Annonce

fredag den 31. oktober 2014

Cheesecake med hvid chokolade, lime og vanilje

Jeg synes cheesecake smager dejligt! Og til fødselsdagen i sidste weekend blev det en del af desserten. En ret klassisk udgave, smagt til med lime.

Nu kan det jo altid diskuteres om det er bagning - men eftersom disciplinen var med i Den store Bagedyst, så burde den indvending være fejet til side :-)
Jeg serverede noget frisk frugt til, men det bestemmer du naturligvis selv, om det behøves.

torsdag den 30. oktober 2014

Dadelknuder, lækre boller

Jeg fandt for noget tid siden - i kælderen - en pose tørrede dadler, som i hvert fald skulle bruges snarest :-)
Det blev så nu, for jeg havde også set en opskrift på nogle kanelsnegle-lignende boller, hvor der var dadel remonce i. Og det lød tilpas anderledes til at det måtte prøves.

Jeg endte med at bruge min egen opskrift på kanelknuder, men fyldet blev lavet efter den opskrift, som Raavarecirkus har lavet. Og de linkede også til en super illustrativ video, når det handler om, hvordan knuderne her laves.

onsdag den 29. oktober 2014

Vinterdæk, vintertid og oktoberdagens skiften

At vågne op til en grå og diset og våd onsdag morgen, og synes man godt kunne sove noget længere - men der var lige en aftale med bilværkstedet, for nu skulle der vinterdæk på bilen. Ja, så må man jo op.

Men det er bare blevet mere mørkt - vintertidens alvor banker på. Og græsplænen er om ikke dækket, så i hvert fald ret fyldt med orange og gyldne blade. Varme farver, men også som et tæppe der trækkes hen over alting, for nu er det den kolde tid vi går i møde. Naturens gang.

tirsdag den 28. oktober 2014

Ad hoc kor og kager

I denne uge er der Spil Dansk Uge. Det er KODA der står bag idéen - og er tænkt som en hyldest til al den gode danske musik, der findes. Både nutidigt, men også ældre musik og sang. Det er 13. gang  det løber af stabelen, og vores kirke har været med til det næsten hele vejen igennem.
For jeg synes, at vi har en salmebog og en salmeskat, der meget fint rammer ind under dette med at spille dansk. Og kirkerummet er et fantastisk sted at synge.

mandag den 27. oktober 2014

Små Kajkager

Jeg tror ikke, at jeg før har spist en Kajkage! Men det har Peter til gengæld. Og så syntes jeg, det kunne være lidt sjovt at prøve at lave Kajkager til hans fødselsdag.
Jeg lavede dem i halv størrelse - det, synes jeg, er en mere passende størrelse (fordi jeg ikke er særlig vild med smørcreme :-))

Kajkager blev også lavet i den store bagedyst, og det er derfra jeg har opskriften. Her tilføjet mine kommentarer. Det er en lidt omstændelig proces - jeg tror, der kan findes opskrifter med lidt flere genveje :-)

lørdag den 25. oktober 2014

Kage til sønnens fødselsdag

I går fejrede vi fødselsdag og i dag har Mette og jeg været på messe: Kreative dage. Begge dele ret så hyggelige.

Peters fødselsdagskage omtalte jeg i går - men ikke hvilken det blev. Det var et forsøg, men lykkedes, synes jeg, ret godt. Jeg lavede for første gang Kajkager. Og lavede dem i halv størrelse, nærmest petit four-agtig.

fredag den 24. oktober 2014

Mazarinbund - til at bygge på

Min søn Peter fylder år i dag - og derfor har jeg tænkt lidt over, om der var en kage, jeg kunne bage i den anledning. Og er kommet i tanke om en :-) Hvilken afsløres i morgen.
Men det er en kage, der skal bygges op, og derfor kommer opskriften på bunden i dag.


torsdag den 23. oktober 2014

Tidsforbrug

Det er med jævne mellemrum oppe og vende, hvordan vi bruger vores tid, og hvor meget tid, vi bruger på specifikke opgaver eller interesser.
Hvor meget tid vi bruger på motion og træning.
Hvor mange timer vi ser tv.
Hvor meget tid vi bruger på at lave mad.
Hvor lang vores transporttid er til og fra arbejde osv. Og det er alt sammen meget interessant.

onsdag den 22. oktober 2014

Mont Blanc kage - min udgave :-)

Da Trine fejrede fødselsdag i foråret, serverede hun en købt Mont Blanc kage.

Og siden da, har jeg tænkt over, hvad den bestod af. Naturligvis godt hjulpet af Internettet. Og det blev ret hurtigt opklaret, at det var noget med kastanjecreme. Sådan en har jeg bare aldrig set eller lavet selv - eller havde nogen opskrift på.

Jeg fandt en dåse kastanjepuré i Nordjylland - og nu var tiden inde til, at der skulle åbnes for den. Menighedsrådet måtte endnu en gang være testpersoner :-)

tirsdag den 21. oktober 2014

Konfirmand 2014 - 2015

Endelig blev det tid til at møde dette års konfirmander :-) Jo, jeg har hilst på nogen af dem før, ved introgudstjenesten. Men i dag var første undervisningsgang.

mandag den 20. oktober 2014

Kage til graverkursus

Måske du undrer dig over, hvad det dog er for et kursus :-) Men det er såmænd blot et kursus for områdets mange gravere. De mødes en dag lige inden grandækningssæsonen for alvor går i gang. Dagen begynder med en morgenandagt i kirken, og efter morgenkaffen lægges der gran på en del gravsteder, som så efterfølgende evalueres.
Jeg har ikke deltaget, men jeg tror, de hygger sig. Og eftersom de går ude det meste af dagen, så er kaffen og kagen til eftermiddagskaffen tiltrængt - og dem meget vel undt.

lørdag den 18. oktober 2014

Kage glimt

Ja, det bliver kun glimt i dag - eller måske inspiration til selv at bage en kage :-)

Sidste punktum i denne uges række af taler og prædikener er netop sat. Det er altid et dejligt punkt at være nået til. Ugen har egentlig været rolig nok, men der har været flere kirkelige handlinger end normalt, og de kræver hver især noget forberedelse.

Pigerne var her også - derfor blev denne lagkage bagt.

fredag den 17. oktober 2014

Endnu en udfordring - Nordisk jul

Madbloggerudfordringen har du læst om før. - Og nu kommer der endnu en med emnet: Nordisk jul.

Igen er det La cucina nada, der er idékvinden bag udfordringen om Nordisk jul. Jeg synes, ideen lød spændende, men havde ikke nogen ide om, hvad jeg skulle lave eller bage, da jeg meldte mig til.

På biblioteket faldt jeg tilfældigt over bogen "Ny Nordisk hverdagsmad" - og den hjalp lidt på vej. Især med at få øjnene op for, hvad der er specielt nordisk, og har været spist her i mange, mange år.
Tre ting faldt jeg over, som kunne bruges i den ide, der langsomt tog form i mit hoved.

Havtorn - det er virkelig et bær, der er kommet på alles læber. Jeg har stadig til gode at se et og ikke mindst mærke de spidse torne, der gror på busken. På nettet er det mest de flotte frysetørrede bær, der sælges. En rundspørge i Middelfart viste, at dem havde de ikke lige på lager. Men jeg fandt til gengæld disse:

torsdag den 16. oktober 2014

Æblekage med brownietop

Forleden mødte jeg en god bekendt, da jeg var ude og handle. Og hun spurgte efter mere efterårsbagning :-) Så her er lidt mere i den retning.

Det er bare tiden for kage med æbler i. Så selv om der ikke var nogen særlig anledning, så blev der eksperimenteret og bagt æblekage. Og når jeg selv skal sige det, så blev resultatet ret så velsmagende :-)

onsdag den 15. oktober 2014

Abrikosmarmelade

I går fortalte jeg om vindertærten 2012 - kagen med de mange nødder og overtrukket med abrikosmarmelade og pyntet med chokolade. Men opskriften på marmeladen manglede lige - så den kommer i dag.

Abrikosmarmelade bruges ofte til at smøre på en kage, før den beklædes med marcipan. Jeg bruger det blandt andet, når den engelske julekage skal laves færdig. Og også inden disse lagkagepakker pakkes ind :-)

Jeg har ikke før selv lavet abrikosmarmelade, men det viste sig at være ret enkelt. Og så ved jeg, hvad jeg har kommet i. Det her er en lille portion, men rækker til en julekage eller to :-)

Abrikosmarmelade

8 (ca. 50 gr.) tørrede abrikoser
1 dl. vand
50 gr. rørsukker
½ tom vaniljestang
evt. 1 tsk. citronsaft

Skær abrikoser i mindre stykker og kom dem og resten af ingredienserne i en gryde og kog ved svag varme og under låg i ca. 15. minutter. Tag evt. vaniljestangen op.
Blendes eller køres på foodprocessor og kommes i et glas eller en skål. Op bevares køligt indtil brug.


Og farven lyser da op på en grå og våd onsdag i efterårsferien :-)
God dag.

Jette

tirsdag den 14. oktober 2014

Danmarks bedste bagte desserttærte 2012 - mit forsøg :-)

Når bloggen om kort tid fylder et år, fejres det med et besøg hos Kring chokolade i Middelfart.

Indehaveren Rikke Kring lavede i 2012 vindertærten i kategorien: Danmarks bedste bagte desserttærte. Og det er lige præcis den tærte, vi skal prøve kræfter med til et spændende og hyggeligt fødselsdagsarrangement den 4. november.

Hvis du har lyst til at være med, så er der stadig flere pladser. Du kan læse om arrangementet her.

mandag den 13. oktober 2014

Kirkekaffe og romkugler

Den forgangne weekend begyndte med en fyraftensgudstjeneste sent fredag eftermiddag. Det er faktisk en ret fin måde at begynde en weekend på, hvis du spørger mig. Vi har sådan en kort gudstjeneste nogle gange om året. Og der er altid kaffe bagefter - eller noget andet. Så er der lejlighed til at hilse på hinanden og ønske god weekend.

I fredags blev der serveret kaffe og blandt andet Harvest kager og romkugler.

lørdag den 11. oktober 2014

Flot kagekonkurrence

Det er altid dejligt at møde og opleve lokalt engagement. Altså når mennesker går sammen og får noget til at fungere på frivillig basis.
Sådan ses det i Nørre Aaby biograf. Den var ikke rentabel som kommerciel biograf, men da den lukkede gik lokale sammen og fik den startet op på ny. Og den fungerer i dag og viser de nyeste film i de gamle lokaler.
Bygningen har hele tiden været brugt som biograf, så den emmer af historie. Den blev bygget i 1948, med Palladium i København som forbillede. Og meget af indretningen er stadig den samme.

I dag dannede den så rammen om en kagekonkurrence, med to kategorier. En for børn op til 13 år, og en for voksne.

fredag den 10. oktober 2014

Overrasket

Det kan godt være, at det bare er mig, der lever i en anden virkelighed end andre. Men jeg bliver ret så glad, når jeg helt uventet får en påskønnelse for noget, jeg har lavet. Noget som jeg egentlig bare syntes, var en del af mit arbejde.

Det skete i går. At der med posten dumpede et gavekort ind af døren. Et gavekort som tak for en lille artikel til Stiftsavisen, hvor jeg havde skrevet om vores fine fælles udendørs pinsegudstjeneste.

 

torsdag den 9. oktober 2014

Brød med havre og tranebær

Jeg har faktisk først på det sidste opdaget, at tranebær er en interessant tørret frugt :-)
Og så har jeg stadig noget af mit skønne fuldkornsmel fra Egeskov mølle.
Så er det jo bare om at bage videre og kombinere tingene. Havren kom i, fordi den er med til at holde lidt på fugten i brødet.

onsdag den 8. oktober 2014

Uden gluten - en ukendt verden for mig

Og sagt med det samme - jeg ved forsvindende lidt om det her emne.

Men min yngste datter Mette, har mistanke om, at hun ikke tåler gluten - så derfor interessen for problematikken. Det er stadig helt nyt med de her tanker - men Mette mærker, at hun får det bedre, når hun undlader at spise gluten. Og så er udfordringen at finde ud af, hvor er der gluten. Og i hendes optik, så forekommer det i mange sammenhænge, også i madvarer hun ikke umiddelbart havde tænkt sig.  For eksempel kødboller, panerede fiskefiletter og maltesers.

I weekenden forsøgte vi så at lave mad uden hvedemel. Og jeg synes faktisk, at det gik okay - især hjalp det, da vi fandt glutenfri havregryn.

tirsdag den 7. oktober 2014

Korkage - æblekage

"Æbler lyser rødt på træernes grene,
høsten går ind....

Gyldne farver og sensommerbrise
fylder hjertet med vemodig musik,
går og nynner en sensommervise
fjernt fra byens larmende trafik." (K. og  F. Jørgensen)

Disse ord eller denne sang tror jeg mange går og nynner i den her tid. Det er på det sidste med sensommeren, men de røde æbler og gyldne farver - de holder endnu.
Jeg tror, jeg skal ud og have plukket mine røde Ingrid Marie æbler i dag - inden de når at blæse ned. For med et er efterårets blæsevejr også kommet til Fyn :-)

mandag den 6. oktober 2014

Små tårne

Jeg syntes selv, at jeg fik en god ide :-)  I virkeligheden blev det lidt anderledes.

I går havde jeg intro gudstjeneste for min kommende konfirmander og deres forældre. Og det var fint lige at se, hvem er det, jeg snart skal til at tilbringe noget god tid sammen med. Efter gudstjenesten var der en lille pause, og der skulle de have lidt kage. Og jeg tænkte, at et lille tårn, der kunne minde om et kirketårn, ville være passende. Af flere årsager, men blandt andet fordi jeg efterfølgende skulle sige lidt mere om kirken.

Men jeg tror nu nok, mine tårne kom til mest af alt at minde om en minaret - og det var jo ikke lige meningen :-)

fredag den 3. oktober 2014

Fødselsdagstilbud - Kom med konditoren i køkkenet

Bagning med Budget mm fylder den 4. november 1 år! Det har været et spændende og lærerigt år i blogverdenen.


Og fødselsdagen skal fejres! Med et aften bagekursus hos Kring chokolade i Middelfart.

Konditor Rikke Kring, indehaver af Kring chokolade, lavede i 2012 vindertærten i konkurrencen om Danmarks bedste bagte desserttærte. Og vandt så også lige sølv i kategorien bedste tørkage.
Også i år var hun med i finalen, denne gang med tærten Efterår. 

Så der er ingen tvivl om, at det er en super kompetent person med meget høje ambitioner, der åbner sine døre ind til hendes køkken denne aften.

Du har muligheden for at deltage!

Rikke vil guide og give gode råd, og hver deltager bager hendes vindertærte fra 2012.

En del af aftenen sponsoreres af bloggen :-)

Tidspunkt:
tirsdag den 4. november 2014 kl. 18.30 - ca. 20.30

Sted: 
Gimbels gyde 2, 5500 Middelfart

Pris:
150 kr.

Det får du:
En lærerig, hyggelig og inspirerende aften og en lækker hjemmelavet tærte til 6 pers. med hjem.

Tilmelding:
pr. mail på: gedakt2013@gmail.com eller i kommentarfeltet her under eller på Facebook senest den den 20. oktober.

Der er begrænset deltagerantal - pladserne fyldes efter først til mølle princip.
Tilmelding er først bindende, når der er betalt. Hvordan det gøres, får du mere info om i en mail, jeg skriver tilbage efter tilmelding.

Jeg håber, du har lyst til at fejre bloggens fødselsdag - og måske har mulighed for at deltage i kage-bage-arrangementet.

God weekend.

Jette




torsdag den 2. oktober 2014

Minimarengs

På sådan en lang køretur fra Fyn til Nordjylland og tilbage igen - da er der rig mulighed for at tænke tanker og planlægge projekter.
Sådan gik det også denne gang.

Mine konfirmander kommer til intro gudstjeneste på søndag, og undervejs er der en lille kaffe pause - hvor jeg tænker, at der kan serveres en lille bitte kage. Den arbejder jeg videre med.
Så i aftes blev der lavet minimarengs, som nok skal bruges til kagerne. Med mindre at jeg fik dem lavet lige små nok :-)