Annonce

mandag den 30. oktober 2017

En solbeskinnet lørdag

Ja, det er nu nok lidt afhængig af, hvor i landet man befandt sig :-) Men jeg var i Nordjylland for at besøge min far - og her var vejret fint, lidt blæsende men ellers lunt og fyldt med solskin.

Min søster og jeg forsøger at besøge min far på skift. Vi bor begge på Fyn, så når besøgene ikke er oftere end de er, så vælger vi at sprede dem mest muligt. Og han er bare glad, når vi kommer. Hans ansigt lyser op, når han får genkendt vores stemmer, og det er dejligt.


Besøget blev suppleret med en køretur - ud i det blå, og Ole og jeg nåede en tur rundt om den lokale Møllesø. En sø, der var tørlangt i min barndom, men som blev reetableret i 1979, og nu er groet fint til, og med en sti hele vejen rundt. En dejlig tur - og da især i solskin og med manden i hånden :-)


Vi kiggede også forbi ved mit barndomshjem, som fortsat er til salg. Haven er fyldt med gamle æbletræer, hvor fuglene nu mest får glæde af æblerne. Men der var dog lidt æbler på et træ i forhaven, som vi lige fik plukket ned. De er både lidt runkne, har insektmærker og små revner - men de kan godt blive til en god æblemos senere. Mad med historie har nu en særlig smag :-)

Nu venter en uge med kursus og siden en weekend med blogfødselsdag og Alle Helgens gudstjenester. Så det er vist blot at ønske hinanden en god uge - og komme i gang :-)

Jette

fredag den 27. oktober 2017

Lutter Luther

Hvis nogen synes at Luther har fyldt meget, så er det ikke forkert :-) og så kommer han alligevel med igen i dag.
Det bliver så vist også det sidste - udover, at vi jo hver eneste dag kan glæde os over ting, der trækker tråde tilbage til ham og hans tanker. Idéer og tanker om skolegang, demokrati og charterferie. Det sidste kræver nok en forklaring. Men Luther gjorde op med pilgrimsrejser - de var ikke som sådan Gud velbehaglige. Så når mennesker siden da har taget på tur ud i verden, så er vi mest rejst af egen interesse og lyst, ikke som sådan for at behage Gud - vi er taget på charterferie :-)

På søndag holder vi så en reformations gudstjeneste - den ligner nu ret meget vores almindelige højmesse. Det i sig selv er jo lidt tankevækkende, at 500 år ikke har formået at vende alt på hovedet. Indgangs- og udgangsbøn mangler og så er nadverritualet lidt mere enkelt. Men jeg tror de fleste kirkegængere vil føle sig ret godt hjemme, til trods for at liturgien er ført lidt tilbage.

Vi skal nu også synge en helt ny salme. Der blev op til jubilæet udskrevet en konkurrence om at skrive en reformationssalme - og vinderen blev Holger Lissner, en lokal pensioneret præst, så den salme er det oplagt at synge på søndag :-) Den kan høres her i en norsk udgave.


Der bliver bagt Lutherkager igen.


Som efter gudstjenesten på søndag serveres i selskab med disse Luther øl :-) Desværre bryder jeg mig ikke om øl - men jeg synes, det er lidt morsomt, at der er blevet brygget adskillige varianter i anledning af jubilæet.

Men nu er der også noget med, at man husker bedre det, man både har set og hørt, rørt ved og smagt. Så efter 31. oktober kan vi godt lade Luther hvile lidt - vi skal nok huske ham alligevel :-) 

Du ønskes en dejlig weekend.

Jette

torsdag den 26. oktober 2017

Torsdags tanker

Ja, hvad tænker jeg lige sådan en helt almindelig torsdag ? :-)


Jo lidt på, at jeg i denne uge har mødt alle mine konfirmander og alle mine minikonfirmander. De store - er spændende unge mennesker, med forventninger til tiden til præst og som glæder sig til, at de skal konfirmeres  til foråret.
Og de små - ja de er bare søde og livlige :-) 3. klasse, det er et skønt tidspunkt at møde dem på. Og så glæder jeg mig over, at der er rigtig mange, som har valgt at være minikonfirmand. Det er jo et frivilligt tilbud, så det er et klart tilvalg som børn og forældre har gjort. At opbakningen er så stor, er med til at understrege, at det at lære kirken at kende, møde præsten og høre om Gud, det er noget, de synes er vigtigt og værdifuldt.


Og så tænker jeg i dag på reformationen. Det lyder lidt flot - men på søndag holder vi en reformations gudstjeneste i anledning af, at det i disse dage er  500 år siden, at munken Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg..
En handling som blev startskuddet til, at den katolske kirke måtte tage stilling til store forandringer - så store at det endte med at den protestantiske kirke så dagens lys.

Der var mange ting på spil - og Luther opfattede tingene markant anderledes end paven i Rom. Opgøret i 1517 handlede primært om afladshandlen - dette at man kunne købe sig til sin sjæls frelse. Det var Luther lodret imod.

Hvilket dette citat meget godt antyder:

"Gud har ikke noget at bruge dine gode gerninger til, det har din fattige næste derimod."

Gud har hverken brug for vores gode gerninger eller vores penge - det har mennesker omkring os til gengæld.
Den iagttagelse må siges at gælde også for os i 2017 - 500 år efter at Luther for alvor kom på banen.

Nu tilbage til den prædiken, der skal holdes på søndag :-) og hvor Luther selv til dels får ordet.

God torsdag.

Jette


onsdag den 25. oktober 2017

Fødselsdagslagkage til Peter

I går fyldte Peter 24 år :-) Som den yngste af mine tre børn, ja så er de ved at være så godt og vel voksne. Og dejligt at opleve og se, at de trives og kommer godt i vej - med et lidt gammelt udtryk.

Vi fejrede Peter i weekenden. For med voksenlivet følger også arbejdsdage i hverdagene, så nu bliver weekender dyrebare på en anden måde. Livet som studerende gav nogle andre friheder :-)
Til en fødselsdag hører en lagkage - det blev denne. Ret så klassisk, med fløde, chokolade og jordbær - det smagte lækkert, og kagen er forlængst spist op :-) Den blev lavet uden husblas, så alle kunne spise med.


Fødselsdagslagkage (8 pers)

Lyse bunde:
3 æg
½ vaniljestang, korn herfra
125 gr. sukker
125 gr. mel
60 gr. smeltet smør
3/4 tsk. bagepulver

Bland vaniljekorn med lidt af sukkeret og kom det i en skål sammen med resten af sukkeret og æggene. Pisk til en luftig æggesnaps. Tilsæt det afkølede smeltede smør og pisk godt igennem. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen. Kom dejen i en springform (21 cm i diameter) med bagepapir i bunden og bag kagen ca. 20 minutter ved 175 grader. Køler af og deles i to dele.

Jordbærpure:
400 gr. jordbær (evt. frosne)
75 gr. sukker

Sukker og jordbær blandes og trækker i køleskab, gerne natten over. Blendes.

Chokoladeganache:

65 gr. mørk chokolade, hakket
2 spsk. piskefløde

Bring fløden til kogepunktet og kom den hakkede chokolade i og rør til chokoladen er smeltet. Afkøles lidt, inden den kommes på kagen - der forinden er samlet.

Til samling af kagen:
½ l. piskefløde

Sæt en lagkagebund på et serveringsfad og sæt bageplast omkring. Alternativt kan ringen fra springformen bruges. Pisk fløden til forholdsvis stift flødeskum og kom den i en sprøjtepose med tyl. Sprøjt en kant yderst langs plasten. Fordel jordbærpure inden i - der er lidt i overskud. Dæk puréen med flødeskum og læg den anden lagkagebund på. Pres let, inden den let afkølede ganache fordeles over. Sæt kagen på køl.
Inden servering fjernes kageplast og der sprøjtes flødeskum på siden.


Så er der en ret fin lagkage, som falder i langt de flestes smag :-)

Jeg kunne faktisk godt spise et lille stykke nu - på en grå onsdag morgen :-)

God dag.

Jette

tirsdag den 24. oktober 2017

Ubudne gæster er aldrig velkomne!

Det var slet ikke det, jeg gerne ville skrive om i dag. Men ubudne gæster er virkelig en træls ting og fylder og så er det godt at få lidt luft - ved at skrive.


I går havde jeg for første gang i de 22 år jeg har boet i præstegården ubudne gæster! Men det var foregået så fint, at jeg ikke engang havde opdaget det, før politiet ringede og spurgte, om der havde været nogen inde og om jeg manglede frimærker, smykker og Georg Jensen ting.
Ikke et skab var efterladt åben og ikke en skuffe var væltet ud. Men ikke desto mindre havde en kvinde været huset igennem og samlet ind.

Da politiet ringede, var kvinden i deres varetægt, anholdt og afhørt. Og med alle tyvekosterne på sig. Så jeg skulle blot komme på stationen og genkende det stjålne. En helt surrealistisk oplevelse. Og sikke et administrations arbejde politiet måtte igennem. Jeg kan kun rose deres indsats. Mens jeg lige fordøjer og forliger mig med, at uvedkommende har været indenfor.

En øv oplevelse - men alligevel billigt sluppet.


Håber din dag bliver langt bedre - det gør min nu også. Yngstemanden fylder år, det er da altid værd at fejre.

Jette

fredag den 20. oktober 2017

FSC® certifikat til Kærnehuset

Så har jeg endelig fået både logo og certifikat på sommerhuset :-)

"Mit logo" betyder, at man (med talkoden nederst) kan gå ind og finde huset opført i FSC database med alle certificierede projekter. Der ligger mit lille sommerhus side om side med store projekter og flotte bygninger :-)

FSC står for Forest Stewardship Council ® - en ikke særlig tydelig indikation af, at det handler om bæredygtig skovdrift. Men det er essensen af arbejdet.

At der ikke fældes flere træer end der genplantes
At dyr og planteliv bliver beskyttet
At skovarbejderne er uddannede og har styr på sikkerhed og gives en ordentlig løn

Så når vi køber træ eller papir der har et FSC logo på, så er vi sikre på, at der er styr på miljø og sociale og økonomiske aspekter.
Træet eller papiret er hverken dårligere eller bedre end andet træ og papir, men der er sikkerhed for, at vejen ud til os forbrugere ikke har skadet nogen.


Certifikat og en hel side med opgørelser over, hvilket træ der er brugt, og hvor meget der er brugt og hvor stor en andel af alt træet i byggeriet, der er FSC certificeret. Jeg havde håbet, at godt 90 % al alt træet - konstruktionstræ, beklædning og isolering - ville have været FSC certificeret. Det mål nåede vi ikke - det blev 85,5 % i alt. Men det er nu også ret godt gået.


Jeg mangler stadig at få certificatet tilsendt i fysisk form :-) Når det kommer skal det i glas og ramme!
For det har krævet ekstra tid og penge at få det certifikat i hus - men jeg er nu både glad for og stolt af det :-)


Men det bedste er nu selve huset - selv på en grå oktober morgen!

Nu venter endnu en familieweekend - med gulbryllup og fødselsdagsfejring. Det kan kun blive festligt.

Må du få en dejlig weekend.

Jette





torsdag den 19. oktober 2017

Mine müsliscones

Nu har jeg kaldt mine scones for müsliscones - og det er faktisk ikke helt rigtigt. For efter at have læst om forskellen på müsli og granola - så er jeg blevet klogere :-) 
Og rent faktisk så står der også højt og tydeligt granola på pakken, jeg har fået tilsendt.
Kort sagt, så er forskellen på müsli og granola, at müsli er gryn, frugt og flager blandet sammen, hvorimod granola er de samme ingredienser blandet sammen og så ristet og måske tilsat sukker.

Den pakke, jeg har fået tilsendt, er altså granola - havre, rug og byg, kokos, mandel og blåbær, der er blandet og ristet, men ikke tilsat yderligere sukker. Den sødes alene ved det naturlige sukker, der er i de forskellige ingredienser.


Müsliscones (10-12 små stk.)

200 gr. hvedemel
50 gr. granola eller müsli
75 gr. smør
2 spsk. sukker
½ tsk. groft salt
1½ tsk. bagepulver
1 æg
Ca ½ dl. tykmælk (eller andet surmælksprodukt)

Smuldr smør i mel og müsli, tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen let sammen. Rul den ud til ca. 2 cm. tykkelse og udstik små scones. Bages ved 220 grader i 11 - 12 minutter. Køler af og spises gerne samme dag.


Scones er jo sådan en mellemting mellem en bolle og en kage - jeg synes, den er god bare at dele og spise i små bidder :-)

Det er små scones med smag og lidt at tygge på - det synes jeg godt om :-) Og så tager det ikke lang tid at fremtrylle scones, da de ikke skal hæve. Jeg er lidt tilbageholdende med bagepulver, bryder mig ikke om at det kan smages, men det betyder så, at dejen ikke hæver så meget op under bagningen.

God fornøjelse med at bage scones - de passer perfekt til at spises foran brændeovn og med en god bog i hånden :-)

God torsdag.

Jette 



onsdag den 18. oktober 2017

Mens jeg venter på konfirmanderne ...

Som følge af skolereformen begynder konfirmanderne først at gå til præst efter efterårsferien. Det er på mange måder fint nok - men nu er vi også der, hvor jeg glæder mig til at møde dem og skulle tilbringe noget tid sammen med dem. For hvad man end kan mene om teenagere, så er de altså kvikke og interessante - og som et pust fra en anden verden ind i min noget rolige og teologiske verden :-)


I mit hovede er jeg ved at have styr på første gang, de kommer til kornfimandstuen - men et blik på konfirmandstuen viser, at den ikke helt er klar endnu :-) I dag kommer rengøringshjælpen og fjerner det værste spindelsvæv og støv, og så må jeg i gang med at stille op og få fjernet mit sytøj.
Jeg er i gang med den sidste hynde til sommerhuset, men er gået lidt i stå :-) Den skal jo først bruges til næste år, så det haster ligesom ikke så meget.


Jeg fortsætter med forberedelserne og nyder en tur rundt i haven - det er mildt og venligt udenfor. Og min georgine blomstrer så fint endnu, så den bliver altså ikke gravet op nu, selv om flere havemennesker minder om, at det er ved at være tid til det.

Du ønskes en god dag midt i ugen.

Jette

tirsdag den 17. oktober 2017

Invitation til fødselsdag :-)

Om kort tid fylder bloggen år :-) Den 4. november helt præcist. På en måde er det jo lidt underligt at fejre noget, der ikke som sådan er levende og trækker vejret. Men på den anden side, så giver det anledning til lidt tanker om hvorfor og hvorhen - og hvad er egentlig meningen med at bruge tid på en blog?

Det har jeg ikke lige tænkt helt færdigt omkring - men jeg har tænkt på, at bloggens 4 års fødselsdag skal fejres. De to foregående år har det været lidt sløjt med festivitassen - så i år skal det være anderledes :-)


Derfor inviteres du til både fødselsdag og åbent hus i Kærnehuset lørdag den 4. november kl. 14 - 16.30.

Der vil være kager - Luther lagkage og musliscones. Og så kan Kærnehuset opleves og beses. Et skønt hus udelukkende bygget i træ.


Du behøver ikke tilmelde dig - går din vej forbi er du hjertelig velkommen indenfor. Men hvis du allerede nu ved, at du har tid og lyst til at besøge huset, må du også gerne lige give mig et praj :-)

Jeg vil glæde mig til at vise dig rundt :-) På Instagram (bagningmedbudget) ligger en lille video om huset.

God tirsdag.

Jette

mandag den 16. oktober 2017

En familie weekend

Det har bare været en dejlig weekend - rolig og med tid sammen med hele familien.
Og i går jo begunstiget med det skønneste vejr - en del af dagen blev også brugt i sommerhuset, hvor græsset blev slået for sidste gang i år - tror jeg :-)


En tur forbi vandet nåede vi også. Der er bygget en fin badebro med tilskud af tipsmidler nær sommerhuset. Det glæder vi os over - men jeg har endnu ikke været i vandet. Mon ikke det sker til næste år :-)


Vel hjemme efter Hong Kong turen, har det været dejligt at være i køkkenet og bage lidt igen. Det blev til en tarte tatin (fransk æbletærte) - i min forklædning. Ikke helt på plads endnu - men den smagte nu fint alligevel.


Og så havde Trine og svigersønnen inviteret på aftensmad i går. Super hyggeligt - jeg måtte gerne medbringe en kage til kaffen. Det blev til en citrontærte. Jeg har aldrig før bagt sådan en, men det gik fint og den smagte virkelig godt. Det syrlige citron og søde marengs og så lidt sprød tærtedej - det fungerer :-)
Jeg får skrevet opskrifter senere.

Og så er det hverdag eller efterårsferie - her er det hverdag :-) Men en stille uge, inden det hele brager løs i næste uge med konfirmander, minikonfirmander og meget andet.

God mandag.

Jette

fredag den 13. oktober 2017

Klassisk hindbærsnitte

Jeg har bagt utallige hindbærsnitter :-) og gør det lige igen, for det er bare en skøn kage. Og efter turen til Hong Kong er der også noget rart ved at spise noget, man bare kender smagen af :-)

Nu hvor Den store Bagedyst er begyndt igen, bliver der  pustet til fantasien og lysten til selv at gå i køkkenet. Der er nu ikke meget fantasi på spil her, kun glæden ved mørdej og dejlig hjemmelavet hindbærsyltetøj. Dog ikke lavet i mit køkken, men købt på auktion i forbindelse med en af årets høstgudstjenester.


Hindbærsnitter (6 stk.)

150 gr. mel (jeg brugte 25 gr. grahamsmel)
90 gr. smør
50 gr. sukker
1 æggeblomme fra en sød silkehøne

75 gr. hindbærsyltetøj
100 gr. flormelis

Smuldr smør i mel og sukker til det ligner krummer. Brug gerne foodprocessor, den er virkelig god her :-) Saml dejen med æggeblommen - eller lidt koldt vand. Læg dejen på køl, mindst en time.

Rul dejen ud til et rektangel - ca. 20 x 30 cm. Læg dejen på en plade med bagepapir og skær kanterne rene, skær igennem på langs, så der er to lange strimler.
Bages ca. 10 minutter ved 190 grader. Køler af på pladen, inden der smøres hindbærsyltetøj på den ene del og den anden kommes oven på. Trækker lidt, inden der skæres 6 fine snitter ud.
Kom lidt glasur på og drys med lidt pynt.


Og der er lækre kager, sprøde og smagfulde - perfekt til fredag aften foran fjernsynet :-)

Ønsker dig en dejlig weekend - med vejr, der lader til at give god mulighed for en tur i skoven eller i sommerhus :-)

Jette

torsdag den 12. oktober 2017

Seks glimt fra Hong Kong

Der kommer ikke en lang rejsebeskrivelse her :-) Jeg synes ikke, det er så interessant, med mindre man lige har været der selv.
Men et par glimt er dejligt at dele med andre, men at sidde og gennemse flere hundrede mere eller mindre vellykkede billede, det synes jeg ikke giver mening.
Så jeg har valgt et billede fra hver dag, og så ligger der lidt flere billeder på Instagram: bagningmedbudget.


Hong Kong har utrolig mange rulletrapper. En stor behagelighed. Til højre ses den længste udendørs rulletrappe knap 1 km. lang. Læg mærke til pigen th - sådan gik kineserne ret ofte - med en Iphone i hånden og blikket rettet mod den, så ikke op, men gik bare hurtigt gennem strømmen af mennesker med de sammenstød, det nu gav :-)


Frokost på 12. etage med udsigt over byen. Højhuse overalt - og så dog en grøn park midt i det hele. Læg mærke til hullet i højhuset. Huset er bygget efter Feng Shui principper, og det betyder her, at der skal være hul til at vind kan strømme igennem.


I Hong Kong lever mange religioner og filosofier side om side. Turen gik også forbi et taoistisk tempel - med mulighed for at få beskrevet ens fremtid :-) Jeg fik læst min - den så udmærket ud :-)


Skulpturen Den store Buddha (her på en plakat) - var en gave fra det kinesiske styre til Hong Kong få år før, byen gik tilbage til at være under kinesisk styre. Inden da havde den været en britisk koloni, og var det faktisk helt op til 1997.


Gudstjenesten i en luthersk kinesisk kirke, det var virkelig en god oplevelse. Også selv om vi ikke forstod et ord af det, der blev sagt. Vi havde heldigvis fået prædikenen udleveret på engelsk, så vi kunne læse den selv. Og det var en fin luthersk prædiken. Salmerne var også oversat til engelsk, så her kunne vi bidrage. Og det er altid dejligt at synge sammen.


Vi brugte en dag uden lidt udenfor Hong Kong på to institutioner, hvor der blev undervist i kristendom. Der er ca. 10 % kristne i Hong Kong, men i selve Kina er der langt flere, selv om de i disse år har nogle vanskellige vilkår på grund af det politiske styre.
På Tao Fong Shan fandt vi denne labyrint. Den er tænkt til walking meditation, og minder virkelig meget om den, jeg så på Horne kirkegård på Sydfyn. Det var lidt sjovt.

Tilbage i Danmark - så er Hong Kong meget langt væk, på alle måder. Men det har været en stor oplevelse at få mulighed for at se kirke og kristendom på den anden side af jorden - i en helt anden virkelighed, og dog genkendelig og universel.

God torsdag.

Jette

onsdag den 11. oktober 2017

Retur fra Hong Kong

Så er jeg og mine kollegaer kommet tilbage til Middelfart provsti :-) Efter 9 intense dage på studietur til Hong Kong, er jeg nu landet i præstegården fyldt med masser af indtryk, oplevelser og udsyn - der alt sammen lige skal falde på plads.


Jeg har aldrig før været så langt væk, hvor der har været så stor tidsforskel - så i dag er jeg rejst 6 timer tilbage i tiden. Underligt :-) Men selvfølgelig med en helt naturlig forklaring. Vi mellemlandede i Helsinki i morges - og så var vi jo næsten hjemme :-)
For at mindske jetlag er jeg blevet rådet til at holde mig vågen indtil normal sengetid - så lige nu pakkes ud, vaskes tøj og støvsuges edderkopper, alt sammen for ikke at falde i staver og falde i søvn.


Efteråret er blevet tydeligt i løbet af den sidste uge - men hvor var det dejligt at kunne plukke denne buket ude i en regnvåd have. Den glæder jeg mig over. Alt imens kroppen også skal indstille sig på 15 graders varme og ikke 30 grader. Jeg er nu faktisk fint tilfreds med det danske efterårsvejr :-)

God onsdag.

Jette   

tirsdag den 3. oktober 2017

Cookies med kerner og rosiner

Jeg tilbragte min fridag i Hejnsvig, og mens Ole var på arbejde gik jeg en lang tur og blev enig med mig selv om, at jeg da kunne bage lidt kager, som han kunne spise, mens jeg var i Hong Kong.
Så var der da lidt, der mindede om mig :-)
Cookies er en taknemmelig sag at bage, og den kan fyldes med vidt forskellige smage. Her blev det rosiner og kerner - alt sammen noget, der var på lager.


Cookies med kerner og rosiner (10 stk.)

60 gr. smør/margarine
50 gr. farin
50 gr. sukker
Lidt vaniljesukker
1 æg
125 gr. mel
25 gr. grahamsmel
½ tsk. bagepulver
50 gr. blandet rosiner, græskarkerner og solsikkekerner

Pisk smør, farin, sukker og vaniljesukker sammen, tilsæt æg og pisk igen. Vend de øvrige ingredienser i og bland grundigt. Med en ske sættes dejen i passende portioner på en plade med bagepapir. Trykkes lidt flade.
Bages ved 180 grader ca. 13-14 minutter.

Og så er der kager :-)


Det er lidt bastante cookies - men det har jeg ikke noget imod, når det drejer sig om en hverdagskage :-)

Nu venter kuffert, tog og fly - det er nu ret spændende. Den næste uges tid bliver der ikke skrevet på bloggen, men du kan følge med på Instagram - bagningmedbudget, der kommer helt sikkert lidt billeder undervejs.

God tirsdag - og på gensyn.

Jette

mandag den 2. oktober 2017

Turen går til .... Hong Kong

Det er godt nok langt væk. Og heller ikke helt mit eget førstevalg. Men når muligheden nu bød sig, så er det spændende at skulle afsted. I morgen tager jeg sammen med 11 kollegaer fra Middelfart provsti på studietur til Hong Kong.


Pas, papirer og penge er på plads :-)

Hvorfor dog netop studietur dertil - og hvordan kan det lade sig gøre? Gode og relevante spørgsmål. Muligheden opstod idet en af mine kollegaer for år siden har arbejdet hos den danske sømandskirke i Hong Kong, og den vej igennem havde skabt gode relationer og stort kendskab til området. Så hun har været primus motor og tilrettelagt et virkelig interessant program med masser af besøg i kirker, templer og alskens anderledes kultur og natur.

Og hvordan er det blevet muligt? Som alle andre har præster også et kursus budget - og i flere år har vi sparet pengene sammen og betaler så selv et rimelig beløb, så på den måde blev det økonomisk muligt at komme afsted. Så langt væk :-)

Og på en meget blæsende og våd efterårs dag, så er det faktisk lidt fint at vide, at de næste dage lyder vejrudsigten på sol og godt 25 grader :-)

God mandag.

Jette

søndag den 1. oktober 2017

Enkel og fin blomsterkugle

En del af kirkens personale og et par stykker fra menighedsrådet har været på Kirkens Forum messe her i weekenden. En ret fin messe, der viste alt til brug indenfor den kirkelige verden - alt fra hækklippere til børnebibler og sognerejser :-)

Kirkesangeren og jeg var på blomsterdekorations workshop :-) Lidt uden for vores normale område, men sjovt at lære og se lidt nyt.


Vi lavede hver en lille fin blomsterkugle. Den kan sagtens kopieres og varieres til mange andre udtryk.

Vi brugte:

En våd oasiskugle (diameter 6-7 cm)
Ret mange små hoveder af krysantemum (ca. 4 stilke)
Knappenåle
2 orkideblomster
Noget grønt med hjerteblade eller måske fint efeu

Klip blomsterhovederne af og sæt en nål igennem. Sæt dem fast på den våde oasis kugle. Fortsæt til hele kuglen er dækket. Afslut med orkideer - også sat fast med knappenåle og pynt til sidst med lidt grønt.
Jeg kender ikke navnet på det grønne, som du kan se, men det handler mest om at få en idé til, hvad man selv kan gøre, og måske bruge fra egen have.


Blomsterkuglen blev sat på en fin lille krukke fundet i kælderen.
Dekorationen var tænkt til at sætte på alteret - i en lidt større udgave, eller sætte i bænkerækkerne ned gennem kirken. Men så skal der godt nok laves mange :-)

God søndag.

Jette