Annonce

fredag den 29. maj 2015

Micro mud cake

Jeg ved egentlig ikke helt, hvad navnet dækker over - ud over, at min kage er lille :-)
Men navnet mud cake dukker op ind i mellem, og referer til en tung og lækker chokoladekage. Og en opskrift, hvor fremgangsmåden er lidt anderledes end normalt, gør også kagen lidt interessant. Og som kage til en friweekend, gør den sig helt sikkert godt.

På nettet findes hele skemaer over ingrediens listen til mud cake. Jeg har selv minimeret ned til denne udgave, som giver dej til en springform på 14 cm i diameter.
Chokoladeglasuren er en opskrift jeg fandt hos Markus Grigo.


torsdag den 28. maj 2015

Minirugbrød med chokolade og frø

Jeg kan let blive fristet af de her små rugsnacks med chokolade, som lige ligger tilfældigt på ruten gennem butikken, når jeg er ude at handle. Oftest går jeg forbi, jeg tænker, dem kan jeg da også bage selv. Det sker bare sjældent.
I dag blev der så bagt små rugbrød med både chokolade og frø - det er lidt mere brød end snack. Men rug og chokolade rimer godt i mit univers :-)
Jeg har bagt nogen tidligere, men faldt over denne opskrift i Den økologiske bagebog, jeg købte sidste år.


onsdag den 27. maj 2015

Salmemaraton sæson 1

Hvor utroligt - og hvor fantastisk. I dag slutter første sæson af Middelfart Provstis salmemaraton. Måske du husker tilbage i august, da vi åbnede kirkedøren en lun august eftermiddag, og indbød til salmemaraton? Pæne i tøjet, flaget hejst og forventninger, der flagrede. Vores succesrate var: "Hvis der kommer 25 mennesker er det rigtig godt" - velvidende at det kunne også være, der kun kom 5!


Og hvor det er gået over al forventning. Med et deltagerantal der ligger omkring de 80 plus minus. Det er overvældende. Nogen kommer hver gang, andre kommer, når det lige passer, og begge dele understreger tanken bag. Det er muligt at følge ruten et stykke vej, så holde pause og måske følge med lidt igen.

Udvalget bag salmemaraton har talt en del om, hvad succesen skyldes. Hvorfor mødes hver onsdag eftermiddag fra kl. 17 - 18.45 og synge salmebogen fra en ende af?
En del af forklaringen ligger nok i selve måden det fungerer på. Arrangementet går på skift mellem provstiets kirker, man er vært en måned af gangen. Det betyder, at der hen over året er forskellige præster, organister og kirkesangere, der leder eftermiddagen.
Så er der lidt mad og drikke undervejs - og der fortælles lidt om stedets kirke.
Og ikke mindst, så er der en del af deltagerne, som kommer hver onsdag, og derfor også får lært hinanden lidt at kende. Og som alle synes, det er hyggeligt at mødes - for at synge og blive musikalsk beriget.

Jeg er blevet indbudt til at runde sæsonen af i aften. Det glæder jeg mig til. Jeg er stolt og glad over at projektet lykkedes. Og enormt taknemmelig for, at menighedsråd, præster og ansatte er med til at løfte opgaven - for uden dem, var det jo slet ikke muligt.


Vi har nu lavet og fået trykt program til næste år. Det bliver fint med et par måneders pause, men så er vi også så klar til at synge videre igen til august. Og ser allerede nu frem til en festlig afslutning næste sommer :-)

God onsdag.

Jette


tirsdag den 26. maj 2015

Petit four med rabarbermousse

En gang om året har mine to menighedsråd et fællesmøde - og det er i aften. Her vendes problematikker, der vedrører begge menighedsråd, sjældent de helt store ting. Men det sociale aspekt er også vigtigt, og der afsluttes normalt med smørrebrød - og så i år en lille lækker kage til kaffen :-)
Igen kommer rabarberne i spil, det er sidste udkald.

Kagen her er super enkel, men ser faktisk udmærket ud, og er da vist en god afslutning som kage til kaffen efter et langt møde.


mandag den 25. maj 2015

Pinseglimt

Der er faktisk ikke så mange billeder med glimt, men der er mange små gode glimt gemt i hjertet. Og der er jo ikke så dårligt.

Jeg fik igen lov at få et bundt rabarber af graveren, nogle blev langtidsbagte, nogle kom i denne lækre tærte og lidt ryger i fryseren.

Tærte med dulceria nublo og rabarber

2. pinsedag - altså i dag - deltager jeg i en fælles frilufts-gudstjeneste, i nabosognet. Sidste år, var det os, der stod for det, en festlig gudstjeneste, velsignet med godt vejr. I dag håber jeg blot på tørvejr :-)

Og så bragte avislæsningen et rigtig fint citat, som jeg gerne vil dele med dig. Mest fordi jeg synes, det giver meget mening, er oplysende og hvis jeg først får mulighed for at bruge det til pinse næste år, så er der bare lang tid til :-)

Salmedigteren Iben Krogsdal tænker sig, at Helligånden i glimt lader os låne Guds øjne. Og i digtet "Troen er den første ånde" skriver hun:

"Troen er når vi kan elske
højt og frit og vildt
og vi kigger på hinanden
lissom lidt for mildt" 

Det må virkelig være at se med kærlighedens øjne.
Og hvis det er den opfordring, vi kan tage med os ud i hverdagen i morgen - så har Helligånden virklig flyttet meget i denne pinse.

Må du nyde den sidste "skæve" helligdag.

Jette

fredag den 22. maj 2015

Pentecoste

"Hør himmelsus i tredje time!
Det lyder sært for hver især,
vindklokker gir sig til at kime
med Helligånden - ganske nær.
I guldskær daler himlens due
på pinsemorgens grønne vind,
og Åndens ild i purpurlue
igennem brænder vore sind!" (Den danske salmebog 285,1)

Det handler om pinse. Helligåndens komme til jord. Kirkens fødselsdag. Men stadig lidt luftigt og uhåndgribeligt.
Pentecoste betyder 50 på græsk, og det er lig antallet af dage siden påskedag. Og vi genkender lidt af ordet pinse fra det græske.

Hør himmelsus i tredje time - refererer til det, disciplene oplevede. At et vindpust gik gennem lokalet og Guds ånd kom. "Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem." (Apostlenes gerninger kap.2)


Bøgehækkens blade er sprunget ud, det store og smukke vand kastanjetræ (tror jeg nok det er :-)) lyser fint og grønt. Naturens liv og farver fortæller om skaberglæde og mangfoldighed.
Jeg tænker ikke græs, blade eller blomster som guddommelige, men jeg tror naturens skønhed fascinerer os og minder os om Paradisets have. "Det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemligt gennem løvet ..."

Helligånden er svær at gribe fat i, men den holder os fast i troen på Gud. Og som symbol på Helligånden bruger vi ofte duen. Da Jesus blev døbt fortælles det nemlig, at Guds Ånd dalede ned som en due.

Men ellers må vi nok sige at pinsens hovedperson er lidt flyvsk. Men vi kan bruge erfaringen vi har med vinden, der blæser omkring os. Vi kan ikke se vinden, men vi kan mærke den og er ikke i tvivl om dens virkning. Guds ånd, kærlighedens ånd, kan vi heller ikke se, men den får lov at virke gennem os.

Glædelig pinse.

Jette

torsdag den 21. maj 2015

Nybagte erfaringer - og lækker nougatmasse

Nybagte erfaringer - det ord giver jo egentlig ikke så meget mening. Og så dog. For det svarer meget godt til det, jeg bagte her. Det skulle have været et brød/kage med lækkert nougat fyld - men forholdet her mellem brød og fyld harmonerede slet ikke.
Så det kræver et par forsøg mere - mindst, før det lige som kommer frem her :-)


Men bortset fra det, så kan brødet nu sagtens spises - det er bare mere brød end kage.
Gærdeje er fascinerende at arbejde med, for det er aldrig helt til at vide, hvordan det færdige resultat bliver. Og denne gang voksede (hævede) det bare bare rigeligt, eller formen var for lille :-)

Men fyldet kommer her, for det kan være, du kan bruge det i en anden sammenhæng. Det er en lækker masse - som kun består af gode ting.

Nougatmasse

40 gr. nougat
40 gr. marcipan
20 gr. hasselnødder, meget finthakkede

Nougat og marcipan røres godt sammen og nødderne komme i til sidst. Enkelt og ikke de store besværligheder her. Dufter dejligt og smager skønt :-)

Og kan bruges som fyld i lækre boller eller horn eller lignende.

Men nu kan jeg vist ikke sige så meget mere om det lidt mislykkede projekt.
Nu håber jeg blot at dagen i dag bliver solfyldt og glad - det tegner godt allerede :-)

God torsdag.

Jette



onsdag den 20. maj 2015

10 års jubilæums koncert

"Gak ud min sjæl
betragt med flid ...."

Det var den verse linje der faldt mig ind til morgen - allerede inden jeg havde været uden for. Men lyset, fulgefløjt og forventeningen om den friske grønne farve, ja det er nok til at lokke en ud og betragte med flid Guds underfulde gaver! Og jeg tænker, så er det jo ingen sag at stå op :-) Må din dag være lige så indbydende.

I aftes sang jeg sammen med Fønskoret koncert. 10 års jubilæums koncert.


Med blandede sange, forårssange og salmer, lidt klassisk og som ekstranummer: "Barndommens land" af Benny Andersen. Kender du ikke den, så lyt evt. til den her, det er bare en sød og glad sang.

Koret har 20 - 25 medlemmer, enkelte har været med alle 10 år, nogle er kommet til undervejs - det gælder blandt andet mig.
Men at være medlem af et kor er at være en del af et musikalsk fællesskab, hvor sangen og det at få det til at klinge, lyde bedre, og i det hele taget blive dygtigere, det går op i en højere enhed.
Ud over at vi så undervejs får lært hinanden bedre at kende.

Nu går koret på sommerferie - det er fint nok. Men jeg ved, at når vi kommer til august, så begynder jeg at glæde mig til igen at skulle af sted mandag aften - for at synge og gå nynnende hjem igen :-)

Jette

tirsdag den 19. maj 2015

Reserve cookies med nødder og chokolade

Tænk hvis der ikke var kor kage :-)
Sådan tænkte jeg i går, for da jeg gik hjem sidste mandag, havde ingen skrevet sig på til i aftes. Og eftersom jeg godt kan li' at bage og fordi cookies altid finder afsætning, så blev der bagt reserve cookies :-)
Heldigvis havde et andet kormedlem kage med, så øveaftenen var helt som den skulle være, alt var på plads. Det var også lidt vigtigt, for i aften er det, at vi skal holde vores årlige forårskoncert. Men lidt mere om det i morgen.

Men i eftermiddag er der endnu et møde, så der er det godt at have en fyldt kagedåse med :-)

Inspirationen er fra bogen: "Grigos hjemmebag." Og så ændret lidt og tilsat lidt grahamsmel. Det grove mel er vist mest for syns skyld, men lidt har vel også ret :-) Og kagerne smager fint.


mandag den 18. maj 2015

Grønne macarons

Jeg  sidder her - mandag morgen, og synes, der er meget langt til næste mandag :-) Nogen uger er bare mere fyldt med opgaver og arbejde end andre, og denne har da godt nok fået fyldt kalenderen. Med gode ting: Vielser, korkoncert, en festlig højtid - pinsen - og lørdag aften Melodi grand prix :-) Så det er vist bare om at komme i gang.

Men inden da, lige et tilbageblik på Kristi Himmelfarts dag. For da havde vi musikgudstjeneste, hvor kirkens organist spillede det fineste musik. Og efterfølgende var der boblende vin i glassene og macarons og lakridskager på bordet.

Macarons har jeg egentlig et ambivalent forhold til - de er på en gang enormt søde - faktisk lidt for søde til min smag - og samtidig er de bare festlige at se på.
Og så synes jeg, de er sjove at fremstille. Derfor kommer her endnu en variant. Og jeg kan da se, at det går fremad i forhold til at få et nogenlunde pænt udtryk - se engang de første her :-)


søndag den 17. maj 2015

Den sødeste smiley

Jeg har nævnt det før, men gør det gerne igen - stille weekend morgener med avisen, kaffe i kruset og hjemmebagt brød, så er dagen godt begyndt :-)

Således også i dag. Jeg kom hjem i aftes efter en smut i Nordjylland, og så er det rart at kunne sidde lidt stille og bare læse og nyde stilheden i huset - mens alle andre sov :-)

Min far har det stadig godt og er ved godt mod og i godt humør. Så ham havde jeg i tankerne, da jeg læste artiklen om, at optimistiske ældre øger chancen for et langt liv.

fra Kristelig Dagblad den 16. maj 2015

I artiklen skelnede man mellem tre kategorier: optimistiske, realistiske og endelig grublerne. Og jeg tror, vi alle kender mennesker i alle kategorier. Jeg ved godt, at der er mange faktorer, der spiller ind på, hvordan ens livsindstilling er. Men jeg tror også, at vi kan øve os i at rette op, så det hele ikke bliver alt for trist, gråt og mørkt.
Trine kom lige forbi og sagde, at hun synes hendes bedstefar var karakteriseret ved taknemmelighed. Og det har hun ret i. Min far har et ret lyst sind, og en vis realisme, og er taknemmelig for, den hjælp han får, og at han har det så godt, som han har.
Så jeg tror, han vil nikke genkende til smileyen :-)

Og hvor fascinerende med alle de skønne rynker, og det glade udtryk. Den er kun til at blive i godt humør af at møde.

God søndag - må den blive fyldt med glade smil.

Jette

fredag den 15. maj 2015

Dugen blev reddet - et godt råd

Min store og flotte damaskdug var i fare forleden. Trine havde inviteret gæster til fødselsdagsmiddag og dækket fint op og alt gik, som det skulle.


Maden var lækker - og anderledes - selskabet dejligt. Men så væltede et glas rødvin. Det er sket før, og vil ske igen. Men jeg har tidligere haft svært ved at få det af.
Men denne gang lykkedes det, og dugen blev reddet.

onsdag den 13. maj 2015

Glimt - af meget forskelligt

I dag fylder Trine år - mit ældste barn bliver 26 år, og jeg sidder forundret og tænker på, hvor blev alle de år mon af :-)

Det bliver nu ikke glimt fra hendes lange liv, der popper op her i dag, men glimt fra lidt forskelligt her hjemme i præstegården. For der sker også andet end at blive bagt, selv om det stadig er en stor og tilbagevendende fornøjelse.


I anledning af mors dag betænkte mine børn mig med denne skønne brødkasse - og lækre Blomsterberg chokoladepastiller.


tirsdag den 12. maj 2015

Lækker bradepandekage - med rabarber, kokos og hvid chokolade

Jeg har før bagt kage til det kor, jeg synger i (se evt. her og her) - det er en opgave der går på skift mellem medlemmerne. Og selv om vi er meget glade for at synge, så er kaffepausen rigtig vigtig - og det er ret katastrofalt, hvis der ikke er nogen kage eller noget brød til kaffen :-)
I aftes havde jeg kage med - denne ret så lækre kage.

Tanken med at kombinere rabarber, kokos og hvid chokolade kom jeg selv på. Det viste sig dog hurtigt, at det var der også andre, der havde tænkt. Derfor er opskriften her inspireret af Claus Meyers opskrift i bogen: "Meyers Kager". En i øvrigt rigtig fin bog.


mandag den 11. maj 2015

Grønt ramsløg-brød

Weekenden er gået hurtigt :-) og har været en god weekend. Der blev plukket ramsløg, Trine fik skrevet sin Bacheloropgave færdig og jeg har været til fødselsdag. Nu venter en kort uge, men også en uge, hvor Trine fejrer fødselsdag.

I dag har jeg forsøgt mig med det grønne ramsløg-brød, og så er der blevet bagt korkage. Den hører du mere om i morgen :-) Igen er det rabarber, der er i spil.


lørdag den 9. maj 2015

Mine første ramsløg

Mens 11000 aktive løbere løb halvmaraton over Den gamle Lillebæltsbro, så tog en veninde og jeg en tur i skoven for at plukke ramsløg. Det har jeg aldrig gjort før, og var derfor ikke sikker på, hvordan de så ud, så det var rart at have kyndig vejledning med.
Så i den smukke bøgeskov og imellem ret store regndråber fik vi fyldt et par kurve med fine sprøde blade. De duftede dejligt.


Og nu skal de bruges :-)
De første blev til pesto - og så vil jeg prøve at komme nogen i et brød. Farven er flot, spørgsmålet er om smagen kan følge med.
Pesto er naturligvis på grænsen, når det handler om bagning - men serveret til en lækker salat og noget brød, så går det vist alligevel.


fredag den 8. maj 2015

Gulerodsmuffins med historisk top

Jeg har faktisk ikke bagt gulerodsmuffins før :-) i hvert fald ikke her på bloggen.
Men nu kom muligheden. Jeg manglede nogle muffins til at sætte mine Lutherroser på. Det skulle have været æblemuffins, men der var ikke lige et æble i skuffen. Til gengæld, var der er ret mange gulerødder - så dem blev det.

Kagerne er lette og luftige og uden noget fyld overhovedet. Så ren kage med en marcipantop - det er ikke helt galt.


torsdag den 7. maj 2015

Forårs frokost pizza

Sidste forår bagte jeg denne skønne pizza.
Jeg blev introduceret til, at grønne asparges kunne bruges til andet end tilbehør eller fine anretninger. De smager også dejligt på pizza.
Og i aftes var jeg forbi en Fakta og de kører virkelig med tydelige skilte, der opfordrer til stop madspild. Og sætter prisen gevaldigt ned. Så der kom ekstra grønt med hjem :-)


Og de fine asparges blev nu forvandlet til en lækker forårs frokost pizza.

onsdag den 6. maj 2015

En betydningsfuld blomst

"Hvis verden går under i morgen, så vil jeg plante et æbletræ i dag!"
Sådan skulle Martin Luther, reformationens igangsætter, en gang have sagt. Det er vist godt nok ikke helt rigtigt, at han har udtalt det, men han kunne have sagt det :-) Og under alle omstændigheder, så er det et fantastisk citat. Jeg fortæller mere om Luther og æbletræer en anden dag. I dag handler det om en blomst.


I 2017 er det 500 år siden, at Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Her gjorde han for alvor op med den katolske kirkes opfattelse af skærsild og afladsbreve.

tirsdag den 5. maj 2015

Næsten klassiske napolionshatte

Min søster efterspurgte forleden opskriften på napoleonshatte. Jeg har tidligere bagt små napoleonshatte. Men fik lige lyst til at bage nogen lidt større, som så kan tages med til møde i eftermiddag.

Napoleonshatte er virkelig en kage efter mit hoved. Mørdej og marcipan og måske lidt chokolade - det går fint :-)


mandag den 4. maj 2015

Tanker omkring 4. maj

Mon ikke der er andre end mig, der synes, at tiden går lidt hurtigt her i foråret ? Jeg synes i hvert fald. Alt imens jeg dog også når at nyde, at det bliver grønnere og grønnere og så fint og friskt udenfor.


Men her til formiddag sad jeg et par timer og ventede. På at min bil fik nye dæk og tjekket bremser. Vigtige ting ved en bil.

Og ventetiden blev fordrevet med at læse lidt avis. Og hvor dagens avis jo - naturligt nok - havde fokus på netop den 4. maj for 70 år siden. Den aften, hvor befrielsesbudskabet lød, at krigen var slut. "I dette øjeblik meddeles det, at ...de tyske tropper .... har overgivet sig. " Og hvor mennesker spontant løb ud på gaden, og jublede. Og hvor traditionen med at sætte lys i vinduerne netop den aften tog sin begyndelse.

For en, der er født efter krigen, er det svært at forestille sig, hvor stor glæden var. Og det var heller ikke noget, vi har gjort særlig meget ud af i min barndom. Jeg ved egentlig ikke hvorfor.

Når jeg tænker på 4. maj, så er det ofte afsnittet af "Matador", der dukker op. Det er naturligvis film, men det mærkes tydeligt, at det var en helt speciel aften. Men var jo også stor en historisk begivenhed, som i den grad ændrede menneskers hverdag.

Og jeg tror, at det er vigtigt, at vi fortsat minder hinanden om, at friheden ikke er selvfølgelig. At vi må værdsætte den.
Og i taknemmelig erindring mindes dem, der gjorde en forskel under 2. verdenskrig. På hvilken måde det end var.

Eftertænksom 70 års dag.

Jette

søndag den 3. maj 2015

Konfirmationssøndag

"Kom maj du søde milde,
gør skoven atter grøn ..."

For årets konfirmander har det nok været forventingen om konfirmationen, der fyldte mere end tanken om den lyse grønne bøgeskov :-)
I dag blev mine konfirmander konfirmeret. En festlig dag, med fyldt kirke og glade forældre og gæster og forventningsfulde konfirmander.

Hjemme i præstegårdshaven var flaget også hejst.


Det første år jeg var præst her, havde jeg ikke hejst flaget - det blev påtalt, så siden er der blevet flaget på konfirmationsdagen :-) Og smukt er det på en dag med lidt vind og solskin.


I våbenhuset har hver konfirmand en pose - med navn. Så er der styr på telegrammer og små gaver, som bliver lagt der. Det er en meget praktisk løsning, men fungerer fint, og ser da egentlig også meget fint ud.

Nu håber jeg, dagen er blevet, som konfirmanderne håbede. Det er en stor dag, både i deres liv og forældrenes liv.

Tillykke til mine søde konfirmander :-)

God søndag.
Jette