Annonce

tirsdag den 31. marts 2015

Groft valnøddebrød

Nu har den stået på lækre kager og petit four, så nu kom lysten til noget groft tilbage :-)

Trine og jeg talte forleden om, at nybagt brød bare er noget i særklasse. Snakken udsprang af, at min søster er stor fan af knækbrød. Men lige på det punkt deler vi ikke synspunkt. På mange andre gør vi, men ikke lige der. Jeg synes knækbrød har det med at støve i munden og krumme ud over det hele. Nybagt brød dufter bare skønt og smager så godt.

Det blev til et valnøddebrød med kerner - og lidt tørrrede tranebær. De kan sagtens udelades, hvis man synes det, men de giver lidt sødt modspil. Jeg bagte tidligere et brød, der minder lidt om dette, men det var knap så groft.


mandag den 30. marts 2015

Påske petit four

Her op til påske har jeg gået og tænkt på bagværk, der kunne fortælle lidt om højtiden. Det er der kommet et påskebrød og et palmesøndags brød ud af.
Og så disse små og ret lækre påske petit four. De blev serveret til kirkekaffen i går - og forsvandt :-)

Udgangspunktet var mine chokolademuffins bare i mikro udgave, og så pyntet med en lille rede med et enkelt påskeæg i.


lørdag den 28. marts 2015

Lukkede kogebøger

Lørdag - det er ofte ensbetydende med, at der bliver læst lidt avis her i huset. De lidt længere artikler, artikler om smalle emner og artikler om vigtige emner.

Jeg ved ikke, om det her emne kan kaldes vigtigt - men det er i hvert fald interessant.


For nu har jeg inden for den sidste uges tid flere gange læst om købte, lukkede og ubrugte kogebøger. Der udgives i disse år ca. 60 kogebøger om året - det er faktisk ret mange. Og de er flotte og glitrende, rige på lækre billeder og ikke helt så meget tekst.
Og pointen i artiklerne var, at vi gerne køber disse nye bøger - og også gerne ser i dem, glæder os over billederne - og så lukker vi dem. For virkeligheden og hverdagen tager over, og det bliver ved drømmene om måske at kunne lave mad og kager, så flotte som billederne viser.

Og det er da tankevækkende. Og jo, jeg har også købt en lille bagebog inden for det sidste år :-) og brugt den. Og jeg har lånt utallige på biblioteket - og ind imellem undret mig over, hvor "tyndt" indholdet var, mens lay outet var flot. Men det viser vist bare, at kogebøger er andet end til blot at lave mad efter.

Men tilbage til de lukkede kogebøger. - Jeg synes, når man står med en ny kogebog i hånden - skal overveje, om det er en bog, man vil komme til at bruge. Eller om det er en bog, man vil hygge sig med at kigge i - og måske blive inspireret af.
Begge tilgange er meget relevante.
Men bare købe for at købe, det er der ikke meget idé - eller budget - i.

Og nu vil jeg give mig i kast med at pynte påske petit four - inspirationen blev fundet på nettet :-)

God lørdag.

Jette

fredag den 27. marts 2015

Palmesøndags brød

På søndag er det palmesøndag. Den første af påskeugens mange helligdage.
Og dagen har sit navn efter, hvad der skete for små 2000 år siden. - Nemlig at Jesus red ind i Jerusalem og blev mødt af hyldestråb og forventningsfulde mennesker, som stod med palmegrene i hænderne og jublede og sang. Her kom deres konge.
Og Jesus var konge, bare på en helt anden måde end de forestillede sig. Han var det med sagtmodighed, og var på vej til både lidelse og død. Og påskemorgens triumf - opstandelsen.

Tanker omkring palmesøndag gav inspiration til at bage et brød, hvor frugter fra palmetræer kom med. Så efter at have læst med på eksotiske frugter blev jeg klogere. Og fandt ud af at bananer ikke vokser på en palme, men på en træ-agtig urt. Men både dadler og kokos hører til palmefamilien. Så de kom med i mit palmesøndags brød.


torsdag den 26. marts 2015

Forventning - turen går til Milano

Jeg kan godt li' at glæde mig til noget.

Forventning er altså en god ting. Dette at planlægge noget og glæde sig til, at det skal ske - det være sig dåb, konfirmation, fødselsdag eller et bryllup. Store og små begivenheder imellem hinanden.
Eller glæde sig til ferie - og planlægge lidt på forhånd, undersøge muligheder osv.

Om kort tid tager alle tre børn og jeg på en forlænget weekend til Milano. Lidt i stil med, da pigerne og jeg tog til Paris. De unge mennesker vil stadig gerne med, og jeg vil gerne have dem med. Og vi glæder os :-)


Forventning kan man også læse om hos den lille prins (af Antoine De Saint-Exupéry).
Den lille bog indeholder mange fine sætninger og overvejelser, der er gode at huske på. For eksempel, at det handler om at se med hjertet :-)
Det er da meget godt at blive mindet om en gang i mellem.

Og om forventning forklarer ræven til den lille prins:
"Det var bedre, hvis du kunne komme på samme tid, sagde ræven. Hvis du for eksempel kom klokken fire om eftermiddagen, så ville jeg allerede kunne begynde at glæde mig klokken tre. Jo mere tiden nærmer sig des gladere vil jeg være ...... men hvis du kommer på et vilkårliget tidspunkt, vil jeg aldrig vide, hvornår jeg skal klæde mit hjerte i festdragt." (side 67f)

Så kan det vist ikke siges meget smukkere - at forventningens glæde er guld værd.

God torsdag.

Jette

onsdag den 25. marts 2015

Skøn kagepynt eller lækkert ostetilbehør

Det handler om syltede citronskiver. Dem, jeg brugte til at pynte citronlagkagen med. Jeg fandt idéen til dem hos Arla Unika, men kan desværre ikke lige finde linket.

Citronskiverne bliver gode og smagfulde, og giver et godt modspil til lagkagen. Men de vil også gøre sig rigtig godt som tilbehør på et ostebord. Jeg tror, de kommer med til påskebrunch skærtorsdag i kirken.


tirsdag den 24. marts 2015

Mettes fødseldsdagskage - Citronlagkage

Til Mettes fødselsdags middag fik vi blandt andet citronlagkage til dessert.

Det kom sig af, at da Mette var yngre, kunne hun som den eneste i familien spise citroner sådan bare uden noget. Ufatteligt. Men ud fra det blev lagkagen her komponeret.
Og for nogle dage siden syltede jeg tynde citronskiver - opskrift følger :-) De var rigtig fine til pynt.
Disneyprint var mest for sjov. Jeg havde fundet det i Netto på et eller andet tidspunkt, og så var her en lejlighed til at bruge det. Det er sukkerpapir, og bruges på samme måde som et klistermærke.
Og tænk engang - mine tre voksne børn kunne så komme i diskussion om, hvem af de tre på billedet de hver især var :-)


mandag den 23. marts 2015

Der er én, som fylder år i dag ....

Der er én, som fylder år i dag,
og derfor skal hun fejres med lys og flag
og en lille sang, som passer her og nu, og der' kun ét ord,
man skal brug': TIL LYKKE. (Hans Askou 2010)


Sådan sang vi i går, da vi fejrede Mette. Hun fylder 24 år. Det er nu først i dag, det er hendes fødseldag, men det var mere praktisk at samle familie og naboer i går.

fredag den 20. marts 2015

Påskebrød - gult og forårsagtigt

Det er ikke påske endnu - men det nærmer sig :-)

Og i år har jeg fået den idé, at der efter gudstjenesten skærtorsdag er en let brunch i kirkens våbenhus. Det er egentlig ikke så mærkeligt, men vi har lagt op til, at brødet, der serveres, skal være påskebrød bagt af frivillige. Altså en slags udfordring til at tage et hjemmebagt brød med, som så kan deles og nydes sammen med de øvrige kirkegængere. Menighedsrådet sørger så for det øvrige - kaffe og lidt ost og pålæg.
Nu håber jeg blot, at der er nogle, der har lyst til at bage påskebrød :-)

Jeg har lavet et bud på et brød her - gult, friskt og forårsagtigt.


torsdag den 19. marts 2015

Hjemmebagte grissini

Jeg læste en dag et blogindlæg - som ifølge hende, der skrev det, ikke handlede om noget :-) Det har det jo så gjort alligevel, for jeg læste det helt til ende :-) og kan huske det endnu!

Men pointen er, at jeg i dag ikke lige ved, hvilken vinkel dagen skal ses ud fra. Spændende arbejdsdage, med helt ualmindelige opgaver og ting, der skal tages stilling til. Bestyrelsesarbejde, der kræver balancegang på en knivsæg - når det handler om, at samarbejde også skal kunne fungere godt i fremtiden. Og en hjemmefront fyldt med fødselsdage og forårsagtige oplevelser.
Hvem sagde kedelig ? :-) Nej, det er bare en spændende tid - og bagningen skubbes så lidt. Men så er fryseren jo et godt sted at kigge :-) Der ligger både brød og kager.
Og i køkkenet findes stadig nogle tørre brødstænger! - Så kedeligt kan fine grissinier også forklares :-)


onsdag den 18. marts 2015

Efterårets blommer i lækker kage

Det er godt, at jeg har et tålmodigt menighedsråd :-) For det er lidt forskelligt, de bliver præsenteret for hen over året. Og denne gang havde jeg tænkt, at det skulle være en form for skærekage, selv om en lagkage nu også er godt.

Jeg havde genfundet nogle blommer, bagerst i køleskabet, som jeg havde syltet i efteråret, og så ikke fået gjort mere ved. Og efter en testsmagning, så viste det sig, at de smagte ganske udmærkede, godt krydrede, men ellers fine. Opskriften på dem, følger en anden dag, med det var noget med rødvin, nelliker og kanel :-)

Jeg forestillede mig, at blommerne kunne komme i en kage - med en blød bund og med crumble på toppen. Og det kom de så :-)


tirsdag den 17. marts 2015

Noas ark - i Middelfart

Noas ark - du kender den fra Det gamle Testamente. Om manden, der af Gud fik besked på at bygge en kæmpe båd ude midt i ørkenen. Fuldstændig umotiveret og helt hen i vejret. Men Noa adlød Gud og byggede arken, og reddede sit og familiens liv- og reddede verden.
En fantastisk historie, og nok også en af de mest fortalte. Den er farverig og livsbekræftende og fyldt med dyr i alle farver og størrelser, fyldt med håb og tro på livet.

Hollænderen Aad Peters købte i 2010 arken, en gammel pram, og besluttede sig for at lave den til et oplevelsesmuseum omkring Bibelens historier. Den er nu søsat, og genfortæller Noas eventyrlige beretning. Men mere end det - den fortæller en mængde andre af Bibelens historier - alle gengivet med et glimt i øjet.
Og som Peters udtalte i et interview, så ønsker han kun at fortælle historie - han prædiker ikke. Men som han meget finurligt siger:
"Hvis Bibelen taler sandt, så er det sådan, at når du køber en Bibel, så følger Helligånden med i købet. Du behøver bare at åbne bogen, så virker Helligånden. Her fortæller vi også Bibelens historier, og så risikerer man, at Helligånden virker."

Arken med målene: 70 meter lang, 13 meter høj og 10 meter bred og i 4 etager.

mandag den 16. marts 2015

Skøn blondie

Ind i mellem - faktisk ret tit - så læser jeg en opskrift, som jeg glæder mig til at afprøve.
Forleden blev det så på bekostning af tid og ro med avislæsning og med udskudt rengøring - men nu skulle det være. Der skulle bages en blondie.
Jeg har læst om det, men aldrig smagt en. Det er en brownie, men lavet med hvid chokolade i stedet.
Tjah - hvorfor ikke :-)

Jeg komponerede, ud fra hvad jeg havde læst, min egen lille bitte udgave. Mit første forsøg. Og den blev ret fin, hvis du spørger mig.
Jeg er sikker på, at den også kan laves i en større portion, og så snart lejlighed byder sig til det, vil jeg vende tilbage med opskriften i større mængder.


Udfordringen ved at være "budgetbager" er, at jeg ikke har alle mulige forme i alle mulige størrelser. Derfor blev min første blondie bagt i en lille springform, og den facon er jo helt forkert. De runde kanter er ikke helt rigtige - men skåret i firkanter bagefter, så gik det.

fredag den 13. marts 2015

Forårsglimt

Op, al den ting, som Gud har gjort
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise. (Dds 15,1)

Sådan indleder Brorson sin fine salme, med forundringen over alt det skabte. Og ikke mindst en glæde over det. Der skabes nyt, og det er tydeligere, at livet og lyset sejrer over mørket.

Jeg har nævnt det før - jeg er ikke den største havemand (m/k), og så gælder det om at glæde sig ved de fine ting der er - stort set af sig selv!
Og der er skønne forårsbebudere nu, så her kommer et par glimt fra haven.


torsdag den 12. marts 2015

Rosmarinhonning

Umiddelbart så har det ikke meget med bagning at gøre :-)
Men det fungerer godt sammen med noget brød og ost. Det vender jeg tilbage til.

Men først lidt om blandingen rosmarin og honning. Jeg læste om den kombination, da jeg i sidste weekend var på besøg hos min gamle far, og sad og bladrede lidt i et gammelt ugeblad. Når vi er på besøg, bliver der tid til både at strikke og snakke, men også at sidde stille og støve gamle blade igennem.
Og rosmarin har jeg stadig i haven i min krukke. Vinteren har været mild og god, i hvert fald er den lille busk groet ret godt.


Og jeg glæder mig hver gang jeg kan bruge en kvist derfra.

onsdag den 11. marts 2015

Hvedemel fra fru Møllers mølleri

Så blev jeg igen betænkt med mel :-) hvor dejligt. Og jeg bager gerne.
Melet er fra Fru Møllers Mølleri - jeg har en gang tidligere haft mel derfra.

Dette friskmalede hvedemel er malet på stenkværn og er lidt specielt på grund af den korte holdbarhed. Mølleriet har sat en holdbarhedstid på kun to måneder, og det er faktisk ret kort tid. Men når alle dele er med i melet - også kim og skaldele - så forkortes holdbarheden betragteligt.


Så nu må jeg i gang. På Mølleriets hjemmeside er en opskrift til inspiration på langtidshævet hvedebrød - den her jeg forsøgt mig med her. Det er virkelig en opskrift helt tilbage til basic :-)

tirsdag den 10. marts 2015

Havtorn i kransekage

I aften skal mine konfirmandforældre i kirke og høre om, hvordan konfirmationen kommer til at forløbe. Det plejer at være en hyggelig aften, med mange praktiske spørgsmål. Men det er også en stor dag - konfirmationen.
Men udover de mange informationer og en gennemsyngning af alle konfirmationens salmer - så er der også kaffe og kage :-)

Sidste år bagte jeg brownies med lidt snyd - i år bliver det peanutbrownies og, som jeg allerede viste på Facebook i går, små kransekagetoppe med tørret havtorn.


mandag den 9. marts 2015

En succes og en fiasko

Her en mandag morgen - og med et glimt til en solskinsdag, og et glimt bagud til en dejlig friweekend - så bød weekenden på både succes og fiasko.

Succesen først - min søns efterskole, Grejsdalens Efterskole, kunne for nylig fejre 80 års jubilæum, og det blev fejret med en fin fest i lørdags. Med underholdning, en video hilsen fra undervisningsministeren og en fin koncert med Hymns from Nineveh. En flot og mindeværdig aften for en god skole.


fredag den 6. marts 2015

Fødselsdagskage

Dette er lidt et sats :-) For kagen her er lavet til en, der ikke vidste, at jeg havde vedkommende i tankerne. - Så nu håber jeg bare, at kagen falder i god jord.
Under alle omstændigheder, så har det været sjovt at udtænke kagen.


torsdag den 5. marts 2015

Et godt køb :-)

Tilbage i december havde jeg Tupperware demonstration, og fik selvfølgelig også købt noget. Budget eller ej :-) Man kan mene meget om konceptet, men de fleste af deres produkter er nu ganske udmærkede.


Minihakkeren her, var en af de ting, jeg købte. Og må indrømme, at den er jeg blevet rigtig glad for. Super skarp, let at håndtere og let at rengøre. Og den klarer både nødder og grøntsager eller blender syltetøjet. Jeg brugte den blandt andet her
Og eneste energikilde er mine armkræfter. Det er en lidt sjov ide Tupperware har fået, at gøre nogle af deres produkter uafhængige af el. Men det virker.

onsdag den 4. marts 2015

Alternativ brug af gløgg fyld

På en af hylderne i mit lidt overfyldte skab står et glas med gløgg fyld - rosiner og mandelsplitter. Men her i begyndelsen af marts ved jeg godt, at det ikke er gløgg, jeg længes mest efter - så en alternativ måde at bruge det på vil være velkommen. Derfor blev der her til morgen bagt lækre grahamsboller med en god del af gløgg flydet i.

Jeg holder meget af brød, og især brød med fyld i - alt fra kerner til frø og nødder og tørrede frugter og bær. Desværre er jeg den eneste i huset, der synes, det er en så fantastisk ide, så det er en balancegang, når der skal vælges opskrift.

I dag blev det min vilje der blev fulgt :-)


tirsdag den 3. marts 2015

Konfirmander kigger inden for :-)

På søndag den 8. marts er der sogneindsamling.
Det er Folkekirkens Nødhjælp der står bag, og hvert år den 2. søndag i marts arrangerer en sogneindsamling. Efterhånden er der rigtig mange sogne, der deltager.
Det gør vi også hos os, og konfirmanderne plejer at være gode indsamlere - de har ofte en frimodighed og et gå på mod, som vi andre ikke helt besidder.


Og derfor var konfirmanderne inden for i stuen i dag. Det er bare lettere lige at placere dem der og sætte dvd'en i gang end at skulle koble projekter og computer og højtaler sammen nede i konfirmandstuen.
Og de er søde og opfører sig virkelig eksemplarisk :-)

Temaet i år er: "Hjælp kvinder i verdens fattigste lande" Et godt tema, men lidt svært at gøre helt relevant for konfirmander. Det er lettere at forholde sig til, at nogen ikke har adgang til rent vand eller sjældent har mad nok. Men det lidt mere langsigtede perspektiv, at det handler om at give kvinder en uddannelse, mulighed for at tjene enge penge og skabe lidt bedre rammer for deres familie - det bliver let lidt diffust.
Men jeg håber nu alligevel at nogen af konfirmanderne melder sig på banen - og oplever at de kan gøre en forskel. At de så at sige kan give kirken ben at gå på.

God tirsdag.

Jette

mandag den 2. marts 2015

Pause kage

Efter en dejlig weekend med besøg af blandt andet børnene, så er der blevet mega stille og tid til en pause kage.

Trine er pt. i sit eksperimenterende hjørne, hvad angår spisevaner - så weekenden har budt på overvejelser omkring at være marts veganer, grove speltpandekager uden æg og polentakager - eller hvad man nu kalder en fast masse af kogt majsmel stegt let på panden :-)
Jeg forsøger at spise med så godt jeg kan, for jeg kan genkende mig selv fra for 25 år siden. Da var det mig, der var på syre-base kursus og spiste ret så meget revet rå rødbede og nød lækker kartoffelmos til morgenmad :-)

Men nu er det mandag - og tid til en pause kage. Den blev så ikke helt så vellykket som håbet.
Det er en lille chokoladeting. Og inspireret af en opskrift fra et blad (SUND hele livet), hvor der var en artikel - med opskrifter -  der gennemgik de sidste årtiers madklassikere. Denne er fra 90'erne, og nu læst gennem mine briller, med tilsvarende ændringer :-)


Chokoladekage med blårbær