Annonce

tirsdag den 23. juni 2015

Sankt Hans brød

Sommetider får brød eller kager navne efter hvilken tid på året, det er. Eller hvilken lejlighed det nu skal bruges til.
Sådan også dette brød :-)

For der er intet nyt under solen her, det er et brød, hævet med gær, tilsat forskelligt mel og nogle kerner! Men det er dekoreret efter, at det er årets længste dag - nå nej, det har det været, men så i hvert fald efter at det er Midsommer, og vi fejrer Sankt Hans, alias Johannes Døberen.

Solen har været grundtanken, solsikkekerner, solgult majsmel og gurkemeje til at give endnu mere farve.




Lækkert Sankt Hans brød

15 gr. gær
½ dl. surmælksprodukt
2½ dl. mælk
1 æg, fra en sød høne
1 tsk. groft salt
1 tsk. honning
1 tsk. gurkemeje
50 gr. solsikkekerner
75 gr. majsmel
50 gr. grahamsmel
ca. 300 gr. hvedemel

Udrør gær i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser. Pas på med hvedemelet, kom det i lidt af gangen. Æltes eller brug røremaskinen og sæt dejen til hævning 2-3 timer. Æltes igennem og formes til et fladt brød. Brug lidt af dejen til at forme en sol med stråler, som lægges ovenpå.
Efterhæver mens ovnene varmer op og bages ca. 30 minutter ved 200 grader. Afkøler på rist.


Et dekorativt brød, men som er bedst nybagt. Jeg ved ikke om det er majsmelet, der hurtigere gør det
lidt tørt. Men farven er fin - solgul :-)

Nu håber jeg vejret holder. Lige nu er der faktisk blå himmel og solskin og rimelig lunt. Ikke dårligt for en feriedag. Men den skal dog bruges på at skrive en sidste tale. Jeg skal holde en båltale i aften - det kommer der nok lidt mere om i morgen :-)
Nu skal der tænkes, formuleres og skrives.

God Sankt Hans aften til dig.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar