamle kendinge

Ja, det er det vel dårligt, når bloggen kun er ½ år gammel. Men sådan opleves det lidt. For i dag bages brød, jeg har bagt før. Samtidig med, at der tænkes på brødbagning  til i morgen. Det er nemlig der, hvor vi fejrer, at Peter bliver student - netop i morgen.

Studenterfestens menu er til dels tapas. Det er vist mest mig, der er fan af den slags mad :-) Men fordelen er, at det kan planlægges og arrangeres lidt i fordejen. Og stå og vente på gæsterne.

Jeg bruger købte flutes (dem, der der blot skal varmes i ovnen og er enormt billige) - men de fungerer som sprøde bunde til tapas. Til blandt andet honningbagte tomater - mere om dem en anden dag.

Men ud over det skal der bruges:
Fletbrød
Spansk landbrød
Foccacia brød
 
Her er fletbrødene - nu er de kommet ud af ovnen - klar til at blive skåret i tynde skiver og ristet i morgen.

Nu skal Othellolagkagen lægges sammen. Den har godt af at stå og trække til i morgen - og så er er heller ikke så meget stress på, når først den er ude af billedet.

Ovenpå sidder Peter og grubler over sin sidste eksamensopgave - det er en 24 timers opgave i spansk. Så nu glæder vi os bare alle til, han kommer ud fra eksamenslokalet i morgen eftermiddag :-)

God mandag.

Jette

lørdag den 14. juni 2014

Saltede mandler - til studenterfest

Nu begynder nedtællingen for alvor til, at sidste og yngste barn bliver student :-)
På tirsdag bliver Peter student - og det glæder han sig til, og det gør jeg bestemt også. Det er lidt for spændende med alle disse eksaminer.

Og planen er så, at når først huen er sat på hovedet, så skal der være lidt fest i haven her hjemme om aftenen. Og jeg har netop set, at vejrudsigten lover både sol og varme på tirsdag. Så det kan ikke være mere perfekt, når vi helst skulle kunne være både i haven og indenfor.

Jeg synes altid, det er lidt hyggeligt at forberede til en fest - i hvert fald hvis det synes overkommeligt. Og det gjorde det, da vi sendte invitationerne ud. - Nu hvor det hele nærmer sig, ser det lidt mere broget ud :-) Men planlægning og med hjælpende hænder - så går det nok.

Og de saltede mandler her, laves nu og kommes på glas og gemmes! For de smager godt - og skulle altså helst nå frem til tirsdag.

fredag den 13. juni 2014

Mini cup-cake med marcipan, Petit four

Jeg er med kort varsel blevet indkaldt til det til dato morsomste møde i mit menighedsråd. Nej - det er helt politisk ukorrekt at sige sådan. Men emnet er bare lidt pudsigt - og langt fra, hvad der normalt tales om i rådet.

Og jeg syntes det møde fordrede en lille bitte kage - derfor er der i hast blevet bagt Mini cup-cake med marcipan. En opskrift jeg har fundet her og tilrettet lidt.

Men tilbage til mødet - som handler om, at Middelfart kommune vil opstille luftpumper til cykler  ved alle kommunens kirker! Kommunen er nomineret til årets cykelkommune i år - og det er bestemt rigtig godt, og det kan jeg da kun være glad og stolt af.
Men så har nogen fået den ide, at der ved hver kirke skal opstilles en cykelpumpe, så man altid ved, hvor man i hvert fald kan få pumpet sin cykel. Og det er det vil skal til møde om i dag :-) Det kan kun blive et møde med en lidt løftet stemning sådan en fredag eftermiddag.

torsdag den 12. juni 2014

Bag Brødet

Bag brødet. Hvilken finurlig titel at give en bog!
For det er netop titlen på en bog, jeg har lånt på biblioteket (skrevet af Bi Skaarup). Og jeg synes den slags ordspil er fine og sjove, og er med til at give liv til en bog.

Og bogen går da også bag om brødet, går tilbage i tiden (6000 år), og gennemgår udvikling, bageteknikker og kornsorter.
Og bager brød! Eller giver i hvert fald opskrifter på brød, man selv kan bage.

onsdag den 11. juni 2014

Mini Pavlova

Pinsedag var en rolig og hyggelig dag. I det hele taget var pinsen noget præget af, at de unge mennesker er midt i eksamenstiden og derfor læser op.

Men med en enkelt hjemløs æggehvide i køleskabet så var der mulighed for at forsøge sig med en mini pavlova. Og cykle en tur ud for at finde nogle friske jordbær. Mine bær slet ikke på vej endnu - de er mest grønne - men har dog vakt hønsenes interesse. Så det er åbenbart ikke kun sneglene jeg skal dele bær med :-)

Kagens navn referer til en russisk balletdanser Anna Pavlova (1881 - 1931) - men hvad hendes forhold til kagen så er, det vides ikke :-)
Men det er en fin lille sag, let og sommerlig.

tirsdag den 10. juni 2014

Efter pinse

Jeg håber, du har haft en dejlig pinse.
Det har jeg :-) Især i går, 2.pinsedag, var en fin dag. Med det skønneste solskinsvejr - perfekt til det, der var planlagt at skulle ske.
En frilufts gudstjeneste i det lokale anlæg.

 

lørdag den 7. juni 2014

Rabarbersaft - sidegevinst

Her til morgen sad jeg på kontoret og kunne se, hvordan himlen bare blev mere og mere blå. Så dejligt, for de sidste par dage har godt nok været temmelig våde og blæsende og kølige.

Men nu lader det til at pinsesolen er ved at tage over. Hvor skønt.

Da jeg lavede min langtidsbagte kompot af de fine rabarberstilke, så kom der også en del saft ud af det. Ren rabarbersaft og sukker. Og det blev i overskud, da jeg bagte rabarber-vaniljekagen.

fredag den 6. juni 2014

Fletbrød - rørt på røremaskine

Jeg ville egentlig have fortalt om noget helt andet i dag :-) nemlig mit nye bord på terrassen. Men eftersom det bare regner og vejret i det hele taget er meget langt fra det strålende solskinsvejr, der ligesom var antydet skulle komme her i pinsen. Så bliver det noget om brød, der står her i dag :-)
Men det er nu også altid godt. Og så venter bordet til i morgen - håber jeg.

Røremaskinen og jeg, vi er stadig forholdsvis nye i samarbejdet. Og jeg prøver mig frem.
Men fandt en opskrift på et brød, hvor alle ingredienser blot skulle i røreskålen og så røres, hæve og så æltes og formes til sidst. Det lød lidt spændende, så det projekt er sat i gang.

torsdag den 5. juni 2014

Rabarber-vaniljekage

I den kommende weekend er det jo pinse - og i år har mine kirker fornøjelsen af at stå for en stor fælles frilufts gudstjeneste 2. pinsedag. Det er et samarbejde seks kirker i mellem, og stedet hvor gudstjenesten holdes, går på skift imellem os.
Det er sjovt og festligt. Men kræver noget forarbejde og forberedelse.
Og møder :-)

Og et sådant havde vi i går. Og det kræver en kage. Som jeg skrev om for et par dage siden, så ville jeg lave noget med rabarber og derfor blev der lavet den skønneste kompot.
Og her følger så selve kagen.

onsdag den 4. juni 2014

Jordbær på vej ...

Hvor er det ind i mellem frustrerende at arbejde med en computer - i hvert fald, når man ikke kan få tingene til at lykkes, sådan som man gerne selv vil. Og jeg ved godt, at det ikke er computeren, der er noget i vejen med - men hende, der sidder og trykker på tasterne.

Så jeg forsøger mig igen senere.

Det lykkedes mig dog at få mit "hoved" gjort lidt pænere, da jeg sad og flyttede rundt på tingene i går. Men billederne driller stadig.

tirsdag den 3. juni 2014

Frøkiks

Kært barn mange navne - siges det. Og det tror jeg gælder her :-) For opskriften her minder til forveksling opskriften på knækbrød, som jeg fik af min søster, og som kan ses her.

Jeg var i weekenden i Nordjylland og besøgte min gamle far - som heldigvis har det godt. Der blev tid til at kigge et par gamle blade igennem. Min far arver naboens gamle, læste blade - og det er en fin ordning. For selv om bladene er 3-4 år gamle, så kan historierne og artiklerne jo være udmærkede at læse.

På en side om "småt og godt" stod opskriften her. Kiksene - frøkiks - det er lidt som fuglemad i flad form :-) Men ret lækre.
I denne opskrift er der lidt mindre mel end i min søsters opskrift. Dejen er derfor lidt lettere at rulle ud og få pæn.

Frøkiks ( 16-20  stk.)

mandag den 2. juni 2014

Rabarberkompot - langtidsbagt

Jeg har ingen rabarber i min have - endnu. Men er ved at nå dertil, at det vil jeg vist gerne have :-)
Men indtil da, så har min venlige graver givet mig nogle stilke. Som straks kom i brug, for jeg har en plan. Eller rettere møde i denne uge, hvor jeg gerne vil servere en rabarberkage til.