Annonce

tirsdag den 6. januar 2015

Citronkage

I dag begynder minikonfirmanderne. Det er elever i 3. klasse, der inviteres til at komme i kirken og høre om den, lære om kristendom og synge salmer. Derudover lave spændende ting og spise kage.

I år tegner det til at blive et lille hold, men derfor er der stadig saftevand og kage på programmet. Alle de foregående år har det nu oftest været købt kage, og været en meget varierende smagsoplevelse :-)
Så lige i dag øjnede jeg en chance for at ændre lidt på det. Og med en citron i køleskabet, der var tilbagebleven fra julens gode stunder, så blev det til en citron kage. Glad og gul.


Citronkage (8-10 stk.)

100 gr. smør/margarine
100 gr. sukker
½ stang vanilje, kornene herfra
2 æg + 1 æggeblomme fra rare høns
50 gr. marcipan, groftrevet
½ citron - saft og revet skal
70 gr. hvedemel
40 gr. kartoffelmel
1 tsk. bagepulver

Overtræksmarcipan af 100 gr. marcipan
Lidt smeltet chokolade

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt af sukkeret. Pisk vaniljesukker, resten af sukkeret og smørret sammen. Kom den revne marcipan i og pisk videre, mens der tilsættes æg og æggeblomme - en af gangen. Kom citronskal og saft ved og pisk. Sigt de to slags mel og bagepulver og vend det forsigtigt i dejen.
En springform (18 cm i diameter) smørres eller fores med bagepapir. Kom dejen i og bag kagen ved 175 grader ca. 35 minutter.
Afkøler i formen inden den sættes på et fad og pyntes - efter fri fantasi.


Nu håber jeg blot, at kagen også falder i de unge menneskers smag :-)

God tirsdag.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar