Annonce

tirsdag den 30. september 2014

Nybagt kringle

Det er selvfølgelig en sandhed, der ændrer sig i takt med, at tiden går. Men lige nu - på billedet - er kringlen nybagt og skal med til Nordjylland.

Min gamle far klarer sig faktisk forbavsende godt, efter at han er blevet alene, med hjælp fra søde hjemmehjælpere, der flittigt kigger ind og får en lille snak. Tryghedsbesøg hedder det vist - et lidt specielt ord, men for min søster og jeg er det et godt ord. For når afstanden er på godt 250 km, så er det bare ikke hver dag, der er mulighed for at kigge ind.
Så jeg betaler gerne min skat og er rigtig glad for den velfærdsstat, vi er indbyggere i.

Kringlen - eller stangen - er bagt efter opskriften her - i ca. halv størrelse.


Og inden jeg kører nord på, vil jeg lige løfte sløret for, at der kommer et godt tilbud, du godt kan begynde at glæde dig til at læse mere om på fredag. Et godt tilbud, i hvert fald når jeg selv skal sige det :-) For bloggen her fylder snart et år - og det er planen, at det fejres. Men mere om det sidst på ugen.

God tirsdag - den sidste dag i september.

Jette

mandag den 29. september 2014

Indkøb og korkoncert

Lørdagen bød på noget meget konkret og jordnært - tilbudsjagt i grænsebutikker - og en opløftende korkoncert. Så sammenlagt blev der nogenlunde balance :-)

Nu har jeg tidligere gjort mig lidt morsom på børnenes bekostning,  når de tog bilen og drog sydover. Men forleden, så fulgte jeg altså selv trop. Jeg havde læst reklamer og der var alligevel nogle tilbud, der var værd at gå efter - eller rettere at køre efter. Om det betaler sig i benzin regner jeg med vilje ikke på - men Peter, hans kæreste og jeg havde til gengæld nogle hyggelige timer sammen. Og det tæller også.

lørdag den 27. september 2014

Fem flotte flettede små brød

Forleden lagde en veninde et link  til en super interessant video ud på Facebook. Den var fra mellemøsten og viste en kvinde i færd med at forme og flette de fineste små brød. Ret så imponerende, og man (jeg) sad og fik lyst til at prøve kræfter med noget dej og nogle fletninger.

Der var ingen opskrift i videoen - og den havde sikkert også stået på hebraisk, og det har jeg glemt, hvordan man læser :-)
Men det var en hvid, lidt fast dej - ikke noget med grovmel eller kerner her.

Jeg forsøgte mig :-)

fredag den 26. september 2014

Rug-trekanter

Forleden fandt jeg i Lidl 1 kg. rugmel til 4 kr.!

Jeg ved godt, at det ikke er økologisk, eller har en særlig historie, eller på anden måde er godt for naturen - men det var budgetvenligt. Så der kom et kilo i kurven, og nu kan jeg forsøge mig lidt mere med bagning med rugmel. For det er jeg ikke så god til. Det har lidt en tendens til at drille og smuldre.

Men her kommer endnu et forsøg. Og lidt inspireret af den store bagedyst, der jo for tiden vises i tv - så handler brød også om, at fange øjets opmærksomhed. Lave et brød, der indbyder til at blive spist af. Her er det så fantasien må i sving.

Jeg har kigget på nettet :-) og inspirationen til disse trekanter er fra Arlas køkken.

torsdag den 25. september 2014

Nødder - fra en troldhassel

Måske er det indlysende for dig. Men det er - eller rettere var - det bestemt ikke for mig. Indtil for nogle år siden, hvor min søde nabo kom og fortalte, at en troldhassel da gav nødder, som en anden hasselnøddebusk.
Jeg havde bare ikke koblet, at hassel i troldhassel havde noget med en hasselnød at gøre :-) Men det har det altså. Og det understreger endnu en gang, at jeg er ikke den store botaniker :-)

onsdag den 24. september 2014

Cookies med tranebær og hvid chokolade

Cookies?! Kan der snart koges mere suppe på den høne :-) Sagtens. For cookies smager altid godt, og der er virkelig mange varianter og forskellige fremgangsmåder.

Jeg skulle til et møde i aftes og var ikke helt sikker på, om der var noget til kaffen - eller om der var kaffe overhovedet :-) Så for at hjælpe mødet på vej, blev der bagt cookies, for så var der da lidt.
Et møde hvor opgaven var at revidere vedtægter og foreningsformål - det kræver i mine øjne lidt ekstra energi :-)

Så her er opskriften på endnu en gang cookies - denne gang med tørrede tranebær og hvid chokolade. Bærene havde jeg købt for længe siden - på nettet fra et lille bitte firma med super service. Og så blev der åbnet for posen med det lækre mørke farin - det var en fryd at dufte til, og havde en skøn konsistens.

tirsdag den 23. september 2014

Briocher

Jeg har haft flere anledninger til at forsøge mig med disse lækre boller.
Briocher stammer oprindelig fra Frankrig og er fede, luftige og lækre. Fyldt som de er med æg, sukker og smør. De minder faktisk mest om en kage :-) Men går fint flækket og smurt med smør.

Både menighedsråd og personale har fået dem serveret.
Det ene sted var det som "kvajekage". - Jeg havde ikke fået givet besked om, at der var en dåb en lørdag formiddag - heldigvis stillede mit gode personale op alligevel, selv om det var med kort varsel. Og efter den korte dåbsgudstjeneste blev der så drukket kaffe og spist briocher :-)
Da jeg bagte til menighedsrådet, blev dejen formet til et brød i stedet for.

mandag den 22. september 2014

Glimt fra en dejlig weekend

Godmorgen mandag!
Jeg håber, du også har haft en dejlig sensommer weekend. Min har været dejlig og rummet masser af søde mennesker. Men jeg nåede også en times tid ude på terrassen alle dagene, og bare nyde solen og den meget behagelige temperatur.
Mit arbejde i haven er nærmest ikke eksisterende - nu venter det til næste forår :-)

På bagesiden blev det til marmorkagen, et lækkert grovbrød og en porretærte. I tærten var der også kommet en lille rest hamburgerryg fra lørdagens aftensmad, så det ikke blev alt for grønt :-)

lørdag den 20. september 2014

Marmorkage - gammel opskrift med et tvist

Så er der blevet bagt marmorkage :-) Og huset dufter dejligt.
Opskriften fandt jeg på nettet i et gammelt Familie Journal. Tvistet består i, at der er rigtig chokolade i kakaodelen. Det blev helt sikkert ikke brugt, da jeg var barn. Men det er med til at opgradere kagen her :-)

fredag den 19. september 2014

Sensommerens første æblekage :-)

Ja, jeg ved godt, at jeg har lovet at bage marmor kage til Peter her i weekenden :-)
Men inden den, så blev det lige til en lækker æblekage - for jeg faldt over et par æbler, da jeg hentede æg ind.
Mit Ingrid Marie træ og Cox orangetræet giver af en eller anden grund ikke særlig mange æbler i år, så det er med at værne lidt om dem der er. Og derfor kom de to nedfaldsæbler her i en lækker kage.

Inspirationen fandt jeg hos Odense marcipan. Men den er tilpasset de faktiske forhold og det, der var i køleskabet :-)

torsdag den 18. september 2014

Høst-gaver

"Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!" (DDS 729)

onsdag den 17. september 2014

Små lagkagepakker

Nu har jeg jo sat mig selv på opgaven med at bage kage til menighedsrådsmøderne  - i hvert fald her i efteråret. Og det synes jeg stadig er en rigtig god ide :-)
Jeg nyder forberedelserne, hele processen med at skabe og lave en kage.

Til mødet i aftes blev det til små lagkagepakker og et brioche brød. Idéen med de små pakker, fandt jeg i bogen "Nanas kageri". Men indholdet i pakken er mit eget forslag.

tirsdag den 16. september 2014

Chokoladelagkagebund

Jeg har faktisk aldrig i mit ret lange liv bagt en chokoladelagkagebund.
Og da jeg stadig er i færd med at samle inspiration til min udgave af Mont Blanc kagen - så har jeg brug for en opskrift på brune bunde.

Jeg faldt for noget tid siden over en opskrift på Valdemarsro på netop sådanne bunde, så den har været udgangspunkt. Her i lille udgave :-) Denne portion passer til min lille form (18 x 18 cm) eller en lille springform.

Og bundene her skal bruges til små lagkagepakker - dem får du at se i morgen :-)

mandag den 15. september 2014

Macarons med hyldebærcreme

Min søster havde fødselsdag i går - og en lille gave ville være fint. Og i Paris havde jeg jo set utallige flotte macarons og bestemt mig for selv at blive bedre til at bage dem. Så her var en anledning til at eksperimetere med fyld og få lidt mere øvelse i at bage selve bundene.

Jeg valgte at lave dem lyseblå og fylde dem med hyldebærcreme. Men der er stadig lang vej, før mine ligner dem i Paris - eller for den sags skyld, bare dem i kagebøgerne :-)

fredag den 12. september 2014

Planter og pyntegræskar

Det er blevet til nogle pyntegræskar - af min frøpose fra i foråret. Men dog ikke så mange som jeg havde drømt om :-) Men til gengæld et antal, der er sansynligt bliver brugt.

torsdag den 11. september 2014

Besøg på Benoit - en Michelin restaurant

turen til Paris var et punkt helt fastlagt før afgang: Besøget på Benoit, en michelin restuarant midt i Paris.

Jeg har aldrig været på sådan en før - men ville da gerne prøve det - selv om det er et stykke fra så Budget venligt :-) Men et sted havde jeg set foreslået, at man spiste frokost på en michelin restaurant - for det kostede kun det halve af, hvad en aften menu kostede. Og det gjorde det noget mere interessant.
Så der blev googlet og kigget hjemmesider. Og valget faldt på Benoit.

Vi var ret forventningsfulde, da vi ankom - og blev også taget pænt imod. Min netreservation blev tjekket grundigt, før vi fik anvist et bord.

onsdag den 10. september 2014

En lille banankage

Jeg synes ofte det ender med, at der er en enkelt banan tilbage, der bare ikke bliver spist - og den ligger og bliver mere og mere prikket og til sidst næsten helt sort. Et lidt trist endeligt for en banan. Men i en banankage får den nyt liv :-)

tirsdag den 9. september 2014

Paris tur-retur

Så kom pigerne og jeg afsted til Paris - og er kommet godt hjem igen :-)

En forlænget weekend - hvor går den hurtigt. Men skønt at vende hjem med masser af indtryk og fornemmelsen af, at vi nåede meget, det meste af det planlagte - men vi vil også gerne til Paris igen, for der er stadig meget at se og opleve :-)
Vejret var fantastisk - mellem 21 og 24 grader, og ikke meget solskin, men perfekt til at vandre omkring i.

Vi boede på et 2 stjerners hotel i Opera kvarteret. Værelset var ret lille værelse, men ellers ok. Alt fungerede, og vi var i gå-afstand til det, vi ville nå. Selvom den sidste dag i kilometer blev til en halvmaraton :-)
Og alle dagene var næsten en maraton af indtryk - det ene afløste det andet. Så vel hjemme igen er det først, at det hele skal til at bundfælde sig - og tænkes tilbage på med stor fornøjelse.

Galeries Lafayettes - enormt stormagasin

mandag den 8. september 2014

Rugbrød med fyld

Efter en hel weekend uden at have set skyggen af en kerne i et brød, så kommer det helt af sig selv at få æltet et brød med nogle kerner og noget fyld :-)

Jeg landede i mit køkken igen i går eftermiddags efter nogle intense dage, med oplevelser og indtryk, der stod i kø. Det kræver lidt tid at fordøje det - og så er det bare godt at lave noget velkendt imens. Derfor bliver det et rugbrød - eller noget der ligner - der kommer i dag. Jeg vender tilbage til turen til Paris i morgen.

Jeg bager normalt ikke rugbrød, og dette er heller ikke så vellykket. Det smuldrer, når det skæres. Men det smager alligevel dejligt - og der er rigeligt at tygge på :-)

onsdag den 3. september 2014

Forventning - turen går til Paris

Jeg glæder mig :-) og har gjort det et stykke tid - for i morgen meget tidligt går turen til Paris sammen med mine to dejlige døtre. En rigtig hyggetur med tre dage i en skøn og berømt by.

Der er blevet planlagt en del hjemmefra. Drømt om smukke steder, skønne restauranter og ikke mindst masser af mode - tøj, sko og tasker. Jeg forstår egentlig godt, at Peter synes, det er okay at blive hjemme og passe hund, høns og kat :-)

 
 

tirsdag den 2. september 2014

Møllehjulsbrød med rosiner

Oven på en weekend, der bare er gået lidt slag i slag - og med et par feriedage lige om hjørnet - er det rart bare at bage noget helt stille og roligt :-) Et brød af mit lækre Egeskov Mølle mel.

Jeg har været en tur nordpå, og havde noget af rouladen med, og den faldt i god jord. Der var noget trygt og genkendeligt over den. Og så smagte den også bare fint :-)

Feriedagene, jeg lige nævnte, kommer der lidt mere om i morgen - forventingen er helt i top. Så de næste par dage går med lige at blive klar og passe ens arbejde - så bagning bliver der desværre ikke så meget af.