Annonce

tirsdag den 8. august 2017

Ret klassisk smørkage

Vi nyder fortsat at holde ferie - og er nu rykket ned i sommerhuset. Og jeg viser det gerne frem og fortæller gladeligt om bæredygtighed, FSC-certificeret træ, arvestykker og indkøb på Den blå Avis :-)
I søndags havde jeg inviteret menighedsrådene til at kigge forbi, og det gjorde en god del af dem.
Og det blev en rigtig hyggelig eftermiddag.
I invitationen stod kaffe og kage, så de første kager er nu blevet bagt i sommerhusets lille fine køkken. Men der er ikke nogen vægt endnu - kun et litermål! Så målene er lidt ca. mål, men det går fint endda :-) Jeg havde bagt klassiske chokoladebrød og så forsøgt mig med en smørkage. Den faldt i god jord og smagte også dejligt.


Smørkage (10-12 Pers.)

Dej
20 gr. gær
1 ½ dl kold mælk
1 æg
½ tsk. salt
1 spsk. sukker
Ca 300 gr. mel
100 gr. Smør

Smuldr smørret i melet, der er blandet med sukkeret. I en skål røres gær, mælk, æg og salt sammen inden det hældes i melblandingen og røres sammen. Der tilsættes mel efter behov, til du har en blød og lækker dej. Stilles til hævning et par timer.

Vaniljecreme
2 dl. mælk
1 tsk. vaniljesukker
2 spsk. sukker
1 spsk. mel

Alt kommes i en gryde og bringes langsomt i kog, koger et par minutter inden det kommes i en skål og film lægges over og cremen køler af.

Remonce
100 gr. smør
50 gr. sukker
75 gr. rosiner

Smør og sukker røres godt sammen.

Glasur
75 gr. flormelis + lidt kogende vand

Ælt dejen igennem og del den i to dele. Den ene rulles ud til en cirkel og lægges i en springform beklædt med bagepapir (ca 24 cm. i diameter) Fordel 1/3 remonce på dejpladen og dernæst fordeles ½ af cremen oven på. Drys ½ af rosinerne over. Rul det resterende dej ud i en rektangel. Fordel remonce, creme og rosiner og rul pladen sammen. Skær i ca. 2 cm skiver og fordel  "sneglene" oven på bunden.


Efterhæver ca. 1/2 time og bages ved 200 grader ca. 35 minutter. Køler lidt af inden den pyntes med glasur.


Så er det bare at sige værsågod :-) Virkelig en gammel klassiker, men stadig yderst gangbar.

Ferien fortsætter - i morgen med FSC audit - en slags eksamen for huset :-) Det kommer der mere om senere.

God tirsdag.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar