Annonce

onsdag den 31. maj 2017

Digitale detaljer

Måske en lidt kryptisk overskrift. Men det handler bare om historier og detaljer, der kan ses på nettet :-)

På min egen blog er der en tæller, der viser, hvor mange sidevisninger der har været. Og det er lidt spændende at følge med. Nysgerrig - det er jeg :-) Og for godt 2 år siden, da rundede jeg de første 50 000 visninger og syntes virkelig at det var mange. Og det er det også.


Men nu er tiden gået og de 200 000 er lige rundt om hjørnet. Det er faktisk mange klik og visninger. Og tak for hver eneste af jer, der har kigget forbi. Det er med til at gøre det relevant at skrive igen. Jeg skriver både for min egen skyld, det er en ret god dagbogsform, men det er naturligvis også dejligt at andre synes, det er sjovt og interessant at læse med.


Og det hele har nu også gjort, at jeg er blevet inviteret til at skrive indlæg på en hjemmeside, der handler om træ - i alle afskygninger! Og det må selvfølgelig siges at være temmelig langt fra bagning og festlige kager. Men ligger i tråd med sommerhusbyggeriet :-)

Så har du lyst til at læse mere om sommerhusets historie - meget ved du helt sikkert allerede, hvis du har læst med her - men så er det blevet samlet lidt sammen og kan læses her.
Tanken er at der kommer yderligere tre indlæg på træ.dk i nærmeste fremtid.

På en blæsende onsdag, den sidste dag i maj - ønskes du en dejlig dag.

Jette

tirsdag den 30. maj 2017

Sommerhusets terrasse

Eller rettere anden terrasse. For den første er jo bygget sammen med huset og overdækket, og fungerer så fint. Men der var også planlagt en terrasse for enden af huset, mod vest med kig til Lillebælt - og mulighed for blot at nyde en afslappet dag.


Den blev lavet i Kristi Himmelfartsdagene. I meget varmt vejr og masser af sol. Men også mega hyggeligt :-) Ole var mester, jeg var medhjælp. Det gik nu meget godt.

Fundamentet er som til huset - punkt fundament af store skruer.

Oven på dem blev understøtning monteret. Det bestod af to lag FSC sibirisk lærk.


For noget tid siden malede Mette og jeg alle brædderne med en blanding af trætjære og linolie.


Det er i stedet for anden imprægnering og er en gammel måde at gøre det på. Det duftede ret kraftigt :-)


Oven på lærkebrædderne kom murpap som en ekstra forsikring mod, at regnvand kan stå og soppe og få træet til at rådne.


Det tog tid at få målt, savet og lagt i vater, men endelig blev det tid til at lægge terrassebrædder på :-)


De fineste FSC cumaru brædder. Det er hårdt træ, der vokser i det nordlige Sydamerika. På grund af træets beskaffenhed kan det ikke bare skrues fast, der skal forbores, inden syrefaste skruer skrues i. Ca 750 skruer blev det til :-) Og jeg nåede både at bore og at skrue. Og egentlig ret sjovt - især her bagefter, og jeg kender i hvert fald min terrasse.


Nu mangler der et gelænder - for terrassen er så højt over jorden, at det er nødvendigt. Jeg havde oprindelig troet, at det var unødvendigt, men det er det ikke. Der er godt en meter ned :-) Men det betyder jo så også, at udsigten er blevet des bedre.

Terrassen er ret stor - til børnenes udelte begejstring. De kan sagtens se, at der kan stå adskillige liggestole der side om side :-)
Jo, der er mange planer for brugen af sommerhuset - vi glæder os.

God tirsdag.

Jette

mandag den 29. maj 2017

Malteserskage

I dag har min datter Mette sidste dag på jobbet som stud. jur., og har lovet kollegaerne at tage kage med. Som tak for to gode og lærerige år i et advokatfirma.

Og det skulle være en Malterskage :-)


Den fik hun første gang til sin fødselsdag for tre år siden. Den gang var det et eksperiment, men nu er det blevet en færdig opskrift :-) Den er blevet rettet lidt til, men nu synes jeg den fungerer.

Lyse lagkagebunde

Bærmousse med flødeskum og surmælksprodukt
300 gr. bærpuré
1½ dl. tykmælk eller lign.
4 bl. husblas
3 dl. piskefløde
evt. lidt sukker

Sæt husblas i blød i koldt vand. Pisk fløden til let skum. Smelt husblas i mikroovn og køl det ned med lidt af bærpuréen. Rør det sammen med tykmælk og kom til sidst det hele i flødeskummet. Smages til med evt. lidt ekstra sukker.
Sættes på køl til kagen skal samles.

Lys chokoladeganache
Og masser af Maltersers - ca. 4 poser :-)

Nu håber jeg blot, at Mette og kollegaerne hygger sig med kagen.

På en mandag, hvor jeg er glad for at det er fridag. De sidste dage er blevet brugt på at lave terrasse ved sommerhuset. Det fortæller jeg mere om i morgen. Men kan blot konstatere, at det er hårdt at være håndværker - jeg er i hvert fald noget øm i kroppen efter at have kravlet rundt og boret masser af huller :-)

God mandag

Jette



fredag den 26. maj 2017

Endnu en arbejdsdag i sommerhuset

Det er blevet sommer. Det helt rigtige vejr til at opholde sig i et sommerhus. Det har vi så gjort - eller rettere, det er nu mest udenfor Ole og jeg har været.
Der skal nemlig laves en terrasse for enden af huset, og den skal vi selv lave. Det blev en dejlig arbejdsdag  - god som forrige gang.


Ole måler, saver og måler igen, inden understøtning sættes op og skrues forsvarligt fast. Det bliver så fin en terrasse, når den står klar :- )

Imens er jeg håndlanger og oprydder og lidt havemand. Græsset, eller mere rigtigt: ukrudt og brændenælder blev slået.
Og så nyder jeg ellers bare vejret! Solen og varmen.


Og fik øje på denne fine gule gyvel i hegnet ind til naboen. Det er som et glimt af min barndoms grøftekant :-) For jeg synes ikke blomstrende gyvel ses så ofte.


Og sådan sluttede en lang og varm dag - helt perfekt.

God weekend.

Jette

onsdag den 24. maj 2017

Rabarbertærte med marcipan og kokos

Rabarber er lige nu i sæson. Jeg har stadig ikke selv rabarber i haven, så sæsonen kan godt gå lidt uden om min næse. Lige indtil graveren kom og spurgte, om jeg slet ikke skulle bruge rabarber i år :-)
Og jo, det skulle jeg da vist.
Jeg fik nogle fine og tynde stilke med hjem, og de blev tilføjet i denne lækre tærte med både mazarinbund og kokos. Lidt inspireret af denne skønne rabarberbradepandekage


Rabarbertærte med marcipan og kokos (6 pers.)

Mørdej

150 gr. mel
75 gr. smør
35 gr. sukker
1 tsk. vaniljesukker
Ca. 2 spsk. creme fraiche

Bland mel, sukker og vanilje og smuldr smørret heri. Saml dejen med creme fraichen og læg så dejen på køl - mindst en times tid. Udrulles derefter og beklæder en tærteform ca. 20 cm. Prik bunden let med den gaffel.

Mazarinbund

100 gr. marcipan
25 gr. blødt smør
1 lille æg - gerne fra en sød silkehøne
50 gr. sukker
1 spsk. mel

Det hele røres godt sammen, og fordeles i tærtebunden.

Fyld

5-6 tynde stængler rabarber ( ca. 100 gr.)
25 gr. kokos
25 gr. sukker

Skær rabarberne i mindre stykker og bland dem med kokos og sukker og lad det trække lidt, inden blandingen fordeles øverst på kagen.
Bager ca 30 minutter ved 175 grader.


Og så er der rigtig forsommer tærte :-) Let syrlige rabarber og sød mazarin og god tærtebund - det var nu ok :-)
Jeg serverede tærten til et morgenmøde - nok ikke det helt rigtige tidspunkt, men den blev nu nydt alligevel.


Og silkehønsene nyder meget, at fugleinfluenzaen er fortid - her er de på havevandring :-)

Med ønsket om en god Kristi himmelfarts ferie.

Jette



tirsdag den 23. maj 2017

Sommerhusets spisebord

Huset er jo slet ikke færdigt endnu  - men inventaret, det er der ved at være styr på. Og det har der faktisk været længe. Til stor morskab for mange :-)
Men det er altså sjovere at se på møbler, tallerkener og lamper end at finde skruer i rette dimension, murpap i rigtig bredde eller FSC mærkede brædder, som kan være virkelig svære at finde. Selvom alt det også har givet mange gode og lærerige oplevelser.


Så her ses sommerhusets kommende spisebord! Et solidt plankebord.


Og et bord med en særlig historie. For bordet er lavet af træ, der væltede i decemberstormen i 1999. Ole har haft træet liggende, og nok aldrig forestillet sig, at det skulle blive til et bord. Men det er det, og hvor er det blevet fint. Jeg glæder mig meget til at se det i huset og se det med mine ombetrukne stole sat rundt om.

God tirsdag.

Jette

mandag den 22. maj 2017

Madbloggerudfordringen #13 er i gang

Jeg har endnu en gang meldt mig til madbloggerudfordringen - det er altid lidt sjovt at være med. Sidst jeg deltog, lavede jeg denne ret.


Denne gang handler det om samarbejde to bloggere imellem - og hvor der så skal fremstilles en sommermenu.
I går blev det afsløret, hvem man skulle arbejde sammen med :-) Jeg blev sat sammen med Kratluskeren, som jeg slet ikke kender. Men det er netop en del udfordringen, at man får mulighed for at arbejde sammen med en blogger, man ikke umiddelbart har kendskab til. Det skal nok blive spændende.
Nu skal vi inden 1. juli have komponeret en lækker menu med mindst tre af sæsonens råvarer. Jeg har et par idéer, men de skal lige konfereres af med min makker :-)

Ellers her det været en dejlig weekend. Jeg havde fri, og fik besøgt min far på plejehjem og havde hjemmebagt kage med. Den faldt i hans smag, tre stykker blev det til :-) Så jeg må se at få opskriften gjort klar, så den kan bages en anden gang igen.


Og så fik vi begyndt på den terrasse, som vi selv skal bygge ved sommerhuset. Ole står for udregning, mål, tilskæring og få det monteret - jeg futter rundt og nyder det gode vejr og at se, det hele bliver så fint :-)


Og endelig er den aller sidste levering af træ kommet fra byggefirmaet, så nu går det den helt rigtige vej :-)

God mandag.

Jette

fredag den 19. maj 2017

Årets første sommerdag

Selv om meteorologen i radioen fortalte, at det ikke var specielt sent, at den første sommerdag var kommet til Danmark, så synes jeg nu, det var på tide :-) Og dagen i går blev nydt.
Og en sommerdag er da næsten lig med sommerhus, så det blev til en lille tur derned i aftes :-)


Ikke meget er sket, siden sidst elektrikeren har været forbi og fået styr på mange løse ledninger og nu fået opsat en tavle med masser af knapper :-)

Udenfor huset er grunden stadig bare byggeplads, men som du har set, plantes der indimellem også lidt langs hækken.


Jeg har også fået lavet mig et staude-højbed. Eller det er i hvert fald tanken :-) så har jeg lidt styr på, hvad der skal gro der, og måske have held med at holde ukrudtet lidt nede. Og et bed af den størrelse passer lige til mit have-engagement :-)


Jeg gik også og tænkte baglæns, det er næsten to år siden jeg så grunden første gang - og noget er der da sket. Men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle tage så lang tid at bygge et lille bæredygtigt sommerhus. Mon jeg kan fejre Sankt Hans dernede ? :-) Det håber jeg.


Vandet var så fint, med en skøn solnedgang.

Med ønsket om flere dejlige sommerdage - ønskes du en god weekend.

Jette

torsdag den 18. maj 2017

Lagkage med svesker og citron

Til en 90 års fødselsdag blev jeg spurgt, om jeg ville lave to lagkager - og ja, selvfølgelig ville jeg det. En sådan mulighed får man jo ikke hver dag :-)
Jeg valgte til den ene lagkage at bruge svesker og citron, for jeg mindes, at lagkage med svesker var meget fremme i min barndom i 60'erne - og dermed måtte det også være kendt af fødselaren, der blev 90 år.

Jeg fik af gode grunde ikke smagt fødselsdagskagen, men har nu lavet en lidt mindre til mig selv :-) Og til at dele med præstegårdsudvalget, som kom til møde i forbindelse med det årlige præstegårdssyn. Udgaven her er lidt enklere end fødsesldagsudgaven - men ganske god alligevel.


Lagkage med sveskemos og citronfromage

Lyse lagkagebunde, delt i to

Citronfromage, lav dobbelt portion

Sveksemos

200 gr. svesker uden sten
1 ½ dl. vand
2 spsk. rørsukker
2 spsk. portvin
1 dl. piskefløde

Kom svesker, vand og sukker i en gryde og kog det under låg i 20 minutter. Sluk og lad det køle af, inden det blendes let og portvinen røres i. Sættes på køl. Når det skal bruges piskes fløden til skum og vendes i sveskemosen.

Kagen samles - læg en bund på serveringsfadet, og sæt kageplast omkring. Fordel sveskemosen, her er lidt rigeligt - eller hvis man er vild med svesker, så går det nok med hele portionen :-) Læg den sidste bund på og fordel halvdelen af fromagen ovenpå, og sæt kagen på køl til næste dag. Fjern kageplast og smør kagen med det sidste fromage og pynt toppen med små fromagetoppe og slut af med lidt revet citronskal.


Det er en lækker lagkage, med minder fra en svunden tid.

Jeg er overbevist om, at svesker får en renæssance :-)

På en smuk og varm forårsdag.

Jette

tirsdag den 16. maj 2017

Turen gik til Milano - for anden gang

En tilbuds rejse fundet på nettet - og så lige konfereret af med familien - jo de kunne godt alle sammen, og ville gerne med :-) Det blev begyndelsen på et par skønne dag i Milano. De fire af os, var der for to år siden, men siden da er familien blevet udvidet, og det var dejligt at have både mand og svigersøn med.


Milano er den dejlig by. En storby, og alligevel ikke større end den også er hyggelig og mulig at finde rundt i. Selv i disse gps-tider, så var det Peter, der gik med næsen i et bykort og sikkert guidede os rundt. Det fungerede fint, og hold nu op, hvor gik vi meget :-)
Nye telefoner tæller jo skridt, så det havde vi meget sjov med at tjekke om aftenen - og det afslørede, at vi ikke havde lige lange ben eller tog lige lange skridt. Men vi lå i omegnen af de 20 000 skridt hver dag.


Vel ankommet gik vi en tur i China town, et sjovt sted. Her var virkelig fyldt med alt fra Kina. Fra reklamer og opslag på kinesisk til vifter, kæmpe krukker og spisepinde.


Hjemmefra havde jeg fundet et tilbud om besøg på Pinacoteca de brera, et center med masser af kunst og kultur.


Den dag, vi kom, kunne man om aftenen komme ind for 2 euro, og gå rundt i de fineste rum og se skulpturer og gamle malerier. Mange og smukke og vellignende.


- Noget var kirkekunst,

- andet mere traditionelle motiver. Men fascinerende at gå rundt der. Kunstnerne kendte jeg ikke, men derfor kan man jo godt glæde sig over dygtige menneskers udfoldelser.


Næste dag ville Ole og jeg i Duomoen - byens domkirke og verdens 4. største kirke. Der var lang kø og ventetid - og tænkte jeg, det ville nok blive dyrt! Men for 3 euro fik du adgang til en imponerende velholdt, højloftet og rolig kirke. Udenfor bevogtet med masser af sikkerheds folk.
Madonna var også kommet inden for. Det er en kopi af den figur, der sidder øverst på kirkens spir. Men alle vil gerne tæt på Jomfru Maria, så i 2015 blev der lavet en kopi i 1 : 1 og nu står den bagerst i kirken.


Et imponerende syn, godt 4 meter høj. Og info tavlen lovede, at enhver, der følte glæde ved at se Madonnaen vil gå derfra med hendes beskyttelse !


Og så spiste vi - pizza og pasta, is og tiramisu. Så bliver det vist ikke mere italiensk :-)


Vi fløj med Ryanair og jeg har indtil nu undgået det selskab. Jeg kender ikke forholdene i selskabet - men jeg blev meget positivt overrakset - det hele fungerede.

Nu sidder jeg på mit kontor - i regnvejr. Men med gode rejseminder i erindring. Det er altid godt at komme ud, men bestemt også skønt at komme hjem :-)

God tirsdag.

Jette


 

mandag den 15. maj 2017

Nogle rige dage

De seneste dag har været fyldt med indhold - dejligt samvær med familie, konfirmationer i kirken og arbejde i sommerhus. Så i dag viser bloggen lige et glimt af lidt af hvert - i morgen skriver jeg mere strukturetet om vores skønne dage i Milano :-)

Frokost i Milano

Muligheden bød sig - vi havde alle seks tid og mulighed for at flyve til Italien. Vi er alle ret glade for pizza og pasta, mildt klima og lejlighed for at shoppe - så afsted gik det.

Vel hjemme igen skulle Trines fødseldag også fejres - heldigvis havde hun ønsket, at vi spiste ude - så det gjorde vi :-) Hun fyldte 28 år - det er virkelig underligt, hvor alle de år er blevet af. Min søster og jeg sad og funderede over, hvor i livet vi var, da vi var 28 - og det viste sig, at da havde vi begge lige fået barn nr. 1. Lidt sjovt at tænke tilbage på.

Nogle af de skønne konfirmander

I går konfirmerede jeg 37 søde unge mennesker - det er altid festlig og glædeligt. Og vejret var i den grad med - solen skinnede, bøgebladene lyste og fuglene sang. En ren festdag.

Sommerhuset skulle også besøges - der sker heldigvis noget nu, så det er altid spændende at se, hvor langt og hvor meget håndværkerne har nået.

Et værelse med udsigt

Nu er der kommet træ på alle skillevægge, så der er kommet rigtige rum i huset. Ole og jeg isolerede et par vægge, så det er lige til at gå til for tømreren, når han kommer igen, og sætter det sidste træ op.

Køkkenhjørne

Der, hvor køkkenet skal være, er der helt færdigt med træ, kun loftet mangler at få træ sat op. Brændeovnmøblet har fået skåret ud til de fire riste, som skal sikre at den varme luft kan strømme ud i hele rummet. På den lave del af møblet kommer komfur og ovn.

Blomstrende ananasæbletræ

Æbletræet har fået godt fat - det står med fine blomster. Så mon ikke der kommer fine ananasæbler til efteråret :-) ?

Med ønsket om en skøn mandag :-)

Jette

onsdag den 10. maj 2017

Ombetrukne stole

Så har stolene fået nyt stof på sæderne :-) klar til at flytte ud af konfirmandstuen og ned i sommerhuset.

Jeg har ikke før polstret noget om, men den tidligere ejer af stolene fortalte, at det ikke var så svært. Så jeg gik i gang. Først med at finde noget egnet stof.
Det lykkedes at finde noget møbelstof, hvor der var noget viscose i - så det hele ikke kun var syntetisk, det er jeg ikke så vild med :-)


Her førbilledet af stolene.


Sæderne blev skruet af, og fik det nye stof lagt på. Her et glimt af, hvordan bagsiden ser ud - det er altså ikke så svært at ombetrække en spisestol :-) Under det lilla stof gemte sig rester af noget plysstof, som de engang havde haft, og under det, var det oprindelige stof - fint, men lidt brugt og blegnet.
Så jeg er glad for, at det lykkes at finde noget godt nyt stof. Stoffet blev sat fast med solide hæfteklammer - ret nemt at arbejde med.


Sådan er de endt med at se ud - i alt 6 ombetrukne stole. Jeg er selv meget godt til freds. Der er kommet noget mere ro over dem. Og så sidder man rigtig godt på dem. Hynden er virkelig lavet af noget materiale, der er godt at sidde på. Så dem får vi helt sikkert meget glæde af.
Jeg er meget spændt på, hvordan de vil tage sig ud i sommerhuset. Tømreren er i denne uge i fuld gang med at lave det indvendige, sætte træ på vægge og lave skillerum. Det begynder at lysne.


Lige et sidste billede af stolens hjørne - jeg synes selv, det er lykkedes okay. Der er ikke for mange rynker og folder :-)


Og til aller sidst får du lige et billede fra sommerhuset, hvor der nu er kommet træ på nogen af væggene. Tømreren sendte det i aftes. - Det bliver så fint, og hvor jeg glæder mig til at flytte stolene ned på deres fremtidige plads :-)

God onsdag.

Jette



tirsdag den 9. maj 2017

Lagkager til 90 års fødselsdag

Selv om statistikken siger, at vi bliver ældre og ældre, så synes jeg alligevel, at det stadig er noget særligt, når et menneske fylder 90 år! Og i dag fylder gravermedhjælperens Farmor 90 år - et kæmpe tillykke til hende :-)


Jeg blev spurgt, om jeg ville bage et par lagkager til deres fest her i dag. Og det ville jeg naturligvis gerne. Jeg har ikke så ofte bagt til andre, - men det er altid sjovt at jonglere med marcipanbånd, skønne cremer og fine frugter og god chokolade.

Her er resultatet :-)


En lagkage med sveskemousse og citronfromage. Pyntet med små toppe af flødeskum og citronfromage og en anelse revet citronskal. Sveskerne blev valgt, fordi jeg fra min barndom husker dem som en klassiker i lagkager, og mon ikke fødselaren også husker dem :-) Og citronfromage, ja det smager bare godt og friskt.


Den anden lagkage er med chokolade ganache og bærmousse. Pyntet med hindbær og flødeskumstoppe. Kagen her er meget lig bryllupskagen, blot rettet lidt til, så den passer til anledningen :-)

Nu håber jeg fødselaren synes om kagerne - men aller mest, at hun får en skøn og uforglemmelig dag.

God tirsdag.

Jette