Annonce

mandag den 2. maj 2016

Lækker rabarberkage

Hold nu op, det har været en travl weekend, men også super hyggelig. Der er blevet kørt nogle kilometer, med et besøg hos min far i Nordjylland, for derefter at aflevere Trine i København. Men det gik godt, og nu er det fridag og med høj sol og fornemmelsen af forår - så skal det nok blive godt.

I Netto lå forleden gratisbladet Sæson - og her var følgende opskrift i. Og den så bare så fin og lækker ud, at den måtte afprøves. Med de sidste rabarber, der var i fryseren - blandet med lidt jordbær. og som sædvanlig i en lidt mindre udgave :-)
Kagen kom med op til min far, som syntes den smagte så godt, at han måtte have to stykker :-)


Rabarberkage (5 pers)

150 gr.  rabarber - måske blandet med jordbær
50 gr. rørsukker
½ tom vaniljestang
1 tsk. friskrevet ingefær

Skær rabarberne i små stykker og kom dem og de øvrige ingredienser i en gryde og kog ved svag varme ca. 10 minutter under låg. Afkøles og den tomme vaniljestang tages op.
Min kompot kogte længere - jeg glemte den, men det gik alligevel :-)

Smuldredej

50 gr. smør
50 gr. sukker
25 gr. mandelmel
25 gr. hvedemel

Blandes og smuldres sammen til det ligner brødkrummer.

Sandkagedej

50 gr. smør
50 gr. sukker
50 gr. mel
1 æg, fra en sød høne
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. bagepulver

Rør smør, vaniljesukker og sukker grundigt. Kom ægget i pisk godt. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen.

Kom 1/3 smuldredej i et lille ildfast fad (16-18 cm i diameter), kom sandkagedejen over og læg kompotten ovenpå. Til sidst drysses den resterende smuldredej over, og der afsluttes med 1 spsk. hakkede nødder.
Bages ca. 35 minutter ved 180 grader - og du har en skøn kage :-)


Den smager virkelig dejligt, især lun, og fuldendes, når der kommer lidt flødeskum eller creme fraiche til :-)

"Morgen i maj, når det grønnes..." (den danske salmebog 291,4)

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar