Annonce

mandag den 15. juni 2015

Rosmarin flutes

Jeg tager i dag hul på den sidste uge inden det hedder to ugers sommerferie :-) Og det er lidt sjovt, for alting tager sig lidt anderledes ud, når ferien nærmer sig med så hastige skridt.

Vi nærmer os også midsommer, lyse aftner og måske en gang solfyldte dage - og dermed mulighed for at tage på tur og spise i det fri - eller måske bare på terrassen :-)

Og flutes er oplagt at tage med på tur. Og på min terrasse står der stadig fin rosmarin, så den kan gøre fin nytte her. Frisk hakket rosmarin gav en rigtig god smag til disse flutes. Der er også lidt majsmel i, jeg ved ikke helt, om det gør den store forskel. Men melet har jeg "arvet" fra Trine, og tænkte at nu må det hellere blive brugt :-)




Rosmarin flutes (2 stk.)

2½ dl. surmælksprodukt/vand
10 gr. gær
1 tsk. groft salt
1 tsk. honning
1 spsk. friskhakket rosmarin
25 gr. solsikkekerner
100 gr. italiensk mel
75 gr. majsmel
ca. 75 gr. hvedemel

Rør gæren ud i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser, hvedemelet lidt af gangen. Dejen æltes godt igennem og stilles til hævning et par timer.
Slås ned og formes til to flutes, der efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Brødene bager ca. 15-20 minutter.
Afkøler på en rist.


Til venstre i billedet er guacamole - lavet med kikærter og avocado efter denne idé, det kan varmt anbefales.

God mandag, hvor det stadig er køligt og blæsende. Jeg glæder mig til rigtig sommer :-)

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar