Annonce

lørdag den 7. februar 2015

Hjertebrød - med dadler og valnødder

En hyggelig og rolig lørdag er det. Med udsigt til melodi grandprix i aften i fjernsynet.
Kagerne dertil er på vej, men det bliver nu et hjertebrød, det handler om her.

Jeg har arvet, efter min mor, en gammel hjerteform, men har aldrig brugt den. Det skete så nu - med et lækkert brød. Skårne rugkerner, dadler og valnødder - så bliver det ikke meget bedre, i mine øjne. Selv om Trine slukøret konstaterede: Endnu et mor-brød.


Hjertebrød

1 dl. skårne rugkerner
1½ dl. vand
15 gr. gær
½ dl. surmælksprodukt
1½ dl. vand
2 spsk. olie
1 tsk. groft salt
75 gr. hakkede, tørrede dadler
25 gr. valnødder, grofthakkede
ca. 300 gr. hvedemel

Kog rugkerner og 1½ dl. vand et par minutter og lad det køle af. Rør gæren ud i den øvrige væske, tilsæt de kogte, kølede kerner og de andre ingredienser. Tilsæt hvedemel lidt af gangen. Æltes godt og sættes tildækket til hævning et par timer.
Æltes igennem igen og kommes i en form - gerne en hjerteform :-)
Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Brødet bages ca. 35 minutter og køler af på en rist.

Og du har det skønneste brød :-)

God lørdag - og grandprix aften, hvis du som jeg, synes det er hyggeligt at se.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar