Annonce

onsdag den 7. december 2016

Små hjerter

Mine minikonfirmander slutter i dag. Det har været 7 gode uger sammen med dem. Nysgerrige og lydhøre - og fyldt med gode idéer :-)
Vi slutter af med en fyraftensgudstjeneste, hvor de opfører et lille krybbespil. Det plejer at være et hit, og en dejlig måde at få afsluttet forløbet på.

I eftermiddag kommer de så i konfirmandstuen for sidste gang. Det er her, hvor de har spist kage hver gang. Og jeg foreslog min organist, at de blot kunne få et æble i dag, for de skulle jo spises i kirken senere i dag. Men nej! sagde organisten. Nu var de vant til kage, så ville det være så sølle kun at få et æble den sidste gang :-)

Så - der er blevet bagt brownies - med krydderier og uden nødder, og så er de udstukket som små hjerter. Det må være passende i december og som en kærlig hilsen til de søde unger.


Krydret brownie (ca. 20 hjerter)

4 æg
150 gr. farin
200 gr. sukker
200 gr. chokolade
160 gr. smør
4 spsk. kakao
175 gr. mel
1 tsk. kanel
1 tsk. ingefær
2 tsk. vaniljesukker

Smelt smør og chokolade ved svag varme. Kom æg, farin, sukker og vaniljesukker i en skål og pisk grundigt. Tilsæt det smeltede chokolade/smør og pisk det sammen. Sigt mel og kakao og vend det i dejen sammen med krydderierne. Kom dejen i en form (ca. 22 x 28 cm) med bagepapir og bag brownien ved 175 grader i ca. 35 minutter. Køler af i formen, før der udstikkes små hjerter.
Drysses evt. med lidt flormelis - det giver et fint skær :-)


Der bliver nogle kagerester, når der sådan udstikkes hjerter. Resterne kan spises som de er - og smager ret så godt - eller de kan bruges i lækre romkugler.

Glædelig 7. december :-)

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar