Annonce

mandag den 6. april 2015

Ferie, fladbrød og fødselsdag ...

På den sidste af påskens dage begynder jeg en uges ferie :-) Det har jeg glædet mig til. Dage uden kirke og konfirmander - men med frihed og forår - og som tidligere nævnt - også forventningen om en tur sammen med børnene til Milano.

I går forsøgte jeg mig med at bage et fladbrød. Det har jeg ikke prøvet før. Men det var faktisk lidt sjovt at prøve denne type brød. Inspirationen er fra reklamebladet Mood.
Påskefrokosten blev anledningen. Og set i bakspejlet må det også gå som usyret brød, for der var ikke hverken gær, surdej eller andet hævemiddel i. Så helt i påskens ånd, hvor den gamle surdej blev smidt ud og noget nyt begyndte.

Fladbrød er en let og lidt anderledes måned hurtigt at sætte noget nybagt brød på bordet. Og det smagte godt som en variation.




Fladbrød (1 stk.)

125 gr. hvedemel
25 gr. grahamsmel
1 tsk. flagesalt
1 æg, fra en kærlig høne
2 spsk. vand
1 spsk. olie

Bland mel og salt. I en skål piskes æg, vand og olie let sammen - tilsættes melblandingen og det hele æltes sammen. Hviler på køkkenbordet et kvarters tid.
Rulles ud mellem to stykker bagepapir, så tyndt som du kan. Kom evt. et par dråber olie på papiret.
Bager ved 200 grader ca. 15-20 minutter, til det er lidt sprødt og gyldent. Køler af, og skæres ud med et pizzahjul.


Jeg serverede det lunt med røget laks, forårsløg og creme fraiche smagt til med wasabi. En ret lækker og super enkel ret til en påskefrokost.

Og så står der også fødselsdag i titellinjen :-) Og denne gang er det mig selv, der fylder år - på torsdag. Den dag, hvor hele det officielle Danmark flager på halv indtil middag. Og særlig i år er der fokus på datoen, da det er 75 år siden, Danmark blev besat netop den dag, hvor jeg altså også fejrer fødselsdag.
Men det historiske vingesus forhindrer nu ikke mig i at glæde mig til dagen. Og jeg er i færd med at overveje, hvad der skal laves og bages. Det kommer der helt sikkert mere om i løbet af de kommende dage :-)

God 2. påskedag.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar