Annonce

torsdag den 6. august 2015

Nostalgisk trifli

De bagte stikkelsbær har nu fået følgeskab af skøn råcreme og nogle hjemmelavede makroner. Og alt andet lige så hjalp det noget på de lidt sure og stride bær :-)


Råcreme er så til gengæld også ren nostalgi. Det er længe siden, det er lavet sidst. Men jeg mindes, at vi fik det ret ofte som barn til søndagsdessert med henkogte blommer eller andet frugt. Men igen, alle ingredienserne var der jo, selvforsynende med mælk og fløde, æg fra hønsene og blommer fra et stort blommetræ, der voksede op af sydsiden af stuehuset.



Og råcreme er da en lækker  og blød ting at få serveret. Min er lavet af æggeblomme fra egne høns. Jeg er så glad for, at forbudet/advarslen om at spise friske æg nu er blevet ophævet. Det gør livet lettere, når der løber et par dejlige og flittige æglæggere rundt ude i haven :-)

Råcreme (lille portion)

1 æggeblomme
½-1 tsk. vaniljesukker (gerne hjemmelavet)
25 gr. flormelis
½ dl. piskefløde

Pisk først fløden til blødt flødeskum, dernæst piskes i en anden skål æggeblomme, vanilje og sukker til det er lyst og fint. Bland forsigtigt flødeskum i - og du står med den fineste lysegule creme :-)


Nederst i glasset er et par makroner dryppet med portvin, dernæst bær og råcreme lagvis. Enkelt, fint og ret velsmagende.
Og en dessert fra en svunden tid. Men den kan nu godt findes frem igen - og kan sagtens laves med andre bær, måske nogle, der er lidt mere venlige en stikkelsbærene :-)

På en smuk torsdag.

Jette



2 kommentarer:

  1. Råcreme fik vi også tit, da jeg var barn. Og det smager fantastisk godt. Jeg må indrømme, at siden vi flyttede på landet for godt 12 år siden, og jeg begyndte at få æg fra Helenes Herlige Høns, har jeg ikke været bange for at bruge rå æg. Men købte æg fra en butik? Nej tak - så skal de ikke være rå :-)

    SvarSlet
  2. Det kan jeg godt følge dig i, det med de lokale æg. Jeg nyder hver dag, når jeg samler mine to æg ind og ved, at hønsene hele tiden har haft det godt og nydt godt af masser af grønt, og hvad de ellers får øje på i jorden.
    En stor hilsen til Helenes Herlige Høns :-)

    SvarSlet