Annonce

tirsdag den 22. november 2016

Foccacia med ny top

I weekenden var vi også til fødselsdag - en dejlig 75 års frokostfest, med lækker mad, gode taler og hyggeligt samvær.

Det var igen i det lokale forsamlingshus - som er så heldig at have en kok som vært. Det løfter lige maden et niveau op, så det er en fornøjelse at spise med. Og blive inspireret.
Der blev serveret et superlækkert foccaicabrød til forretten - og det har jeg nu efter bedste evne forsøgt at efterligne :-)


Foccacia med friterede løg 

Foccacia - opskrift se her

1 løg
olie til stegning
groft salt

Ælt foccaciadejen og når den har hævet kommes den i en lille bradepande, og presses så tyndt ud som muligt. Fordel de let kølede friterede løgringe - tryk dem let ned, drys med ½ tsk. groft salt og 1-2 spsk. olivenolie til sidst.
Sættes i en 225 grader varm ovn og bager ca. 15 minutter. Køler af og spises som det er - eller serveres til lidt salat, lidt ost, lidt .... hvad du nu synes :-)


De friterede løg laves sådan: Løget skæres i meget tynde skiver og "prikkes" ud til ringe. Varm neutral olie op i en gryde og steg løgringene af flere omgange i den ret varme olie. Det sprutter noget :-) og går ret hurtigt. Hellere for lidt end for meget - de smager branket, når de er meget mørke, og det er ikke så godt. Drypper af på lidt køkkenrulle.


Brødet smager bare godt - muligvis kan du nøjes med at stege løgene i lidt mindre olie, i stedet for helt at fritere dem. Det prøves en anden gang.

De smagte ikke helt som kokkens udgave :-) Men jeg er nu alligevel ok tilfreds.

God tirsdag.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar