Annonce

fredag den 26. august 2016

Mazarintærte med brombær

Det er inspirerende at læse andre blogs! Det er ikke blevet til så meget de seneste måneder, men nu -hvor det begynder at blive en anelse mørkere og dagene lidt kortere - så skal jeg nok komme tilbage og få læst flere indlæg :-)
Men dette nåede jeg forbi, og hvor så den kage skøn ud. Og interessant, for der var brombær i. Og brombær er der overalt lige nu - store, mørke og søde - lige til at spise eller kommer i en kage :-)
Opskriften var som nævnt inspiration, og her er min noget enklere udgave.


Mazarintærte med brombær (5 pers)

125 gr. mel
25 gr. flormelis
60 gr. smør

Smuldr smør i mel og flormelis og tilsæt evt. lidt koldt vand til hjælp med at samle dejen. Lægges på køl en times tid. Rul dejen ud og kom den i en tærteform - min var 20 cm. i diameter og den var lige en anelse for stor. Prik bunden let.

100 gr. marcipan
25 gr. smør
1 æg
50 gr. sukker
1 spsk. mel
100 gr. brombær

Rør mazarinmassen sammen - undtaget brombær. I den udrullede tærtebund placeres de friske brombær og mazarindejen fordeles over.
Bag tærten ved 175 grader ca. 25 minutter


Den smager så fint - sød som mazarin og syrligt af de friske brombær. Vi spiste den som den var, nybagt og næsten lun. Lidt flødeskum ville helt sikkert også have klædt den :-)

God sensommerweekend - jeg håber på sol.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar