Annonce

onsdag den 31. august 2016

Pesto brød

Internettet inspirerer og med rester i køleskabet efter kirkevandring - så blev dette brød bagt i går. Og til udelt begejstring for Trine og kæresten. Og det er jo altid dejligt, når noget bagværk falder i god jord og smager lækkert.
Det gør dette enkle brød - fint som det er eller som tilbehør til en salat. Det er et brød lidt på "slump" - så det er helt klart fri til ydereligere fortolkning :-)


Pesto brød

Pizzadej af 3 dl vand

Fyld
1 mindre glas pesto - jeg brugte tomatpesto
1 kugle mozzarella

Dejen rulles ud i et rektangel, pesto fordeles oven på. Mozzarellaen skæres i skiver og lægges på, hvorefter dejen forsigtigt rulles sammen. Brødes lægges på en plade med bagepapir. Der skæres en dyb rille i midten af brødet.
Efterhæver mens ovnen varmer op til 225 grader og bages ca. 25 minutter.
Det afkøler lidt, inden det spises. Det smager ret godt lunt :-)


Det blev til let aftensmad her i huset i går - måske en idé at prøve på årets sidste sommerdag :-)

Håber din dag bliver varm og solrig.

Jette

tirsdag den 30. august 2016

Sommerbryllup - første afsnit

Et bryllup er altid festligt.


Og tidskrævende, en kæmpeudfordring og masser af glæde, kærlighed, sjov og skønne minder.

Jeg har valgt at fortælle lidt om mit/vores sommerbryllup, men samtidig dele det i 2 afsnit. - Det er skrevet, så jeg selv kan huske detaljer siden hen. Men måske en eller anden kan bruge en idé eller detalje fra vores sommerbryllup. Du her i hvert fald meget velkommen til at bruge løs, hvis noget af det inspirerer dig :-)

Da jeg på en helt almindelig søndag eftermiddag fik at vide, at min kæreste gerne ville giftes med mig - blev jeg først lidt tavs - og så meget glad. Samtidig fortalte han også, hvilken dato det skulle være - den  30. juli 2016.
Og dermed blev det muligt at holde et rigtigt sommerbryllup, med telt i haven, åbne døre og en fest i helt afslappede og hyggelige rammer. Et bryllup hvor hovedordene blev fest, sommer, kærlighed og glæde.
Det, som også prægede vores bryllup, var, at vi gerne ville bruge det, vi selv havde - så gamle mejerispande blev til blomsterspande, sølvtøjet blev pudset og brugt til middagen og musikanlægget lånt på Oles arbejdsplads.
Og så ville jeg også gerne selv lave så meget som muligt - uden at jeg fik stress over det. For det skulle også være dejligt at blive gift!


Indbydelserne blev lavet i word og skrevet på lækkert tykt papir og udsendt et par måneder før brylluppet. Vi lavede to forskellige indbydelser, en til vielse og reception og en til dem, der skulle være med hele dagen.
At holde fest på den måde krævede en del overvejelse - især fra Oles side. For kan man det? Dele gæstelisten? Ja det kan man godt! Ved at lave en reception kunne vi invitere bredt, de mange mennesker vi kender, og som vi gerne vil dele dagen med. Og festen om aftenen var så kun for den nærmeste familie og få venner. Helt som det passede til os.


Blomsterdekorationer har jeg skrevet om her. De endelige blomster blev roser, brudeslør, lyslilla tyl og brombærkviste
Teltet i haven blev var lejet med gulv og nogle borde, stole og duge. Og der ud over blev konfirmandstuens inventar brugt :-) Til konfirmandstuens borde havde jeg selv syet nogle blomstrede bomuldsduge. Jeg er ikke vild med nervøs velour, - og papirduge ville næsten blive lige så dyrt som stofdugene blev.
Som store krukker til grene fra haven blev brugt gamle mælkejunger. Vi ville gerne bruge meget af det, vi allerede havde, og i Oles mange gemmer var der mangt og meget :-) Mælkejungerne faldt fint i tråd med, at vi begge er vokset op på en gård med både køer og grise :-)


Bryllupskagen havde jeg glædet mig til at bage. Og ganget og divideret og øvet nogen gange i små udgaver. Det blev en kage i tre lag. Kagen har fået sit eget indlæg og opskriften kan læses her. Ud over kagen i de tre lag, blev der bagt 4 enkelte kager - for vi havde inviteret mange gæster. Og selv om det var midt i ferietiden glædede de os ved at deltage, så der var over 100 til reception i præstegårdens have :-)


Macarons i forskellige farver, men alle fyldt med hyldeblomstcreme

Der var dog ikke kun kage og champagne til receptionen. Det blev på familieråd besluttet, at der også skulle være noget mere solidt mad :-) Så der blev serveret (købte) pålægsfirkanter. Jeg har desværre ikke noget billede, men de var store :-) Og det var en succes, og smagte rigtig godt. Og egentlig en god idé, for mange af gæsterne havde kørt noget tid for at komme frem.

Aftenens mad blev lavet af en kok. Min svigersøns lillebror - og det var helt fantastisk. En buffet med lækre salater og så grillet kød. På denne grill :-)


Vi havde endnu en gang været i Oles gemmer, og der stod denne ret solide grill og kunne fint klare opgaven med at grille koteletter i herrestørrelse og oksekød til udskæring.
Hovedret og dessert blev anrettet som buffet, forretten stod på bordet, da vi kom tilbage fra busturen og gåturen. Mere om den tur i næste afsnit.



Borddækningen var utrolig enkel - serviet, bestik og bordkort var samlet i et, og til hver kuvert var derudover et vinglas, et vandglas og et sangark. En fest uden en sang - det kan jeg ikke forestille mig :-) Jeg havde lavet sangarket selv, kopieret dem og på bagsiden af arket stod menuen skrevet.

Et par solcelle lamper skabte lidt fin stemning i haven.


De var købt IKEA - og lidt sjove. (Men de har dem ikke længere)

Teltet blev lejet hos MG teltudlejning - et virkelig proffesionelt udlejningsfirma, som vi havde alle tiders samarbejde med, og fik gode råd fra. Kan kun anbefales.

Her slutter første afsnit af sommerbryllups kavalkaden. Glimt fra en helt igennem dejlig dag. Som blot gik enormt hurtigt.

Jette

mandag den 29. august 2016

Kirkevandring

I går havde vi den årlige kirkevandring. En kort gudstjeneste efterfulgt af en lille spadseretur ud i Gamborgs skønne natur. Så ordet kirkevandring er nok lidt at skrive det med stort - men vi var ude at gå :-) I køligt dansk sensommervej.


Natten havde budt på regn og torden, men søndag formiddag var tør, kølig og blæsende. Det havde de øvrige kirkegængere taget højde for og taget en jakke på. - Jeg troede stadig det var sommer og lunt i vejret, og havde kun en trøje med :-) Men det gik nu fint alligevel.


Den lille vandretur afsluttes med let frokost. I år havde vi valgt tapas, og var lidt spændt på, om det ville falde i god jord :-) Det gjorde et heldigvis. Det er jo let at gå til - det eneste jeg havde bidraget med her var hummus og et foccaciabrød..

Vi plejer tillige at synge et par sange. Og som en sagde, det er altid spændende at se, hvilke sange jeg havde valgt :-) Og det er jo rart at få at vide, og samtidig vide, at der er interesse for at synge lidt sammen. Det blev så "Septembers himmel er så blå", og "Jeg vil male dagen blå."


Det kunne også have været et vers fra "Nu falmer skoven" - for et blik ud over marken og Gamborg fjord understreger:

"Hvor marken bølged nys som guld
med aks og vipper bolde,
der ser man nu kun sorten muld
og stubbene de golde. (Den danske salmebog 729,2)

På en kølig mandag.

Jette

fredag den 26. august 2016

Mazarintærte med brombær

Det er inspirerende at læse andre blogs! Det er ikke blevet til så meget de seneste måneder, men nu -hvor det begynder at blive en anelse mørkere og dagene lidt kortere - så skal jeg nok komme tilbage og få læst flere indlæg :-)
Men dette nåede jeg forbi, og hvor så den kage skøn ud. Og interessant, for der var brombær i. Og brombær er der overalt lige nu - store, mørke og søde - lige til at spise eller kommer i en kage :-)
Opskriften var som nævnt inspiration, og her er min noget enklere udgave.


Mazarintærte med brombær (5 pers)

125 gr. mel
25 gr. flormelis
60 gr. smør

Smuldr smør i mel og flormelis og tilsæt evt. lidt koldt vand til hjælp med at samle dejen. Lægges på køl en times tid. Rul dejen ud og kom den i en tærteform - min var 20 cm. i diameter og den var lige en anelse for stor. Prik bunden let.

100 gr. marcipan
25 gr. smør
1 æg
50 gr. sukker
1 spsk. mel
100 gr. brombær

Rør mazarinmassen sammen - undtaget brombær. I den udrullede tærtebund placeres de friske brombær og mazarindejen fordeles over.
Bag tærten ved 175 grader ca. 25 minutter


Den smager så fint - sød som mazarin og syrligt af de friske brombær. Vi spiste den som den var, nybagt og næsten lun. Lidt flødeskum ville helt sikkert også have klædt den :-)

God sensommerweekend - jeg håber på sol.

Jette

torsdag den 25. august 2016

Tomater på vej

Det er ikke kun os mennesker, der synes, at det har været lidt sparsomt med solen her i denne sommer :-)
Min ene tomatplante, som har plads i hjørnet af terrassen, er vokset fint nok, og fik langt om længe også nogle tomater. Grønne - og det er de stort set endnu alle sammen - undtagen en!


Den er vist snart spise klar :-) og det bliver en fornøjelse at nyde den. Nu er det blot at håbe, at de sidste også når at blive modne. Faconen på dem, synes jeg er lidt fin, mon det er en blommetomat ?!


Og så er der min ældgamle rosenbusk. Den blomstrer stadig - med de fineste roser. At beundre rosen, er som at blive mindet om naturens under. Hvor forunderligt og præcist den er skabt. Vi kan kun glædes over, at leve her med masser af små skønne glimt omkring os.

Et vers følger her - fra 100 salmer - bogen jeg fik, da salmemaraton var slut. Et vers fra en ny sommersalme:

"Her har jeg da mit liv og bor
den korte lyse sommer,
mens hvedekornet kærligt gror,
og himmeriget kommer:
Det synger i mit blod,
at livets Gud er god
og under mig en lykkedag på jorden!" (Lars Busk Sørensen)

En lykkedag på jorden - er det ikke en skøn sommerdag, med sol og varme og gode mennesker omkring en?
Jeg er i dag velsignet med alle børn lige i nærheden :-)

Jette

onsdag den 24. august 2016

Vegansk tærtebund - med vegetarisk fyld

For år tilbage - da jeg læste og spiste meget vegetarisk mad, da var Kirsten Skaarups kogebøger nogle jeg tit kiggede i og fik inspiration fra. Nu har medierne skiftet -  så ud over bøger er der jo blogs :-) og en sådan har hun også. Og her fandt jeg forleden en spændende opskrift på en tærte. Kirsten Skaarups opskrift på tærtedejen er nemlig med jordnøddesmør (peanutbutter). Det måtte prøves! Hendes opskrift var helt vegansk - det blev min ikke. Jeg valgte at  lave fyldet med æg og fløde :-) Jeg er mest til mad, der består af det, man forventer, og ikke noget erstatning, der ligner :-)


Vegansk tærtebund - vegetarisk fyld (3-4 personer)

100 gr. mel
50 gr. fuldkornsmel
75 gr. peuanutbutter
ca. ½ dl. koldt vand
lidt salt

Det hele blandes og dejen samles og hviler lidt, inden den rulles ud og kommes i en tærteform - min var 20 cm i diameter.


Forbag 10 minutter ved 200 grader.

Fyld:
1 porre, i skiver
1 spsk olie
200 gr. squash, i skiver
1 tomat, i skiver
salt, peber, timian

Svits porre i olien og lad det simre lidt. I den forbagte bund kommes porre, dernæst taglagt squash og til sidst tomat. drys med salt, peber og lidt tørret timian. Bag tærten videre i 10 minutter.

2 æg
2 spsk piskefløde
25 gr. revet parmesan
peber

Det hele piskes let sammen og kommes over den forbagte tærte, bages færdig ca. 20 minutter.


Det var en udmærket tærte. Men bunden er ret hård, men smagte fint og lidt anderledes. Men som et bud på vegansk tærtebund, så fungerer det altså godt.

På en solrig onsdag.

Jette

tirsdag den 23. august 2016

Fsc certificering

Jeg har været til byggemøde :-) Det i sig selv er bemærkelsesværdigt. Det er ca. et år siden, jeg mødtes med byggefirmaet første gang, så det er en proces, der har taget tid.
Der nåede endda at komme et bryllup, inden sommerhuset kom rigtig på banen :-)


I går mødtes Green House - og deres solide og engagerede nordjyske medarbejdere og Karina fra Orbicon og jeg. Det, vi skulle tale om, var ikke så meget selve byggeriet, men mere materialevalget og mærkningen af det.
Jeg har, som tidligere fortalt, besluttet at mit hus skal bygges af FSC træ. Det vil sige træ, der er dyrket under forhold, der tager hensyn til bæredygtighed, sociale forhold for skovarbejdere og miljømæssige forhold. Så det er ikke fordi træet er noget specielt træ som sådan, det er mere holdningen til træproduktion, det handler om.

For at få mit hus certificeret er der en del regler, der skal overholdes, nogle procedurer der skal følges. Blandt andet må træet kun indkøbes gennem en forhandler, der er certificeret til at håndtere FSC træ. Men det er der faktisk en del savværker, der allerede er - og trælasthandler som Stark og XL-byg er det også.
Men ud over at der skal holdes styr på indkøb og følgesedler, så skal der også laves opgørelser over mængder og spild af træ - så der er lidt  ekstra papirarbejde forbundet med det at bygge mit hus :-)

Og hvorfor dog gøre det? Som en gammel tømrermester sagde til mig: - "Det gør det jo ikke til et bedre hus!" Og det er rigtig nok. Men somme tider skal man gøre det, der bare føles rigtigt og som man  har lyst til! Og jeg synes, der vil være en lille sejr og en stor glæde ved at have vist, at det er muligt - for en uden forstand på byggeri - at få bygget et hus i træ, hvor der er tænkt over miljø og bæredygtighed inden for skovdrift. Og så få mulighed for at bruge det lille FSC Logo.

Ud over at tale certificering, så blev der også sat en tidshorisont på byggeriet. Sidst i oktober skulle der gerne blive sat et hus op på grunden - det bliver så godt! Ikke at det så er færdigt - det indvendige skal jeg selv - og gode håndværkere - stå for og færdiggøre efterfølgende.  Men bare det, at der kommer omridset af et hus vil blive enormt godt :-)

Med store sommerhusdrømme på en helt almindelig tirsdag.

Jette

søndag den 21. august 2016

En overraskelse

Hvor tit får man lige et brev med afsender fra det danske generalkonsulat :-) Jeg gør i hvert fald ikke. Og der gik også lidt tid, før jeg kom i tanke om, hvad det måske kunne være. Først da jeg fik øje på bynavnet: Barcelona, ringede nogle klokker.
Vi var jo på forlænget weekend i Barcelona i foråret - en dejlig tur, men også med lidt ærgrelse over, at min taske, pung og briller blev stjålet. Forsikringssagen er for længst klaret, det gik fint, og jeg har fået gode nye briller :-) nyt kørekort og andre kort.
Og så kom lige brevet her.


Hittegods og indleveret på konsulatet. Og nu hjemsendt til mig. Det synes jeg er rigtig god service. Og bestemt modtaget med en vis gensyns glæde. For inden i lå en del af mine gamle kort.

I dag går turen nordpå, forbi Århus og siden op til min far. I morgen venter et spændende byggemøde med sommerhusfirma og certificeringsfirma - det bliver så godt at komme et lille skridt videre. Det har alt i alt taget noget tid :-)

God søndag.

Jette

fredag den 19. august 2016

Træt af macarons ... :-)

Måske tænker du, om jeg da ikke snart er træt af at lave macarons :-) Og det burde jeg måske også være efter at have lavet ca. 150 til brylluppet + de forsøg, der mislykkedes. Men jeg synes faktisk det er en sjov lille kage.


Og i aften, hvor vi skal til mødregruppefest, og jeg blandt andet skulle bidrage med kage, så kommer der en lille portion lyserøde macarons med. Og lagt sammen med stikkelsbærcremen fra forleden.


Og der er sket fremskridt siden jeg begyndte at lave de første for et par år siden :-) Overfladen er blevet glattere og foden - den knudrede kant forneden - er blevet skarpere. Så her gælder, som så mange andre gange i livet, at øvelse, det gør noget!
 
På det gamle blommetræ er blommerne mere end modne, så der bliver også bagt en blommecrumble - mere om den i næste uge.

Nu er det tid til at ønske dig en skøn weekend,

Jette

torsdag den 18. august 2016

Sensommer

Det er sensommer - med dejlige varme dage.
Det bliver somme tider sagt, at kan vi ikke tale om andet - ja så kan vi altid tale om vejret :-) Og sandt nok. Men vi lever også et sted, hvor hver dag har sit eget vejr.
I ugen op til brylluppet ved jeg ikke, hvor mange gange jeg var inde og tjekke vejrudsigten og holdt øje med temperatur, vind og regn. Uden at kunne gøre noget som helst ved det :-) Og ruste mig til, hvis det blev helt galt - hvad det nu ikke blev.

Jeg tænker, at det er virklig dejligt at bo og leve et sted, hvor der er denne variation og til tider uforudsigelighed i vejret. Disse meget forskellige dage og årstider.

I Det gamle Testamente står:

"Så længe jorden står,
skal såtid og høsttid,
kulde og varme,
sommer og vinter,
dag og nat
ikke ophøre." (1. Mosebog 8,22)

Så helt fra begyndelsen af verdens historie har dette med variation i vejrliget været en del af livet. Det har været med til at sætte rammen om tilværelsen. På vores breddegrader oplever vi det i høj grad tidernes skiften, med fire tydelige årstider, med de lyse nætter, og de korte dage. Med den kolde sne og det varme sand.


Her i august begynder himlen at få den helt specielle og klare blå farve. Her fanget i går morges.


Det er også nu at edderkoppens spind bliver meget synlige i buske og på græs. Fyldt med dugdråber, som lyset spiller i.

Og rundt om høres dagen igennem mejetærskeren, der har travlt med at få høstet det modne korn. En helt særlig lyd, og en egen duft - og lidt støv i næsen.

Det er blevet høsttid på landet.

God torsdag.

Jette

onsdag den 17. august 2016

Mazarintærte med hvid chokoladecreme

Mit stikkelsbærsyltetøj kom i brug igen. Denne gang som smagsgiver til en lækker hvid chokoladecreme. Og anvendt på toppen af en mazarintærte, så bliver det bare en god kage :-)
Tærten er tæt i konsistensen, så der spises ikke så store stykker, men lækker er den. Og smagen af marcipan træder fint frem - det gjorde smagen af de røde stikkelsbær nu også :-)


Mazarintærte med chokoladecreme (8 pers.)

Mørdej:

150 gr. mel
75 gr. smør
50 gr. flormelis
en anelse salt
evt. 1-2 spsk. surmælksprodukt

Smørret smuldres i mel, flormelis og salt og samles let - evt. skal der lidt væske til hjælp. Lægges på køl, mindst en times tid. Rulles dernæst ud og kommes i en tærteform 20 cm  i diameter. (Min er nyindkøbt - en bryllupsgave :-))

Mazarin:

200 gr. marcipan
125 gr. sukker
1 spsk. mel
100 gr. smør, blødt
1 æg

Marcipan rives groft og røres sammen med de øvrige ingredienser. Massen fordeles i tærtebunden. Tærten bager ca. 30 minutter ved 175 grader. Køler af i formen inden den pyntes med

Chokoladecreme:

2½ dl. piskefløde
75 gr. hvid chokolade
1 blad husblas
150 - 200 gr. stikkelsbærsyltetøj

Sæt husblas i blød i koldt vand ca. 10 minutter. Hak chokoladen fint, mens fløden varmes op til næsten kogepunktet. Knug vandet fra husblas og smelt det i den varme fløde. Af to omgange kommes fløden over chokoladen og der røres grundigt. Læg film ned på overfladen og køl af. Inden brug piskes cremen til flødeskum og syltetøjet røres i. Kom cremen i en sprøjtepose - alternativt kan cremen også bare smøres fint på toppen af kagen. (Der er rigeligt med creme - måske man skulle servere lidt til, hvis nogen ønskede mere creme ?)


Dette var, hvad der var tilbage efter aftenens møde :-) Men det var også både et godt møde og en god kage, så de gik fint i spænd.

På en smuk august dag.

Jette

tirsdag den 16. august 2016

Rødt stikkelsbærsyltetøj

En af mange fordele ved at være blevet gift er, at jeg har med ét fået en meget større omgangskreds :-)
I dette tilfælde min mands bror - som har en have med en stikkelsbærbusk. Og ingen var synderlig interesserede i de røde bær, så jeg måtte gerne plukke nogle. Det blev gjort på en regnvåd augustdag - og så forvandlet til spændende syltetøj. De lidt syrlige skaller blev blendet for at give syltetøjet et mere venligt udtryk.



Stikkelsbærsyltetøj

700 gr røde stikkelsbær, nippede og klippede
500 gr. lyst rørsukker
2 spsk. vand
Evt. en tom vaniljestang eller lidt vaniljesukker

Bærrene klippes for stilk og blomst - det går lettest med en saks. Bær, sukker, vand og evt. vanilje kommes i en gryde og koger langsomt op under låg. Koges dernæst let boblende ca. 30 minutter uden låg. Blendes og kommes på rene glas, der gerne er skyllet med lidt spiritus.


Syltetøjet smager fint og kraftigt. Og pektinen i bærrene gør, at syltetøjet stivner og bliver, hvor det skal.

Hverdagen er tilbage - i aften er efterårsæsonens første menighedsrådsmøde, så der skal bages :-) Jeg har en idé i ærmet, hvor også dette syltetøj kommer i brug, så måske du ser mere om det en af dagene.

God tirsdag.

Jette

mandag den 15. august 2016

Ferieglimt

Det er blevet hverdag efter en helt usædvanlig ferie :-)
Brylluppet var naturligvis højdepunktet, og meget af det andet i ferien relaterede til det. Selve brylluppet kommer der et par indlæg om senere - hen ad vejen - her er det blot lidt glimt fra det, som også skete. I bagvendt rækkefølge :-)
Jeg fik købt en cykelhjelm ! Det har jeg tænkt på i flere år, talt om det lige så længe, men nu blev det. Det har også været lidt svært at forklare minikonfirmanderne, når vi cyklede sammen, hvorfor de havde hjelm på hovedet, når jeg ikke havde det.
Anledningen til købet var, at Ole - min dejlige mand - og jeg havde tilmeldt os cykelarrangementet Tour de Vestfyn. Og her krævedes cykelhjelm for at stille op.

Min nye cykelhjelm :-)

Jeg cykler ikke særlig meget, for når man bor på landet, så er det så let at tage bilen i stedet. Men Ole cykler  gerne, og deltager meget gerne i løb. Så det blev forsøgt, om vi kunne deltage i samme arrangement. Det var muligt - men kun fordi der var en familietur på 25 km, som jeg kunne cykle - på min gamle damecykel - mens han spurtede - på racercykel - ud af de fynske veje for at nå i mål med mange flere kilometer på kilometertælleren :-)
Men alligevel lidt sjovt at have deltaget i samme vel tilrettelagte arrangement. Og med en gennemsnitsfart på 19,4 km/t kunne jeg vist godt være lidt tilfreds med mig selv :-)

Værelse: Luise

Bryllupsrejsen gik til Schloss Frauenmark Et lille og gammelt slot i det tidligere DDR. Det var på sin måde charmerende - og så manglede der alligevel lige fornemmelsen af overskud. Lige det sidste. Men ud over det så havde vi nogle dejlige dage, med dejlig mad og masser af tid til hinanden :-)

Aftenen før brylluppet - Diva er også interesseret :-)

På Fyn forstår man at feste. - Så da der blev sat æresport op i præstegården aftenen før brylluppet, var de mange kreative mennesker inden for til et glas vin. - Jeg var ikke lige helt forberedt på det traktement :-) Så kom festen - og siden skulle porten ned igen - og denne gang var jeg forberedt, så der blev inviteret på mad. Og super hyggeligt sådan efter en fest, at kunne tale om store og små detaljer, som de forskellige søde mennesker havde noteret sig.

Dejlige stikkelsbær

Og endelig er der blevet plukket lidt røde stikkelsbær. Og lavet en skøn syltetøj af dem. Opskriften følger i morgen. Det er vist ved at være sidste chance for at finde ikke overmodne stikkelsbær. Men det er forsøget værd - også selv om stikkelsbærbuske er lidt arrige at være i nærheden af :-)

Nu forsøger jeg at finde tilbage til den vante gænge. I den forbindelse er det godt at mandag er fridag, så kommer jeg lidt roligt i gang :-)

God mandag til dig.

Jette


lørdag den 6. august 2016

Bryllupskage til sommerbryllup

Bryllupskage - det måtte jeg lave selv :-)
Og det gik godt.
Det største forarbejde er at være godt forberedt og have lavet det, der var muligt i forvejen. Så bærpuré og overtræksmarcipan var lavet uger i forvejen og kommet i henholdvis fryser og køleskab. Så var det klar til at blive brugt, når tid var. Pynten, som her var marcipanroser og marcipan fantasiblomster, havde jeg lavet i ugerne op til og opbevaret køligt og lufttæt.
Jeg bagte bunde om onsdagen, lagde kagen sammen om torsdagen og overtrak med marcipan og pyntede om fredagen.
Kagen indeholdt bærmousse og tobleronecreme og friske hindbær.


Jeg fik ikke taget billeder af den færdige kage - det var hjælperne, der samlede den. Så derfor lidt "skæve" billeder. Og ikke altid fra den bedste side :-)

Mine tre forme var henholdvis 15 cm, 21 cm og 25 cm. i diameter.

Jeg lavede hvert lag for sig - og angives også her hver for sig - men selvfølgelig kan det hele lægges sammen og laves på en gang. Jeg synes bare, at det var lettest at styre på denne måde.
Jeg har opsmurt min kage med bærmousse - det er ikke rigtigt, hvis du læser andre opskrifter. Men jeg bryder mig ikke om smørcreme, som normalt bruges, og synes faktisk det det fungerer ganske udmærket med moussen.
En kage i tre lag rækker til ca. 30 mennesker


Bunde:

15 cm:
2 æg
1 tsk. vaniljesukker
85 gr. sukker
25 gr. mandelmel
50 gr. smeltet smør
75 gr. mel
½ tsk. bagepulver
Bages ca. 25 minutter - men tjek med en tandstik, om den er gennembagt.

21 cm:
4 æg
½ vaniljestang
170 gr. sukker
50 gr. mandelmel
100 gr. smeltet smør
150 gr. mel
1 tsk. bagepulver
Bages ca. 25 minutter

25 cm:
6 æg
1 vaniljestang
250 gr. sukker
75 gr. mandelmel
150 gr. smeltet smør
225 gr. mel
1½ tsk. bagepulver

Skrab vaniljekorn ud og bland dem med lidt sukker. Pisk æg, sukker og vaniljesukker let og luftigt. Tilsæt det smeltede og lidt afkølede smør og pisk videre. Sigt mel og bagepulver og vend det i æggemassen sammen med mandelmelet. Rør så det hele er godt blandet. Kom dejen i en springform, hvor der er bagepapir i bunden.
Bages ved 175 grader ca. 30 minutter. Køler af i formen.

Bærmousse:

15 cm:
125 gr. puré
½ dl. yoghurt (naturel eller med bær)
1½ blad husblas
1 dl. piskefløde

21 cm:
175 gr. puré
3/4 dl. yoghurt
2 blade husblas
2 dl. piskefløde

25 cm:
250 gr. puré
1 dl. yoghurt
3 bl. husblas
2½ dl. piskefløde

Bærpuré koges af 500 gr. bær (solbær, hindbær, brombær, jordbær eller andre bær), 75 - 100 gr. sukker og evt. en vaniljestang. Koges ved svag varme under låg ca. 5 minutter - afkøler lidt inden det køres på foodprocessor, for at findele alle bær.

Til bærmoussen sættes husblas i blød i koldt vand ca. 10 minutter, fløden piskes til blødt flødeskum. Smelt husblas i mikroovn og afkøl det med lidt af bærpuréen inden yoghurt og flødeskum blandes i. Moussen kommes i en sprøjtepose (så sparer du en skål) og det er let at fordele efterfølgende.


Kommes i køleskab til det skal bruges.

Tobleronecreme:

15 cm:
100 gr. toblerone
1½ dl. piskefløde

21 cm:
150 gr. toblerone
2½ dl. piskefløde

25 cm:
200 gr. toblerone
3 dl. piskefløde

Hak chokoladen groft. Bring fløden næsten til kogepunktet og kom ad to gange fløden over chokoladen og rør til det er helt smeltet. Cremen sættes i køleskab til afkøling og piskes let inden brug. Pisker du for meget, skiller cremen og du er ikke i tvivl - det skete selvfølgelig for mig :-) - og så må man bare lave en ny portion.

Overtræksmarcipan (se evt. her)

Det lavede jeg på forhånd og til hver kage blev der brugt henholdvis 300 gr., 400 gr. og 600 gr. marcipan.

De bagte bunde deles i tre lag. Jeg skærer som regel lidt af toppen, for at få den flad og vender så i øvrigt bunden i vejret på min kage. Bunder er altid jævn og god at have øverst.
Sæt den nederste bund på serveringsfadet og kom bageplast omkring - placer evt. også ringen fra springformen - så er du sikker på, at alt bliver hvor det skal. Fordel så tobleronecreme og sæt evt. nogle friske hindbær rundt om i cremen, inden næste bund lægges på og trykkes på plads. Fordel bærmousse (der er lidt i overskud) og læg sidste bund på. Tryk let og sæt så kagen på køl til næste dag.
Gentag med de to mindre kager - de placeres på kagepap, så de senere er til at flytte rundt på.

Næste dag venter hårdt arbejde - med at rulle overtræksmarcipan ud. Brug lidt maizena på bordet og rul så til pladen er stor nok og ca. 3 mm tyk.


Pak en lagkage ud og skær evt. kagen lidt til, hvis formen er lidt uens.


Smør kagen op med den tiloversblevne mousse. Det giver marcipanen noget at hænge fast i.


Flyt så den udrullede marcipan forsigtigt over på kagen. Og klap det let til og skær det overskydende fra, inden der til sidst pusles om kagen og marcipanen trækkes og lægges ind til siderne. Det bliver lettere med tiden :-)


Det hele gentages med de to sidste kager. Jeg lavede et lille marcipanbånd og satte rundt nederst på kagen, det dækker lidt ujævnheder :-)


Jeg satte kagerne på køl, inden de blev samlet. Der kom kraftige sugerør i de to nederste kager, for at de kunne bære kagen ovenpå.
Placer roser, blomster og blade, som du synes. Jeg bruger altid smeltet chokolade som lim - det er vist ikke helt rigtigt, men det smager godt :-)


Brudeparret, som anes på toppen af kagen, har Trine, min ældste datter, lavet i hjemmelavet fondant. Det er helt hendes værk. Og jeg er så imponeret :-)

Nu er kagen serveret og spist. Det har været hele arbejdet værd, og givet mange gode erfaringer. Og ikke mindst glæden ved at servere den til ens eget bryllup :-)

Nu venter nogle dages bryllupsrejse - turen går til Schloss Frauenmark.

God weekend.

Jette

onsdag den 3. august 2016

Bryllup, brudepar og brudebuket

Så blev jeg gift ! :-)
Vi havde en dejlig dag. Med det fineste sommervejr - let overskyet, men tørt og med dejlige solstrejf undervejs.
Vi nyder stadig efterdønningerne fra en helt særlig dag - og har begge ferie, så der er tid til at beundre gaver, få teltet taget ned og afleveret lånt service tilbage til rette ejermænd :-)
Billederne er endnu ikke gennemgået - men der kommer lige et par af de første her.


Jeg skriver lidt mere om kjolen en anden gang.
Buketten var min mands ansvar - han havde kun spurgt om yndlingsfarve - og fik leveret den fineste dråbeformede buket. Den blev lavet af den lokale "Blomsterkrukken" i Hejnsvig. Kan kun anbefale den dygtige blomsterbinder, der arbejder der.


Hermed vil jeg også gerne takke for alle de søde hilsner og likes jeg har fået, både på blog og på Instagram. Jeg vender tilbage til bloggen, når det bliver lidt mere hverdag :-)

Jette