Annonce

torsdag den 31. marts 2016

Gammel musik

Nu er der ikke længe til at, sognene skal på rejse til Wittenberg.
Og som et led i info aftenen, havde vi en lille koncert med musik fra Luthers tid. Altså musik skrevet omkring 1500 - og det lyder unægtelig noget anderledes end det, vi synger i dag :-)


Helge Amossen, graver  og meget andet, sang og spillede lut og blokfløjte - i varierende tonearter og størrelser. Og iklædt en nutidig præstekjole så han faktisk helt ud, som man gjorde for 500 år siden.


Nodebogen her fra ca. 1895, viser hvordan musik blev noteret tidligere. Nodebilledet er noget anderledes end det, vi  normalt ser. Alle noder er sorte prikker og uden halse, ligesom det er sparsomt med taktstreger. Selve musikstykket er fra messen til påskedag og sunget på latin.

Det var en dejlig koncert - og som jeg har skrevet om før, så er det noget ganske særligt at møde mennesker, der i den grad går op i det, de kan og som gør det virkelig godt.
Og med dette fine musikalske indtryk i ørene, så er forventningerne til turen i Luthers fodspor blevet skuet op - nu vil vi gerne snart afsted :-)

God torsdag.

Jette

onsdag den 30. marts 2016

Koldthævet brød

Nu skal det prøves :-)
En gærdej i køleskabet natten over og nybagt brød næste morgen. Jeg har læst meget om det, men ikke gjort så meget i det. Opskriften her er inspireret af Claus Meyer. Men han vil næppe godkende min indsats mht. til at ælte - men det får nu være.
Brødet her smagte faktisk ret godt - lidt sprødt på toppen og luftigt og sejt indeni. Mit hævede ikke så meget i højden, det ville have haft godt af lige at temperere, før det gik i ovnen. Så ved jeg det til en anden gang ;-)


Koldthævet brød

3 dl. vand
50 gr. grahamsmel
250 gr. hvedemel
gær som størrelsen af en ært
1 tsk. salt

Alt røres sammen og røres længe. Min dej bestod ingen glutentest - var mest som en solid grød. Hævede i køleskabet natten over. Og blev så lempet ud på en bageplade med bagepapir, og siden drysset med solsikkekerner. Ind i ovnen, der i forvejen var varmet op til 225 grader.
Bages ca. 25 minutter.
Afkøler på en rist.

Og så har du et ret lækkert brød - som vil smage godt til næsten alt fra morgenmad til natmad :-)

Jette

tirsdag den 29. marts 2016

Efter påske

Så blev det tirsdag - det blev hverdag. Og efter nogle dejlige og intense dage, så er det lige med at vågne op igen og finde tilbage til sin rette plads :-)


Påskeliljer har været en vigtig del - du husker måske jeg skrev om #glædeligpåske - vi gjorde brug af det påskedag, da alle kirkegængere fik en påskelilje, da de kom ind i kirken. Nogle undrede sig lidt, men der fulgte en forklaring med og en opfordring til at tage påskebilleder efterfølgende.


Ved gudstjenesten påskedag var der dåb, og dåbsbarnets to brødre og to kusiner havde samlet nogle påskeliljer og stillede gerne op til foto :-) Den yngste, Tobias, var også ham, der havde haft til opgave at tørre lillebrors hår efter dåben. Det gjorde han med stor koncentration og meget grundigt :-)

Her hjemme er der blevet hygget og sovet længe for nogens vedkommende. Dagene har også budt på fødselsdage og hyggelige besøg, så der er meget godt at tænke tilbage på.
Samtidig arbejdedes der med formuleringer til byggeansøgningen til sommerhuset - det er ikke helt lige til at få sådan en tilladelse i hus. Men mon ikke det snart falder i hak - så hører du om det, ganske bestemt!

Der er ikke blevet bagt - det sker så i dag, for der er menighedsrådsmøde i aften, og så må der fremtrylles noget til kaffen.

God tirsdag.

Jette

torsdag den 24. marts 2016

#glædeligpåske


Nu er tiden kommet til at ønske dig en rigtig glædelig og velsignet påske.
Det er blevet skærtorsdag - med den smukkeste morgen og en dejlig begyndelse på påskens mange indholdsrige dage - set med præsten øjne :-) Hver helligdag har sit helt eget præg og indhold.

Skærtorsdag med fokus på nadveren - brødet og vinen, der omfortolkes og får ny betydning, når Jesu ord knyttes til,
Langfredag - kirkeårets eneste dag, hvor den liturgiske farve er sort, hvor lysene er slukket og blomsterne er fjernet. Jesu korsfæstelse - lidelsen og smerten fylder kirkerummet denne dag.
Og afløses Påskedag af jubel, fanfare og uendelig glæde. Livet sejrede over døden - udtrykt med Jesu opstandelse og den tomme grav.

"Hvordan fra død til liv han kom,
kan ingen her fortælle om.
Hvad kun kan ske, hvis Himlen vil,
har jorden ingen vidner til." (Den danske salmebog 238,2) 

I lyset af denne uges voldsomme og forfældelige begivenheder, da har vi brug for at høre at det onde ikke skal få lov at sejre.
Må påskens begivenheder være med til at holde os fast på håbet om, at Gud ikke har forladt verden. Selv når det ser mørkest ud.

Med ønsket om en fredelig og dejlig påske.

Jette

tirsdag den 22. marts 2016

Glutenfri lakridskage med creme og bær

Jeg har fået noget lakridspulver af Trine - og det går langsomt med at få det brugt :-)
Men tilfældigt faldt jeg over en lakridskage - og tænkte at det kunne være en mulighed at prøve den. - Og fandt samtidig ud af, at netop lakridskage findes i utallige opskrifter og variationer. Så her tillader jeg mig at sige, det er min udgave.
Denne er uden hvedemel, men med lidt glutenfri mel. Jeg har fået en pose med glutenfri mel af min søster - netop til at eksperimentere med - så det er også en del af forsøget :-) Almindeligt mel kan naturligvis bruges i stedet.


Lakridskage med hvid chokoladecreme og blåbær

50 gr. smør
75 gr. hvid chokolade
50 gr. sukker
1 æg, fra en sød høne
½ spsk. lakridspulver
25 gr. mandelmel
25 gr. glutenfri mel

Smelt smørret og tag det af varmen. Hak chokoladen groft, og tag ca. 25 gr. fra, resten kommes i smørret og smelter. Pisk æg og sukker til en dejlig æggesnaps, tilsæt smørblandingen og pisk igen. Vend mel og lakridspulver i dejen sammen med det sidste chokolade og kom så dejen i en foret lille springform (14 cm. i diameter) og bag kagen 30 minutter ved 175 grader. Køler af og gemmes til næste dag.

Hvid chokoladecreme

25 gr. hvid chokolade
1 dl. piskefløde
lidt revet appelsinskal

Hak chokoladen. Bring fløden næsten i kog og hæld den over chokoladen, rør til den er helt smeltet. Kom lidt revet appelsinskal i. Afkøles helt, inden cremen piskes til let skum og fordeles på den kolde kage.

75 gr. blåbær - eller anden frugt


En tæt og konfekt-agtigkage som smager rigtig godt. Serveres i små stykker og nydes med en kop kaffe :-)

Tirsdag - i den stille uge.

Jette

mandag den 21. marts 2016

Den stille uge og nye hashtags

Dagene her op til påskens mange helligdage kaldes traditionelt for den stille uge. Dagene, hvor vi venter på, at det for alvor går løs. Tiden efter Jesu indtog i Jerusalem - palmesøndag - til skærtorsdag, hvor Jesus midt under påskefesten tager noget brød og vin og giver det en helt ny betydning.

#glædeligpåske

Den stille uge er i præstens værksted der, hvor der skrives, tænkes og forsøges at skabe linjer og sammenhæng. Her, hvor der forsøges at bygge bro mellem år 33 og  2016.

Og i år kommer der inspiration fra en lidt uventet kant. Der er kommet to nye hashtag, som samler ord og billeder om påske.

#tilgivelse
#glædeligpåske

Søger du på disse på Facebook eller Instagram så dukker et væld af billeder op. Som viser og fortæller om, hvad mennesker i vores tid knytter til de to begreber. Spændende og virkelig interessant læsning.
Idéen bag de to hashtag er, at de kan inspirere til, at der over påskefrokosten bliver noget at tale om. Noget, som har med påske at gøre. Derfor opfordrer jeg - helt imod alle mine principper - til, at man under frokosten tager sin mobil frem og søger på de to ord. For jeg er sikker på, at så er der givet stikord til en god samtale og nogle vigtige tanker.

Og som Mette forundret sagde, da hun hørte lidt fra min prædiken: "Mor, siger du virkelig, at vi så må tage vores mobil frem, mens vi sidder ved middagsbordet?" :-) Og ja, det er lige det, jeg gør - denne ene gang.
For hvad hjælper det, at præster synes, at påsken er kirkeårets vigtigste højtid, når alle andre synes, at julen trumfer påsken med flere længder? Dette initiativ er måske med til at gøre påsken lidt mere nærværende - som kirkelig højtid.

Og idéen med de to hashtag går ikke kun en vej. - Det er i lige så høj grad en opfordring til, at vi selv, hver især, lægger et billede op - og skriver #glædeligpåske

Jeg glæder mig til at se endnu flere billeder :-)

God mandag - i den stille uge.

Jette


fredag den 18. marts 2016

En fin krokus

Det vrimler med idéer på nettet til fine blomster- og påske dekorationer - og jeg har intet overhovedet lavet af den slags endnu. Men jeg fryder mig over at se alle de kreative indslag.


Denne fine krokus står i min have. Og badet i sol, ja så er den altså fin at kigge på.

Og så kommer der lidt reklame :-) for en af vores lokale blomsterdekoratører. Hun arbejder meget med naturmaterialer, og har netop lavet en video med den fineste påskedekoration. Du kan se videoen her. Til inspiration for kreative sjæle.


Forleden bagte jeg påskesticks - jeg synes de smager rigtig godt, så nu er der bagt flere. Til kirkekaffen senere i dag. Men det jo ikke sikkert, at alle synes anis og sesamfrø lyder helt almindeligt, så der er sørget for noget mere traditionelt også :-)

Rigtig god weekend - ind under påske.

Jette

torsdag den 17. marts 2016

Persillekit

I går fandt jeg helt tilfældigt et sjovt frøkit. Jeg har ikke set denne udgave før, og så til 10 kr. Nu skal der prøves at dyrke persille. Jeg har forsøgt tidligere med persille, men det blev aldrig til noget. Jeg tror, det var noget med min tålmodighed og min manglende evne til at genkende frøspirer fra andre spirer :-)


Inde i pakken var en super kompakt spagnum plade og en lille pose frø. Da der kom vand på spagnumpladen voksede den i løbet af 10 sekunder, så den fyldte hele bøtten. Virkelig imponerende. Og så blev frøene drysset på.


Nu skal der ventes og vandes sparsomt. Det bliver da sjovt at se, om jeg kan få en lille busk persille ud af dette sæt.
Du hører nærmere :-)

På endnu en smuk dag.

Jette

onsdag den 16. marts 2016

Påskesticks med anis

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg synes brød med særlig historie eller særlig tilknytning til en højtid eller andet - at det er et spændende brød.
Og lige nu manglede jeg noget til kirkekaffen på fredag, så google måtte i gang. Og der faldt jeg over en interessant opskrift, som jeg her har forsøgt mig med. Men jeg har ingen idé om, hvordan sammenhængen er med påske. - Men de fine sticks kan udmærket nydes til en kop kaffe eller et glas vin en af påskedagene.
Resultatet er lidt svært at sætte i bås. Det er lidt som en småkage, men snoet som en stick. Sprød og mild i smagen. Og som nævnt, de vil smage fint til et glas hvidvin på terrassen :-)


Påskesticks med anis (8 stk.)

60 gr. smør
50 gr. sukker
1 æg
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. anis
½ tsk. bagepulver
50 gr. grahamsmel
ca. 150 gr. mel
1 spsk. sesamfrø

Pisk smør, sukker og vaniljesukker sammen og tilsæt æg og pisk godt. Bland mel, bagepulver og anis og vend det i dejen og ælt det sammen. Det bliver en lækker og blød dej. Deles i 8 dele og trilles til lillefingertynde pinde og snoes. Lægges på en plade med bagepapir. Pensl dem med vand og drys sesamfrø på.
Bages 13 - 15 minutter ved 200 grader. Køler af på pladen.


Solen skinner noget så skønt, og indbyder til at sætte sig på en lun og stille plet i haven :-) Det er virkelig en forårsdag, når den er bedst.

Solrig onsdag.

Jette



tirsdag den 15. marts 2016

Konfirmander maler ikoner

At male ikoner er en meget gammel tradition, som føres tilbage til den allertidligste kristendom. Ikoner blev tidligere fremstillet efter gamle opskrifter og med en særlig teknik og oftest malet på træplader.
Det mest almindelige motiv var af jomfru Maria og Jesusbarnet.

Guds Moder. Ikon fra 1100 tallet

En ikon er et billede med religiøse symboler. Et vindue indtil en usynlig verden - et vindue ind til Gud. Derfor spiller farver og former, symboler og sirlige streger en stor rolle. 

Mine konfirmander skulle lave deres egen ikon - med udgangspunkt i deres eget konfirmationsord. Det var ikke nogen let opgave. Det handler om at tænke abstrakt og kreativt - ikke noget jeg er så god til, så jeg fik hjælp til undervisningen. Helle Noer havde tilrettelagt dagen og medbragt materialer, så det hele var lige til at gå til. Forinden havde konfirmanderne valgt deres konfirmations ord og lavet en skitse til deres ikon.  
Der blev talt om, hvordan ord kan udtrykkes med symboler og farver. Og jeg er sikker på at alle konfirmander kan huske noget fra deres vers mange år frem i tiden. For de har selv haft det i hånden, tænkt over det og udtalt sig om det. Og så huskes det bare bedre.

Her er deres resultater - ret imponerende. De er lavet i løbet af tre timer.

Tirsdagsholdet

Torsdagsholdet

Farvestrålende og glade ikoner - hvis du spørger mig.

Ingen skal tage jeres glæde fra jer.
(Johannes evangeliet 16,22) 

Jeg er verdens lys. Den der følger mig, skal aldrig vandre i mørket.
(Johannes evangeliet 8,12)

Så bliver da tro, håb, kærlighed disse tre. Men størst af dem er kærligheden.
(1. Korinterbrev 13,13)

Det var en spændende dag - med masser af kreativitet og koncentration. Nu udstilles ikonerne i kirken, og så får konfirmanderne dem med hjem på deres konfirmationsdag. 
Jeg håber, de bliver glade for dem og får glæde af dem.

God tirsdag.

Jette




mandag den 14. marts 2016

Nu med nummer :-)

Det har været en travl weekend. Hele lørdag havde konfirmanderne workshop. De malede ikoner (billeder) over deres konfirmationsord. Det kommer der et indlæg om i morgen.
I går blev der arbejdet på grunden.  Der er stadig lang vej, inden selve byggeriet kommer i gang, men så kan jeg i mellemtiden få lavet lidt på nogle andre små projekter.


Som for eksempel at få sat husnummer op :-) Det lille anneks fik påsat nummer med solfanger. Jeg er lidt fascineret af disse små solceller, der kan lave strøm nok, til at en lille lampe kan lyse. Det er altså smart :-) Spørgsmålet er nu, om forbipasserende tror, at annekset er sommerhuset :-) Et lille bitte hus på en ret stor grund.


Der blev sat endnu en solcelle op. Den kan drive en lille ventilator, så der bliver skiftet luft i annekset. Solen glemte desværre at skinne i går, så jeg ved ikke, hvor virkningsfuld den er. Men det skal nu nok fungere.


Og se så lige her - nu kom Mettes lille juletræ i jorden. Det første træ, jeg har plantet på grunden. Nu håber jeg virkelig, at det får godt fat og bliver et smukt grantræ. Og så er det første træ - nu mangler jeg kun at plante 13 mere :-)

Dejligt at der nu sker lidt på grunden - foråret gør, at det kribler i fingrene efter at komme i gang.

God mandag.

Jette

fredag den 11. marts 2016

Små tomattærter

Jeg synes "skæve" opskrifter er spændende. Altså opskrifter, hvor ingredienser, man ikke umiddelbart vil sætte sammen, er brugt i samme ret.
Inspirationen til disse små tomattærter er fra Dansukker. Alene det, at det er en sukkerproducent, der laver en madtærte - det må da vække ens nysgerrighed :-)

Jeg har af min søster fået nogle små og fine tærteforme med løs bund. De er så velegenede til dette formål. Og så ser det bare lidt festligt ud, med små portioner - disse kunne fint gå på en buffet eller som forret. Der kan naturligvis også bare bages en stor tærte :-)
Ingredienslisten er ret lang, men jeg tror, du har det meste i skabet, så gå roligt i gang. Det er virkelig en god tærte med masser af smag.


Små tomattærter (3 stk.)

torsdag den 10. marts 2016

Solen skinnede ...

I går var en utrolig smuk dag - med solskin og antydning af, at foråret er på vej.

"Det er i dag et vejr, et solskinsvejr!
O søde vår, så er du atter nær!
nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,
nu vil jeg gå og købe hyacinter
og bringe dem til én, som jeg har kær."
                                            Ludvig Holstein, 1895  

Købt hyacinter fik jeg dog ikke gjort - men solen lokkede - det var tid at komme lidt ud :-) Og selv jeg, der ikke har grønne fingre, gik i gang. Med at klippe den store og meget gamle rose ned.


Nu håber jeg virkelig at den overlever.
Den havde før grene, der strakte sig op over øverste vindueskant - holdt på plads af solid ståltråd og tykke søm. Men de store søm, der sad i væggen, havde givet op, så grenene hang bare langt ud på terrassen. Så noget måtte ske. Og det blev til ørnenæb og grensaks.
Så nu ser rosen noget forpjusket ud. Men mon ikke den tro gamle rose finder den indre styrke frem og sætter nye små knopper?
Du skal nok blive holdt opdateret om det :-)

God torsdag.

Jette



onsdag den 9. marts 2016

Store cookies

Når jeg normalt bager cookies, er de mest i småkage-størrelse. Men når jeg ser cookies ude i butikker, så er de ofte på størrelse med en underkop :-) og ligger og frister og ser super indbydende ud.
Så i går skulle det forsøges at lave store cookies. Det kræver altså ikke den helt store ekspertviden - det er jo bare at bruge mere dej til hver cookie. For sjov skyld vejede jeg dejen af - så er der lidt at sammenligne med.


Opskriften var denne
Chokoladen en god blanding af lyst og mørkt og rester af fyldt chokolade. Det går fint i cookies :-)
Normalt giver portionen ca. 15. stk.
Jeg vejede dejen af i 75 gr. portioner, og så blev der 8 store stk. De skal bage 15-18 minutter - desværre blev mine lige bagt nok, så de er langt mere sprøde end bløde. Og det er ærgerligt!


Men kagerne var nu velkomne nok - da der i aftes blev holdt aktivitetsudvalgsmøde. Duften af nybagte kager hjalp klart tankerne og idéerne på vej. Der var ingen risiko, for at vi gik sukkerkold :-)

På en smuk forårsdag.

Jette

tirsdag den 8. marts 2016

Juletræ i vækst

Underlig overskrift i marts måned :-) Men ikke helt.
En dejlig weekend med masser af hygge og besøg i både nord, øst og vest sluttede med, at Mettes lille juletræ kom med til Fyn. For snarest at blive plantet som det første nye træ på sommerhusgrunden.


Ideén bag det lille træ var jo, at det efter at have gjort nytte som juletræ på altanen, så kunne fortsætte tilværelsen i nye omgivelser på Sydfyn. Det bliver spændende at følge det lille træ.
Og jeg glæder mig over, at det så bliver det første af de mindst 14 træer, der burde plantes på grunden, hvis co2 regnskabet skal gå i nul. Bæredygtig skovbrug er jo, at der i hvert fald plantes lige så meget, som der fældes.

På en travl dag - hvor der også lige bages cookies :-) Dem ser du i morgen.

God tirsdag.

Jette

fredag den 4. marts 2016

Blomster glimt

Jeg nyder at holde lidt fri :-) Selv om der også bliver tjekket lidt mails og holdt et par møder, så mærkes dagene mere som mine egne.
Dagen i morgen står på kursus for rejseledere. Det er til gengæld både et spændende kursus og et nødvendigt kursus - inden turen går til Wittenberg.


Men der er også tid til andet. Et besøg på grunden og en tur til stranden. - Selv om det stadig er køligt, så kan jeg sagtens forestille mig, at det bliver så dejligt der til sommer :-)


De skønneste påskeliljer - købt sovende for 2,50 kr. i Netto. Hvordan det kan løbe rundt for dem, det forstår jeg ikke, men jeg glæder mig over de smukke blomster.
Og her er det helt tydeligt, det, som Grundtvig skriver om:

"Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger: ..." (den danske salmebog 236,5) 

At påskeliljen fortæller utrolig meget om påskens budskab. Blandt andet om opstandelsen, som liljen der trodsigt bryder op af den mørke og kolde jord, sådan brød Jesus ud af gravens kolde mørke. Og blomstens form, det lille bæger, minder om de små bægre vinen serveres i ved altergangen.
Jo, jeg holder rigtig meget af påskeliljer :-)


Regnvåde vintergækker - de er bare så fine. Og præstegårdhaven har heldigvis rigtig mange af dem, som lysende prikker i græsplænen og små buske mellem visnede grene og blade.


Og lige til sidst et billede af Trines døve kat Leah - livlig og energisk. Her tager den sig dog et lille hvil :-)

Med ønsket om et dejlig weekend.

Jette

torsdag den 3. marts 2016

Ananaskage

Generalforsamling - alene ordet har en lidt søvnig klang :-)
I hvert fald ikke altid lige interessant, men dog en nødvendighed for at det frivillige arbejde overhovedet kan fungere. Så her i foråret er der nogen stykker, som jeg deltager i. Den ene var i aftes. FDF i Gamborg.
Jeg havde lovet at bage kage - det blev til denne ananaskage. Fordi der var en dåse ananas, der var åbnet og skulle bruges :-) Inspirationen fandt jeg her.


Ananaskage med chokoladeganache (10-12 stk)

onsdag den 2. marts 2016

Byggeri'16 - på messe

Hvis du for et år siden havde spurgt mig, om jeg ville med på byggerimesse, så ville jeg høfligt have svaret: nej, det er vist ikke lige mig.


Sådan kan ting ændre sig, så i dag har jeg været på byggerimesse. I Fredericia, sidst jeg var på messe der, kan du læse om her. I dag var helt anderledes. Der var alt til byggeri, sten, isolering, trapper og tag - og en helt masse andet, som jeg ikke aner hvad var til.

Der var helt utrolig meget forskelligt.


Jeg fik talt med et norsk træfiberisoleringsfirma, og talt med folk fra både PEFC og FSC - de to mærkningsordninger på bæredygtigt træ, der er i Danmark. Og de var naturligt nok meget uenige om, hvem der var bedst og grundigst i deres mærkning af træ. Men for menig mand er det ikke helt så tydeligt. Jeg tror blot, at jeg vil konkludere, at de begge gør rigtig meget godt for bæredygtigt skovbrug.

Og så så jeg mureren Lindy fra "rigtige mænd" :-) Og så i det hele taget rigtig mange mænd - så fornemmelsen af måske at være gået en lille smule forkert, kunne strejfe en.

Men bortset fra det, så var det en god tur på min første feriedag.

God onsdag.

Jette

tirsdag den 1. marts 2016

Alice og konfirmanderne


Konfirmander er altid en spændende størrelse at arbejde med. Som mange ynder at sige om teenagere - så kunne de fint gå med et skilt, hvorpå der stod: "Under ombygning". Og ind imellem er det også, som om, at det er svært at nå ind bag eller bare opnå, at en besked bliver opfanget :-)

Så at invitere en gæst på besøg hos konfirmander sker oftest med lidt uro, og lidt nervøsitet. - Opfører konfirmanderne sig nu ordentligt, er de lydhøre, eller holder de i det mindste mund.
Og det gjorde de! Og når de åbnede munden, så var det for at spørge om noget fornuftigt. Så jeg er faktisk ret stolt af og glad for mine konfirmander lige i dag :-)


Vi havde nemlig besøg af Alice. Hun er den daglige leder af Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Middelfart - og en af de mange frivillige, som gør et stort arbejde, uden at få en krone for det. Der var ingen tvivl om, at hun brugte mange timer på den butik og var stolt af den. Hun gør et kæmpe arbejde for, at både de frivillige som kunderne synes det er rart at komme i butikken. Og som hun sagde, der er altid kaffe på kanden. For butikken er også et sted, hvor der er tid til en snak, hvis der lige er brug for det.

Det blev et dejligt besøg fra den virkelige verden, hvor fokus var på at kunne gøre noget godt for andre, at kunne gøre en forskel.
Og vi fik afleveret en helt spand med lysestumper - som nu kan smeltes om og sælges som nye lys. Til gavn for mennesker i nød.

På en kold forårsdag.

Jette