Annonce

mandag den 24. juli 2017

Gulerodskage - og et særligt skilt

Selv her midt om sommeren smager en gulerodskage godt :-)
Jeg plejer at synes, at krydrede kager hører vinterhalvåret til - men med regnen trommende ned og ikke alt for høje temperaturer, ja så er det altså helt fint med en omgang gulerodskage.
Og i køleskabet var der en rest flødeost i overskud - så var der ikke meget at betænke sig på :-)


Lille gulerodskage (4 personer)

1 æg
75 gr. farin
½ dl. olie
75 gr. revet gulerod
80 gr. mel
et nip salt
½ tsk. kanel
½ tsk. bagepulver
1 spsk. solsikkekerner
25 gr. rosiner

Pisk æg og farin grundigt og tilsæt olie og pisk igen. Vend de øvrige ingredienser i og sørg for, at det hele er blandet godt sammen. Kom dejen i en lille springform (ca. 16 cm i diameter) med bagepapir i bunden og bag kagen ca. 30 minutter ved 180 grader. Køler af i formen.

Flødeostcreme
50 gr. flødeost
25 gr. flomelis
½ spsk. citronsaft

Rør alle ingredienser sammen til en glat creme og fordel den på den kolde kage. Pynt evt. med revet citronskal eller en marcipanfigur.


Og nyd så en lækker kage :-)


Og til sidst - lige et glimt af et tankevækkende skilt, jeg mødte i weekenden. I en restaurant inde midt i Jylland :-) I morgen vil jeg tænke lidt videre over netop budskabet her.

God mandag.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar