Annonce

torsdag den 26. maj 2016

I mål - med salmemaraton

Det lykkedes! Vi kom i mål, og havde i aftes en dejlig og festlig afslutning på 2 års salmemaraton. Vi begyndte i august 2014 med nr. 1 og vi sluttede i aftes med at synge nr. 791.


Kirken var pyntet til lejligheden. Og blev langsomt fyldt. Godt 100 sangglade mennesker deltog denne sidste aften. En fornøjelse at være med til. Og da "Altid frejdig, når du går" blev sunget, var det lige før, taget lettede.


Målet var klar. Og inden for ventede et glas boblende vin og en dejlig buffet.


Vægteren var med - og gik forrest, da sidste salme blev sunget. Nr. 791 er 10 vægtervers, så det passede så fint. Vægterversene er gamle, og blev jo oprindelig sunget, så menigmand kunne vide, hvad klokken nu var slået.
Lidt pudsigt at traditionen med vægtere er kommet frem igen. Jeg var for år tilbage på en aftentur rundt i Fåborg sammen med en syngende og fortællende vægter. Ret hyggeligt :-)


Vi gik, mens vi sang den sidste sang på vej ned til forsamlingshuset - og på vej til en festlig fejring af at være kommet i mål.


Og som en fortalte mig, så ville hun aldrig have kunnet gennemføre et traditionelt maraton, men et med sang - det kunne hun og ville hun. Og havde kun misset en enkelt aften på grund af sygdom. Sejt gået - eller sunget :-)
Jeg fik af hende et lille hæklet jordbær, for hun havde været glad for at være med, og nu var det jo slut, og det var sommer. En sød tanke, og jeg blev rigtig glad for den lille gestus.
Fra provstiets side var der også stor anerkendelse af projektet. Så vi tre i det lille udvalg bag, blev alle begavet med 100 nye salmer :-) Måske en slet skjult opfordring til at finde på noget nyt..

2 spændende år med masser af salmer og sang er nu blevet godt afsluttet - og vi puster ud :-)

God torsdag.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar