Annonce

torsdag den 29. januar 2015

Kransekage med solbær og chokolade

Om få dage fylder min gamle far 94 år. Og i den anledning går turen endnu en gang nordpå for sammen med familien at kunne fejre ham. Det vil han gerne være med til, for som han meget fornuftigt sagde, så er der jo ikke så mange fødselsdage tilbage for ham. Heldigvis ved vi intet om hvor mange.
Men jeg glæder mig over hvert godt år han får.

Og nu skal der så bages :-) Fødselsdagsboller, othellolagkage og noget kransekage. Sidste år lavede jeg et lille tårn, men i år bliver det disse små stykker, som jeg fandt opskriften på hos Mette Blomsterberg. Jeg lavede mine kager i halv størrelse.




Kransekage med solbær og chokolade (20 stk.)

250 gr. marcipan
100 gr. rørsukker
25 gr. (en lille) æggehvide, fra en dejlig høne

100 gr. solbærsyltetøj

overtrækschokolade
lidt hakkede pistaciekerner

Rør sukker og æggehvide sammen og lad det stå og trække en halv times tid. Rør det godt sammen med groftrevet marcipan og sæt det derefter på køl et par timer (min kransekagemasse kom til at stå til næste dag).
Ælt massen igennem og del den i 20 stykker, rul dem runde og sæt dem på en plade med bagepapir. Tryk et hul i midten af kuglerne og fyld en lille smule syltetøj i hver.
Bages ca. 12 minutter ved 190 grader. Jeg havde sat en ekstra plade under, for at undgå de blev for bagte i bunden.
Køler af på pladen, inden de dyppes halvt i smeltet chokolade og drysses med hakkede pistaciekerner.


Jeg har kun lavet en kage med pynt for lige at vise, hvordan de bliver. - Men fordi kagerne først skal bruges på mandag, så kommer de en tur i fryseren først og pyntes så senere.

Kagerne var ret lette at lave, og jeg er sikker på, at hindbærsyltetøj også kan bruges som fyld.
Nu glæder jeg mig til at servere dem.

God torsdag.

Jette

2 kommentarer:

  1. Åhhr hvor ser de fristende ud :-D
    Tillykke med din fars fødselsdag.......heldigvis ved vi aldrig hvornår det er den sidste fødselsdag uanset om man er 47 eller 94, så vi må prøve at gøre hver dag til en god dag :-)
    Ønsker dig en god tur herop nordpå og håber vejret arter sig, så det ikke bliver alt for besværligt.

    SvarSlet
  2. Hej Jane. Tak for din søde kommentar - og kagerne smager ganske godt :-) Vi håber det bedste med hensyn til vejret - heldigvis er der motorvej næsten hele vejen, det gør det lidt lettere.

    SvarSlet