Annonce

mandag den 18. januar 2016

Musik og historie - weekend glimt

Det har været en dejlig weekend - vinterlig og hyggelig. Og fyldt med sang og musik krydret med et spændende foredrag og en lang vandretur ude i den frostklare janaurluft.

Musikalsk spændte tiden sig ud fra barokken til nutiden, fra Händel til Wind, over et spand af 300 år. Fredag aften bød på en dejlig Nytårskoncert, med dygtige musikere, der tryllebandt på blokfløjte og cembalo og fyldte rummet med skønne toner fra en svunden tid.

Lørdag gik ad nye veje - en tur til Fredrikshåb plantage. Et virkelig særegent stykke Danmarks natur - hede, sandbanker og søer, der opstår og forsvinder, alt efter grundvandets stilling. Samtidig rummede området masser af historie fra 2. verdenskrig - mandskabsbunker, søjler til benzinledning og flyverskjul. Alt sammen noget, der er langt fra vores tid - og dog en vigtig del af vores historie.

Søndagen blev brugt til sang! Igen i år deltog jeg i Popsalmer. Og i år var der mulighed for at ikke kun børn kunne synge med, men også voksne - så derfor stillede jeg op. Og nød det. En inspirerende dag - og nu med en nodebog mere på hylden. Janne Wind, som stod for work shoppen, har komponeret og udgivet sin musik. Så nu kan konfirmanderne komme til at synge gamle tekster med nye melodier.
  Husby kirke lagde rum til Popsalmer
Janne Wind fortæller
Line, Caroline og Camilla - tre glade deltagere

En dejlig weekend er forbi, og som nu betyder, at hovedet i dag er fyldt med dejlig musik og mindet om gode stunder. 
Formiddagen har budt på avislæsning - det ved du godt, jeg synes, er en dejlig ting :-) Og her mødte jeg denne skelnen, som jeg synes er super interessant:
At huske, er en evne (huske kongerækker eller Europas floder)
At erindre, er at have summen af levet liv med sig. At bære livet med sig.

Definitionen er fra en kronik af tidligere biskop Keld Holm. 
Den kan man godt bruge lidt tid på at fundere over :-)

God mandag.

Jette 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar