Annonce

fredag den 11. marts 2016

Små tomattærter

Jeg synes "skæve" opskrifter er spændende. Altså opskrifter, hvor ingredienser, man ikke umiddelbart vil sætte sammen, er brugt i samme ret.
Inspirationen til disse små tomattærter er fra Dansukker. Alene det, at det er en sukkerproducent, der laver en madtærte - det må da vække ens nysgerrighed :-)

Jeg har af min søster fået nogle små og fine tærteforme med løs bund. De er så velegenede til dette formål. Og så ser det bare lidt festligt ud, med små portioner - disse kunne fint gå på en buffet eller som forret. Der kan naturligvis også bare bages en stor tærte :-)
Ingredienslisten er ret lang, men jeg tror, du har det meste i skabet, så gå roligt i gang. Det er virkelig en god tærte med masser af smag.


Små tomattærter (3 stk.)



Tærtedej:
75 gr. margarine
50 gr. grahamsmel
75 gr. hvedemel
½ tsk. slat
lidt koldt vand

Smuldr margarinen i mel tilsat salt, og saml dejen med lidt koldt vand. Lægges på køl, evt. til næste dag.


Dejen rulles ud og lægges i små forme - det er lidt et pillearbejde :-) Forbages ca. 10 minutter ved 200 grader.

Fyld:
8-10  cherry tomater
1-2 løg
1 fed hvidløg
1 spsk. olie
1 tsk. brun farin
1½ spsk. tomatpure
2 tsk. sirup
1 tsk. tørret oregano
1 tsk. tørret basilikum
½ tsk. salt
½ tsk. chilipulver
100-125 gr. revet ost
3/4 dl. piskefløde

Svits finthakket løg og hvidløg i olien sammen med farin. Tilsæt krydderi, tomatpure og sirup og lad det simre et par minutter.
På de forbagte bunde fordeles først halvdelen af osten, så fyld og tomater. Drys det sidste ost over og kom ca. 1 spsk. fløde ved hver tærte.
Bages ca. 15 minutter ved 200 grader.


En lidt anderledes tærte. Men super lækker :-)

Weekenden står for døren - for mit vedkommende med endnu et besøg på grunden. Og med udsigt til sol, så er det bare så fint.

God weekend.

Jette


Ingen kommentarer:

Send en kommentar