Annonce

tirsdag den 13. januar 2015

Banan-gulerodskage

Det er trods alt januar - så det kan godt være, det er i orden at holde igen med flødeskumskagerne lige nu :-)

I hvert fald bliver der til menighedsrådsmødet i aften bagt brød og denne banan-gulerodskage serveres til kaffen. Nogle vil nok synes, det er en gevaldig nedjustering i forhold til for eksempel disse lagkagepakker - men det må nu være.

Denne opskrift er virkelig en ny og en helt anderledes kombination, når det handler om banankage. Opskriften er hentet fra Samvirke, januar 2015.
Jeg laver kagen uden topping, jeg er ikke så vild med masser af fedtet glasur på en skærekage. Men derudover så har jeg stort set fulgt opskriften fra bladet.


Banan-gulerodskage

50 gr. honning
75 gr. sukker
2 æg, fra fornøjede høns
1 1/4 dl. neutral olie
80 gr. grahamsmel
100 gr. hvedemel
1-2 tsk. ingefær
2 tsk. kanel
1 tsk. bagepulver
125 gr. fintrevet gulerod
1 banan
25 gr. grofthakkede valnødder
75 gr. rosiner

Tænd ovnen på 175 grader.
Pisk sukker, honning og æg let og luftigt. Tilsæt olie og pisk. Sigt hvedemel og bagepulver, og vend det i dejen sammen med grahamsmel og krydderier. Tilsæt gulerod, moset banan, valnødder og rosiner og bland det hele grundigt.
Kommes i en lille sandkageform, der er smurt eller foret med bagepapir. Bages ca. 45 minutter og køler af i formen.


En ret lækker kage med smag og fylde. Ikke for sød, men med en behagelig mængde rosiner og nødder, som netop gør kagen interessant. I mine øjne :-)

På en helt almindelig tirsdag.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar