Annonce

søndag den 13. december 2015

Nytårs tapas

Selv om det stadig er advent og jul der optager tankerne, så ligger # madbloggerudfordringen 10 i baghovedet. Og fristen for at bringe sit svar på udfordringen er i dag. Nytårsløjer var temaet.
Jeg fik tildelt kategorien "Hovedret"  og det er ikke min stærkeste side :-) Men jeg tog udgangspunkt i, at jeg nyder at spise mange små retter. At stå ved en buffet med utallige salater og spændende dip og dressinger og farverige retter - det er lige mig :-)


Derfor bliver mit forslag en nytårs tapas. Ordet tapas brugt i den betydning - forskellige små retter eller elementer og som tilsammen gør, at man bliver mæt :-) Samtidig sidder man tilbage med mange smagsindtryk.
Opskriften er på en ret med langtidskogt oksekød serveret med ris. Det minder i udseende om pulled pork - jo lige bortset fra at det her er oksekød, og så er tilberednings processen også lidt anderledes. Men egentlig ganske enkel og velsmagende. Jeg fandt inspiration her Jeg tror dog nok, at min ret indeholder et anderledes forhold mellem kød og grøntsager, men det kan naturligvis justeres efter smag :-)


Carne mechada




½ kg oksekød (jeg brugte et stykke beregnet til gammeldags oksesteg)
vand - bouillonterning, laurbærblad salt og peber

Det hele kommes i en gryde og koger ca 2½ time. Kødet trevles, trækkes fra hinanden med to gafler. Suppen gemmes.

1 løg
2 spsk. olie
1 rød peberfrugt
2 fed hvidløg
1 dåse/brik flåede tomater
Lidt suppe (fra kogningen)
1 tsk. salt
1 tsk. paprika
½ tsk. kommen
peber

Varm olien op og svits det hakkede løg deri. Tilsæt presset hvidløg og kom kødet ved. Det hele må godt få lidt farve. Tilsæt de øvrige ingredienser og lad det koge ved svag varme under låg ca. 15 minutter.
Serveres sammen med løse ris.


Af andre små retter havde jeg lavet dadler svøbt i parmaskinke, bagt snoede brødstænger til at dyppe i oliventapanade og rød pesto. (De sidste to købt færdige).
For at udgøre et helt måltid, skal der et par småretter mere til - jeg tænker noget med laks og rejer - men så langt nåede jeg ikke :-) Men det gør jeg til nytår!

Tak for endnu en udfordring.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar