Annonce

fredag den 27. februar 2015

Fine grahamsscones

Jeg kan huske, at da jeg var barn, så bagte min mor ind imellem scones til eftermiddagskaffen. De var virkelig lækre, smuldrende og bløde - og med rigeligt bagepulver i :-) Så meget, at det kunne mærkes på tænderne, hvis man havde spist for mange.

Jeg tror egentlig ikke, at scones var særlig udbredte i 70'erne. Men igen fordi min mor i sine unge år havde opholdt sig nogle år blandt andet i England, så tænker jeg, at det var en af de opskrifter, hun havde taget med hjem.

Så når jeg en sjælden gang bager scones, er der lidt nostalgi over det - og gode minder om hyggelig eftermiddagskaffe med lune og nybagte scones - med koldt smør.

Forleden til menighedsrådsmødet havde jeg bagt scones. Jeg har faktisk ikke bagt særlig mange scones i mit liv, gjorde dog et forsøg sidste år.
Jeg synes vist bare bedst om brød bagt med gær :-)
Men i en snæver vending, så gør scones sig ganske godt.




Grahamsscones ( 8 stk.)

75 gr. grahamsmel
175 gr. hvedemel
75 gr. smør/margarine
2 spsk. sukker
½ tsk. groft salt
1 ½ tsk. bagepulver
1 æg, fra en frisk høne
1 dl mælk/cremefraiche/tykmælk

Smuldr smørret i de to slags mel, og tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen sammen. Rul dejen ud til ca. 2 cm tykkelse og udstik små runde scones ( ca. 6-7 cm i diameter). Sættes på plade med bagepapir og bages straks ved 225 grader i ca. 12 minutter.
Afkøler på en rist - og spises samme dag!


Og så er det weekend :-) Med alle børn hjemme, så er der dejligt liv i huset, snak, tv og computer - og vasketøj :-)

Du ønskes en dejlig weekend.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar