Annonce

tirsdag den 12. maj 2015

Lækker bradepandekage - med rabarber, kokos og hvid chokolade

Jeg har før bagt kage til det kor, jeg synger i (se evt. her og her) - det er en opgave der går på skift mellem medlemmerne. Og selv om vi er meget glade for at synge, så er kaffepausen rigtig vigtig - og det er ret katastrofalt, hvis der ikke er nogen kage eller noget brød til kaffen :-)
I aftes havde jeg kage med - denne ret så lækre kage.

Tanken med at kombinere rabarber, kokos og hvid chokolade kom jeg selv på. Det viste sig dog hurtigt, at det var der også andre, der havde tænkt. Derfor er opskriften her inspireret af Claus Meyers opskrift i bogen: "Meyers Kager". En i øvrigt rigtig fin bog.




Bradepandekage med rabarber, kokos og hvid chokolade (2 stk.)

ca. 500 gr. renset rabarber, i små stykker
75 gr. kokosmel
1 æggehvide
50 gr. sukker

Det hele blandes sammen og trækker lidt, mens kagen laves.

400 gr. smør (eller margarine)
600 gr. sukker
1 vaniljestang, korn herfra
6 æg + 1 æggeblomme, fra skønne høns
200 gr. kokosmel
350 gr. mel
2 tsk. bagepulver
1 dl. mælk
100 gr. hvid chokolade, grofthakket

Blødt smør og sukker og vaniljekorn røres godt sammen. Her gjorde min røremaskine virkelig nytte. Tilsæt æggene et af gangen og rør godt, så æggene bliver indarbejdet i dejen. Vend de øvrige ingredienser i og rør grundigt rundt.
Dejen fordeles i 2 små bradepander - beklædt med bagepapir. Fordel rabarberblandingen ovenpå og bag kagerne ca. 55 minutter ved 175 grader.


Køler af i formen, før den skæres i fine stykker - som smager helt forrygende. Toppen er syrlig, men kagen er sød med masser af kokos - og farven flot gul.

Portionen er - i mine øjne - lidt stor, men kan naturligvis sagtens gøres mindre. Men en skøn kage og super let at lave. Så hvis du har rabarber i haven, er der ikke noget at betænke sig på.
Rabarberne her kommer samme sted fra som sidste år :-)

God tirsdag.

Jette

3 kommentarer:

  1. Hvis opskriften skal passe til ovnens bradepande, hvor mange gange tror du så man skal gange den op?

    SvarSlet
  2. Og skal der ingen mel i kagen?

    SvarSlet
  3. Hej Anonym - og undskyld at jeg først får svaret nu. Jeg har ikke prøvet at bage til en stor bradepande, men mit bud vil være, at du ganger opskriften en halv gang op.
    Og jo, der er mel i dejen, det står lige under kokosmel :-)
    Jeg vil i øvrigt selv bage kagen til en arrangement på søndag, for det er bare en sommerlig kage :-) God fornøjelse med bagningen.
    venlig hilsen Jette

    SvarSlet