Annonce

mandag den 20. juli 2015

"Nye" bæredygtige kurvestole :-)

"Mor, det har du da aldrig gjort før!" var Trines kommentar, da jeg fortalte, at jeg netop havde købt 4 kurvestole gennem den blå avis.
Og det har jeg heller ikke. Er en novice, skal lære det fra bunden, og gøre erfaringer undervejs. At købe privat via DBA kræver en vis portion tillid. At stole på, at det billedet viser, nu også holder stand.


Men uanset hvad, så er jeg nu meget glad for mine stole. Også selv om det viste sig at noget af flettesnoren var mørnet og sprunget på et par af stolene.




Hvis du ved, hvordan det kan fikses, er du meget velkommen til at skrive en kommentar :-)
Hynderne er fine, skulle lige vaskes. Men da skumgummiet kom ud af hynderne, viste det sig, at det var helt mørnet, mørkt orange og temmelig smuldrende. Så det måtte skiftes. En tur i  Stof2000 hjalp på den sag.

Men hvorfor så købe de her 4 stole? Og hvorfor koble bæredygtighed på?
Jo jeg håber, om alt går vel, at skulle i gang med at bygge et lille bæredygtigt sommerhus. Det kommer der mere om.

Men dette at få fokus på bæredygtighed har flere følgevirkninger. Det gør at mine vaner ændres lidt. Bare lidt. Jeg er blevet klog på, at alt genbrug er bæredygtigt! På sin vis vel ret logisk. At når noget ikke smides ud men genbruges, laves om eller på anden måde får nyt liv, så er det godt for vores miljø. Det er klart bedre end at smide det i storskrald. Ja det siger næsten sig selv. Men alligevel skal det sommetider siges, før man rigtig bliver opmærksom på det.


Så nu har jeg købt mine første genbrugs stole - vasket dem med brun-sæbe vand og skiftet fyld i hynderne - og er super glad for mine nye stole.
Og glæder mig da endnu mere til, at de en dag måske kan stå om et lækkert spisebord i træ i et lille bæredygtigt sommerhus.
Drømmene er der endnu :-)

Og til sidst et citat af Tor Nørretranders - der har skrevet en lille bog om at se affald som en ressource. Noget, der kan bruges igen og ikke kun skal skaffes af vejen. Og det ligger der faktisk en meget fin pointe i.
"Dét er bæredygtighed: Brug bedre."

Skøn mandag med sol og smuk blå himmel.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar