Annonce

onsdag den 1. april 2015

"Fire påskeliljer" - af Piet Hein

I søndags spillede en organistvikar til gudstjenesten. Han er pensioneret præst, og derfor god at vende mangt og meget med - selv om han holder fast i, at nu er han organist, og jeg er præst :-)
Men da han kom hjem fra kirke, sendte han mig alligevel det fineste lille påskedigt - skrevet af Piet Hein. Jeg har aldrig læst det før. Jeg har heller ikke hørt det, men der er blevet skrevet en fin melodi dertil (af Bjarne Haahr).
Jeg vil glæde mig til at høre det påskedag. Da vil det være som en motet efter prædikenen (kirkesangeren vil synge digtet her)


Fire påskeliljer

Hvis du ikke rigtig tror
påskesolen på dens ord,
skal du stille fire påskeliljer
hos dig på dit bord.

De vil stå der som en vagt
og med hver sin gule tragt
trutte stuen fuld af påskesolens
påskegule pragt.

Lad så solen være skjult.
Fra hvert bloster dybt og hult
vil den strømme i en lys canari-
arie af  gult. (Piet Hein 1938)

Ordet bloster kræver en forklaring - så jeg var på jagt i mine ordbøger :-) Bloster er et gammelt dansk ord, og er en betegnelse for bæger og kronblade i en blomst. Så ved jeg det!

Påsken er en fantastisk højtid - fyldt med drama og helt enestående begivenheder. Også meget der kan være svært at forstå eller forklare. Men som dog giver håb og mod til at leve her i verden. Glæden over at være til, og i troen på Gud vide, at man er i de bedste hænder. Både i livet og i døden.

Og lad så fire påskeliljer stå vagt! - De hjælper med at forkynde: Frelseren stod op af døde!
Og hermed vil jeg gerne ønske dig, der læser med - en rigtig glædelig påske.


Bloggen holder lidt påskeferie - men jeg kigger nok ind og deler et glimt eller to :-)

Jette

2 kommentarer:

  1. Tak for det fine digt og også rigtig god påske til dig :-)

    SvarSlet
  2. Hej Jane. Tak for din hilsen. Jeg er også lidt begejstret for digtet, så jeg har aftalt med graveren, at han sætter en lille vase med fire påskeliljen op på prædikestolen på søndag - så kan de holde vagt

    SvarSlet