Annonce

torsdag den 8. oktober 2015

På besøg på PA Savværk

Jeg har aldrig før været på besøg på et savværk! Jeg ved ikke helt, hvad jeg ventede - men noget med et stort skilt ved vejen, et fornuftigt og rummeligt kontor og så selvfølgelig noget træ.


PA Savværk havde noget af det - men manglede det store skilt, så det var lidt svært at finde i den lille sydfynske by Korinth. Og kontor bygningen lignede mest et gammelt stuehus. Og selve savværket holdt til i meget gamle og enorme haller. Men PA Savværk er også 130 år gammelt.

Jeg bankede lidt forsigtigt på døren til kontoret og gik ind. Og blev mødt af en venlig medarbejder, der spurgte, hvad han kunne hjælpe mig med. "Jeg vil gerne se lidt på træ" var mit noget vage og uklare svar. Han tog det pænt :-) men må helt sikkert have rystet lidt på hovedet indvendigt. Det lyste ud af mig, at jeg var på udebane og ikke anede ret meget om det her.

Men han viste mig rundt i en helt fremmed verden. Larm, store planker, robuste medarbejdere og enorme maskiner - til sammen fremstillede de skønne massive gulv planker. Af eg og ask og douglasgran - og flere andre træsorter.


Jeg fik prøverne her med hjem, lækkert og fint douglasgran udskåret til gulvplanker. De er så fine, med forskelligt spil i træet - så et gulv vil altid komme til at fortælle træhistorie.
Tanken er, at det er træ som dette, der skal være på gulvet og sandsynligvis på væggene i sommerhuset.

Savværket har en klar miljøprofil og tænker meget på bæredygtighed, og er derfor i stand til at levere FSC-certificeret træ. Og savværket ligger kun 15 km fra min grund og bruger meget lokalt træ til produktionen, så bliver det vist ikke meget bedre :-)

Det var et besøg i en fascinerende verden - konkret og synlig - ret langt fra min verden med mange ord og store tanker. Men der er brug for begge dele.

God torsdag.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar