Annonce

tirsdag den 9. juni 2015

Citronmåne i halv størrelse

Turen gik nordpå i weekenden og dermed et besøg hos min far. Og selv om hjemmehjælperne sørger godt for ham og købt godt ind, så synes jeg, det er lidt hyggeligt at have et eller andet hjemmebagt med.
Denne gang blev det en citronmåne i halv størrelse. For selv om kagen smager godt, så er det ikke så interessant at skulle spise den samme kage i 14 dage. Så den lille springform blev fundet frem og en lækker kage så dagens lys :-) Med masser af citron, vanilje  - og lidt marcipan. Du har sikkert opdaget, at jeg synes marcipan er en meget god ting :-)

Det er bestemt ikke første gang, at jeg bager citronmåne (du kan se en her og her). Det er faktisk lidt pudsigt, at citronmånen på den måde har fået en renæssance, når man husker hvordan udgaven var i 70'erne. I mange år nægtede jeg at spise citronmåne. Men det har ændret sig, forudsat dog at det er en hjemmebagt :-).

I denne opskrift bruges citronpasta - det skriver jeg om snarest.




Citronmåne

80 gr. smør
90 gr. sukker
½ vaniljestang, korn heraf
50 gr. marcipan
2 æg, fra friske høns
1/4 tsk. bagepulver
80 gr. mel
½ citron, skal heraf
35 gr. citronpasta

Vaniljekorn, sukker og smør piskes godt, tilsæt revet marcipan og pisk videre. Til sæt æggene et ad gangen og pisk mellem hvert. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen sammen med revet citronskal. Til sidst kommes citronpasta i og fordeles grundigt.
Dejen hældes i en smurt springform (18 cm. i diameter) og bages ved 175 grader ca. 30 minutter.
Køler af i formen inden den pyntes med citron glasur

50 gr. flormelis
1-2 tsk. citronsaft
evt. lidt vand

Glasuren røres glat før den fordeles på kagen. Pynt evt. med lidt revet citronskal.


Det er en rigtig lækker kage, og perfekt størrelse til et lille kaffe bord - der er blevet bagt en mere nu, for der er lige et møde igen i eftermiddag :-)

God tirsdag.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar