Annonce

torsdag den 30. november 2017

En anderledes julekalender - boganbefaling

I morgen er det december og utallige julekalendere skal enten åbnes for første gang, eller første afsnit skal ses i tv. Eller felter skal skrabes.
Men den julekalender, jeg vil fortælle om, er helt anderledes.


Det er nemlig en bog. En lille bog med et kort kapitel til hver dag i december - og ja hele december. Julen strækkes og sidste afsnit læses nytårsaften.
Den er skrevet af Peter AG fra Gnags, og består af små møder og samtaler med mennesker, vi normalt ikke hører sige så meget: kommunalarbejderen, toiletpasseren, den hjemløse og en mand, på invalideknallert.
Det er små rørende og tankevækkende glimt, der sætter meget andet i et nyt perspektiv. Og som det står på bogens bagside: - "så får man lyst til at gå ud og gøre det lidt bedre."

Hvert afsnit slutter med samme hilsen: "Glædelig jul! Ja, tak, i lige måde." En hilsen vi alle bruger, men som får en helt anden tyngde og betydning, når det siges til mennesker, for hvem en glædelig jul er helt anderledes end vores normale forestilling er omkring en god jul.
Måske kunne man tænke, at det var en lidt trist bog - men nej, det synes jeg ikke det er. Den er langt mere tankevækkende. Og så giver den lige fem minutters eftertanke i en måned, hvor det hele ellers godt kan gå lidt stærkt.
Bogen kan købes på forlaget eksistensen.


På den hjemlige arena er pebernødderne blevet bagt, så nu er jeg klar til en plads i sofaen, ild i brændeovnen og første afsnit af forskellige julekalendere :-) Jeg glæder mig.

På den sidste november dag.

Jette

onsdag den 29. november 2017

Lys på træet

Endelig fandt jeg et lille juletræ i potte, som kan stå på terrassen her i december og så siden flytte ned i sommerhusets have.


Det er lidt sjovt, at man kan gå og glæde sig til at få placeret et lille træ midt på terrassen og så få sat en lille lyskæde på - i forventning om, at det vil sprede lys og glæde i den kommende tid. Men det er jo sådan det er!


Her til morgen fik jeg sat lyskæden på og lagt ledningen, så man ikke falder over den. Og nu kan jeg stå inde i varmen og kigge ud på det lille træ.
Det ser måske ikke ud af så meget, men lidt har altså også ret :-)

Kæden er nyindkøbt - med LED lys. Det synes jeg, man bør gå efter, når der vælges lyskæder. De bruger bare langt mindre strøm, end dem, der blev lavet for nogle år tilbage. Jeg har dog stadig nogle af dem liggende, og de kommer i brug, så længe de fungerer. Men når nye købes, så bliver det med LED pærer. Jeg fandt lige denne artikel - den fortæller lidt om energiforbruget ved forskellige lyskæder.

God onsdag.

Jette



tirsdag den 28. november 2017

Chokoladebradepandekage med kokos

Minikonfirmanderne er glade for kage :-) Det er nu helt fint for mig. Så er der mulighed for at eksperimentere med lidt større og mere rusikke kager. I dag blev det en bradepandekage med chokolade og kokos. Nem at lave og meget delsom.


Chokoladebradepandekage med kokos (ca. 20 stk)

5 små æg - mine var silkehønseæg
225 gr. sukker
150 gr. smeltet smør/margarine
1 dl. kokos
75 gr. hakket mørk chokolade
3 spsk. kakao
1½ tsk. bagepulver (evt. brunt bagepulver)
saft af en appelsin
300 gr. mel

Pisk æg og sukker grundigt, let og luftigt. Tilsæt den smeltede og afkølede smør og pisk godt. De øvrige ingredeinser vendes i, så det hele er super godt blandet.
Dejen hældes i en bradepande (ca. 22 x 28 cm) beklædt med bagepapir og bager ved 180 grader ca. 30 minutter. Afkøler i formen, før den skæres i firkanter.


En robust og velsmagende kage. Stykkerne bugter sig i bakker og dale :-) Jeg synes ofte bradepandekager har det med at hæve kraftigst på midten, og så er det svært at lave fine ensartede stykker :-)
Det er som nævnt en god kage - men den, minikonfirmanderne fik i sidste uge, var bedre :-) men variation er nu altid godt.

God onsdag.

Jette

mandag den 27. november 2017

Weekend i øst og vest

Der er blevet kørt og rejst meget i min friweekend :-) Fra øst til vest, fra København til Ringkøbing og sluttende nær Middelfart. Masser af indtryk, megen snak og lidt julestemning.

Turen til hovedstaden foregik med DSB uden problemer overhovedet! Det er nu en behagelig måde at rejse på. Målet var et julesmykket Tivoli.


Og det var det.


Og så sker der bare meget mere i København end i en lille by på Vestfyn :-) En tur med havnebussen er fascinerende, det hele ses fra vandsiden. Og vi mødte et mobilt cykelværksted. Det er da smart! Der aftales tid når værkstedet er i nærheden af ens bopæl og man kan få repareret, smurt og vasket sin cykel.


Julemarked og julepynt og mennesker overalt. Vejret var dejligt, så det var fint at gå rundt og snuse og dufte og se alt muligt og umuligt.


Jeg tror fudge er det helt store i år. I hvert fald så jeg flere boder med kæmpe stykker fudge - i alle mulige smagsvarianter. Nogen bedre end andre. Men der kom nogle stykker med hjem :-) Ud over lidt andre småting, som indtil videre er pakket ned :-)


"Logospotter" - på et vandkrus i Illum :-)

Søndag gik turen mod vest. Et hyggeligt familiebesøg, hvor det er godt at blive opdateret om, hvordan året har været siden sidste besøg.

Og nu hedder det så mandag - men en pebernøddedej i kølelskabet og ret meget arbejde foran næsen af mig.
Velkommen til den sidste uge i november.

God mandag.

Jette 

fredag den 24. november 2017

Kender du To Good To Go ?

Det handler om at mindske madspild. Fire unge mænd fik tilbage i 2015 idéen til at lave et produkt, som kunne være med til at reducere madspil. Det er enorme mængder mad, der bare smides ud i stedet for at blive spist.
De lavede en App! En lille digital dims, der downloades til ens telefon - hvorfra man så kan købe mad, der er lige på vej til at ryge ud. Ikke fordi, det er dårligt, men fordi det er tæt på lukketid i caféen, restauranten, butikken eller hos bageren.

Der kan læses meget mere om To Good To Go her. Idéen bag- er med deres egne ord:
"Ideen bag vores koncept er at give folk adgang til at købe mad, som ellers ville blive smidt ud, til lave priser."


Jeg har downloaded Appen. Og har brugt den før.


Og gjorde det igen i går. I den lokale kvickly kunne jeg bestille en pose med brød - af hvad der nu måtte være tilbage sidst på dagen - hente det mellem  18.30 og 19.30 og betale 30 kr. for det.


Her er, hvad posen indeholdt! Rigtig meget brød, lækre boller og en flot Othellolagkage. Jeg tror også, at jeg var heldig - men det var altså, hvad der var tilbage, og som butikken ikke regnede med at få solgt inden lukketid.

Hvor dejligt! tænker du måske. Og ja, jeg er selvfølgelig også glad for alt det, jeg fik. Men kan ikke lade være med at føle, at det er jo ikke mig, der har brug for at kunne købe lækre brød og kager til 30 kr. Der er mange andre familier, der ville have meget mere glæde af, at kunne hente sådan en pose til den pris.
Samtidig ved jeg jo godt, at det er godt for miljøet, det er bæredygtigt, det mindsker madspild, butikken får lidt penge ud af det osv.
Men det er nok min egen stolthed, der kigger frem og synes, at det også er lidt pinligt at hente sådan en pose! Og faktisk var det Peter der hentede den - og han tænkte lidt det samme - at få så meget brød så billigt, og så sætte sig ud i en god bil og bare køre hjem. Det er ligesom ikke os, det her tilbud er møntet på. Eller ...?

Derfor håber jeg også bare, at mange får øjnene op for Appen her - To Good To Go. Tanken bag er genial.
Men følelsen af, at det er lidt flovt eller lidt pinligt at købe mad på denne måde - den sidder i mig endnu. Selv om jeg jo ikke har gjort noget forkert eller mærkeligt eller underligt. Jeg har jo kun benyttet et tilbud, der er tilgængeligt for alle.

Måske du selv har lyst til at kigge lidt på idéen bag - det håber jeg :-)

Og så vil jeg ønske dig en dejlig weekend.

Jette

torsdag den 23. november 2017

Så blev kagen bagt

Hvilken kage? jo den engelske julekage.
For som graveren ganske fornuftig sagde til mig i går - "jeg ved at du skal bage i dag :-)" og det skulle jeg jo, for fyldet var klar til at komme i kagen.


Og nu står den nybagt og dufter godt. En fascinerende kage, som jo ikke ser ud af meget. Men med en lang, lang holdbarhed og en intens smag, så er den noget ganske særligt. Men bryder man sig ikke om rosiner, så skal man gå langt uden om denne kage :-)


Nu bliver kagen de næste dage overhældt med lidt cognac, inden den pakkes ind i film og gemmes bagerst i køleskabet til midt i december. Så kommer den frem igen og bliver pakket ind i marcipan og pyntet. Det glæder jeg mig til :-)


Fra syværelset har jeg hentet min gamle, gamle julekaktus frem. At den overlever er virkelig tæt på et under :-) Men der var knopper i - og nu får den både lys, vand og varme, så jeg tror, det bliver til fine blomster.

På kanten af en fri weekend - god torsdag.

Jette


onsdag den 22. november 2017

Æblekage til minikonfirmander

At gå til minikonfirmand er både at møde præsten, synge med organisten og høre om kirken - men det er også saftevand og kage :-)
Og med godt 20 små minikonfirmander, så er det godt med en bradepandekage. I går blev det en æblekage med marcipan og hvid chokolade. Det fungerede ret godt, der var kun en enkelt pige, der ikke brød sig om den kombination.
Opskriften er med udgangspunkt i denne - men rettet til, ganget op og uden rosiner :-)


Æblekage med hvid chokolade og marcipan (25 - 30 stk)

5-7 æbler, skåret i tynde både
100 gr. grofthakket hvid chokolade
1 spsk. citron eller appelsinsaft
5 æg
375 gr. sukker
1 spsk. vaniljesukker
75 gr. marcipan i tern
1½ dl. mælk
350 gr. mel
1½ tsk. bagepulver
200 gr. smeltet smør/margarine

Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en dejlig æggesnaps. tilsæt marcipan og pisk let inden mælken piskes i. Vend mel og bagepulver i dejen, rør godt rundt inden der til sidst tilsættes de afkølede smeltede smør.
I en anden skål blandes æblebåde, citronsaft og chokolade.
En bradepande (ca. ½ størrelse af ovnens bradepande) beklædes med bagepapir. Fordel halvdelen af dejen i bunden og glat det lidt ud inden æblerne fordeles over. Slut med den sidste del af dejen. Drys 1 spsk. rørsukker på toppen.
Bag kagen ca. 50 minutter ved 160 grader. Prøv med en tandstik om kagen er gennembagt. Køler lidt af inden den skæres i tern.


Og så har du en virkelig lækker kage :-)

Billederne er i den rustikke kategori i dag :-) Og kigger du godt på bagepapiret, så ser du noget blåt skrift. Det er fordi papiret er genbrug. Første gang det blev brugt, bagte jeg minikonfirmandernes små brød på det - med deres navn skrevet på papiret. I går vendte jeg papiret om og brugte bagsiden. For bagepapir kan altså fint bruges mere end en gang, især, hvis det er noget forholdsvis "tørt" bagværk, der har været bagt på det første gang.

God onsdag.

Jette

tirsdag den 21. november 2017

Den engelske julekage

Nu skal det være :-) Det er blevet tid at samle og blande hele fyldet til den engelske julekage! Så er det lige som om, at forberedelserne til jul for alvor begynder.


Jeg har i år valgt den helt traditionelle udgave - dog suppleret med lidt korender og græskarkerner. Og den syltede appelsinskal er bare helt original - den er købt som pomeransskal i Den gamle Købmandsgaard i Bindeballe.
Nu er det hele blandet og står og dufter dejligt på køkkenbordet, inden det i morgen skal i selve kagen.
Der er virkelig meget fyld i forhold til kagedej. Men er jo det, der netop gør kagen så speciel, tung og smagfuld.
Nu går der en måned før det hele skal smages, så der er noget at glæde sig til.


Nu skrev jeg at juleforberedelserne så småt begynder. Jeg fik faktisk lavet en lille opstilling, da jeg var i sommerhus. Den passer perfekt dernede, for der er kun en enkelt grøn gren i, og den kan let skiftes efter behov.
Jeg har lavet denne dekoration før - det kan du se her :-)

God tirsdag.

Jette

mandag den 20. november 2017

Skøn koncert og tid i sommerhus

Det har været en dejlig - og travl - weekend. Men jeg nåede det hele, og synes bare, det har været så fint. I dag har jeg jo fridag, og det nydes :-)


Lørdag aften var vi til koncert. Det skal man unde sig selv en gang i mellem :-) Ungerne har en gang givet mig et gavekort til musikhuset i Århus, det blev brugt nu. Og med en plads på 2. række, så sidder man godt. Vi kunne se samspillet mellem de dygtige musikere, deres glæde ved at spille sammen og dele musikken med os. Det var folkemusik på højeste plan, og fascinerende, hvad de formåede med deres instrumenter.


At gå en turen gennem Århus by er altså lidt anderledes end at gå en tur gennem Middelfart :-) ikke at der er noget galt med den. Men det lidt hyggeligt at se noget lidt større, lidt nyt og anderledes. Jeg hyggede mig i hvert fald i selskab med mand og Mette. 


Der blev tid i sommerhuset efter gudstjenesten i går. Det er en fornøjelse at komme derned. Og altid spændende at se, hvor hurtigt jeg kan få varmet huset op :-) Den lille brændeovn gør det godt, men at fyre op skal læres, og ilden skal holdes ved lige. Men det er utroligt, at den lille ovn er nok til at holde hele huset varmt og behageligt at opholde sig i.
Rosen er en valgrose. - Jeg sagde ja tak, da en byrådskandidat tilbød mig rosen - vel vidende at jeg ikke ville komme til at stemme på ham. Men partifarven er god nok, valgkredsen er blot en anden.

Jeg runder næsten altid vandet, når jeg er i sommerhus - også i dag. Hvor var der blæst eller skyllet meget tang ind.


Og Diva var med - og den synes også godt om varmen foran brændeovnen :-)

God mandag.

Jette

fredag den 17. november 2017

Gode vaner !

Min øverste chef, Tine Lindhardt, biskoppen over Fyns stift, havde 60 års fødselsdag i går. Og i den anledning havde hun - lidt utraditionelt - formuleret 60 gode vaner.


60 udsagn i tilfældig rækkefølge, som alle for hende udtrykte noget, der var godt at gøre - uden at der skulle tænkes så meget mere over det. For gode vaner er vel det, man gør, fordi det har man gjort rigtig mange gange før - det føles trygt, godt og naturligt.


Og at ændre vaner er en vanskelige proces. Det tager tid - lang tid. Og det er heller ikke mit ærinde, at vi skal til at ændre vaner - nødvendigvis. Men lige at stoppe op og tænke efter, det er nu meget sundt.
At læse Tine Lindhardts mange bud på gode vaner er tankevækkende. For mange af dem er indlysende og ligger lige for - og noget du og jeg allerede gør, uden at tænke nærmere over det - som at sige godmorgen og tage pænt tøj på, når vi går til fest.
Men der er også andre udsagn, som ikke er helt så meget vane - i mit liv i hvert fald. Som at ringe til familien hver lørdag eller hvert år læse en bog, man syntes om da man var ung .....


Nu er det jo heller ikke, fordi at hendes vaner nødvendigvis skal være vores vaner. Men vi kan godt få puffet lidt til vores egne vaner, eller lige tænke lidt over dem.
Og så er det værd at bemærke sig, at hun taler om gode vaner - ikke uvaner eller dårlige vaner. Her har vi nok lettere ved at komme med egne eksempler - som ikke at afleveret biblioteksbøger i tide, eller lade vasktøjet vokse i en bunke på gulvet eller ...


Mit bud på tre gode vaner :

Bag dit eget brød
Tag en middagslur - når det er muligt
Hav god tid om morgenen


En af de gode vaner ifølge biskoppen var at lytte til noget dejligt musik. Det gør jeg så :-)
I morgen aften skal Ole og jeg til koncert i Musikhuset i Århus. Et skønt sted, hvor vi skal lytte til liflig folkemusik spillet af dygtige fynske musikere - Helene Blum og Harald Haugaard. Det kan kun blive en fantastisk aften. Og som vi tillige indleder med at gå på café og bruge en af vore bryllupsgaver - en af de mange oplevelser, som vi også fik.

God weekend.

Jette

torsdag den 16. november 2017

Den allerførste antydning af julepynt :-)

Efterhånden skal jeg virkelig lukke øjne og ører, hvis jeg ikke vil opdage, at advent og december nærmer sig, med al dens tilhørende pynten op :-) Selv i graverens garage spilles julemusik :-)
Det er super hyggeligt, fint og stemningsfuldt - men jeg trækker den stadig lidt.


Men listede alligevel på loftet og genså kasserne med al pynten her til morgen. Og lukkede dem igen og lod dem stå - lige med undtagelse af et par små sølvkugler, som jeg netop var på jagt efter. For på nettet dukker der også en lind strøm af gode idéer op. Karens fine og rustikke hæklede hjerter - dem har jeg prøvet kræfter med. De er et forsøg værd og giver nye muligheder :-)
Og et andet sted fik jeg inspiration til denne lille opsætning.


Et stort glas med grankogler og lærkegrene og lidt sølvpynt. Det meste var i gemmerne og i haven, glasset var jeg i Genbrug og fandt til 10 kr.


Så nu er den allerførste lille antydning af julepynt landet i stuen. Og jeg nyder det. Og allermest at den er ret langtidsholdbar, for der er trods alt over en måned til juleaften :-)

Glædelig torsdag i november

Jette

onsdag den 15. november 2017

Kage til årets sidste menighedsrådsmøde

Jeg har jo frivilligt - og gerne - tilbudt at stå for kage mm til menighedsrådsmøderne her i Kauslunde. Og der er blevet eksperimenteret noget, og smagt en del - og heldigvis er medlemmerne nogle venlige mennesker, som gerne stiller op som smagsdommere :-)

Til årets sidste møde, hvor der også var valg til formand og næstformand, tænkte jeg, at det krævede en flot klage. En glinsende kage med glaze. Jeg har prøvet en enkelt gang før - glazen blev fin, men kagen kunne være bedre :-)
Så denne gang blev bunden ændret - til en browniebund. Det er stadig en meget massiv bund, men med nødder i og lidt mere mousse på toppen, så gik det faktisk okay :-)


Kage med browniebund, bærmousse og glaze (8-10 pers.) 

Browniebund

2 æg
150 gr. sukker
100 gr. chokolade
80 gr. smør
2 spsk. kakao
100 gr. mel
1 tsk. vaniljesukker
50 gr. nødder, grofthakkede (mandler, hasselnødder og græskarkerner)


Smelt smør og chokolade ved svag varme. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til dejlig æggesnaps. Pisk kakao i og siden den let afkølede smør/chokolade blanding. Vend mel og nødder i og rør grundigt rundt. Hæld dejen i en springform (ca. 21 cm. i diameter) med bagepapir i bunden.
Bages ved 175 ca. 35 minutter og afkøler i formen.

Bærmousse

200 gr. bær (brombær, jordbær, ribs eller andre)
50-75 gr. rørsukker
1,25 dl. ymer/tykmælk
2 dl. piskefløde
2½ blad husblas

Lad bær og sukker trække nogle timer, og giv det så et opkog. Udblød husblas i koldt vand 15 minutter, vrid vandet af og dump dem i den varme frugt kompot. Kan eventuelt blendes. Når det er lunkent røres tykmælk i. Pisk fløden til flødeskum og vend den i massen.
Placer den kolde browniebund på et fad, sæt kageplast omkring og hæld moussen over. Sættes på køl et par timer og dernæst en time i fryseren, inden glazen hældes over.

Glaze

40 gr. glucose
80 gr. sukker
1 ½ dl. piskefløde
100 gr. hvid chokolade
2 blade husblas
lidt farve

Sæt husblas i blød i et kvarter. Bring glucose, sukker og fløde i kog, tag det af varmen, knug vandet af husblas og smelt den i den varme væske. Flødeblandingen hældes over den hakkede hvide chokolade - i en høj beholder. Blendes sammen og tilsættes lidt farve. Køler af til lunken.
Placer kagen på en rist med en tallerken under - hæld glazen over. Løft forsigtigt kagen op og sæt den på serveringsfadet.


Pyntes så efter fri fantasi :-) Her med lidt marcipanblomster.
Det er altså lidt fascineredne med den spejlblanke overflade.


Det sidste af kagen :-) i dagslys, derfor farveforskellen. Lyset om dagen er bare bedre :-)
På en smuk novembermorgen.

God onsdag.

Jette

tirsdag den 14. november 2017

Terrassens fine gelænder

Sommerhusets store terrasse blev påbegyndt allerede i maj måned. Da det var virkelig varmt. Ole stod for udregninger og havde ansvaret for projektet - jeg gav blot en hånd med.


Det var skønt vejr tilbage i Kristi Himmelfarts dagene :-)
Gelænderet er lavet af den samme slags træ som selve terrassen (cumaru), men vi har fået brædderne savet op i halv bredde.


Der blev regnet meget, inden det første hul til en kommende gelænderstolpe blev savet ud.


Her er en af de første lodrette stolper sat fast. Der er blevet savet små huller ud til alle stolperne. Der er lige lidt luft omkring, så der er plads til at følge årstidernes varierende luftfugtighed og vandmængde.


Det tager tid at lave et gelænder :-) sollyset viser det meget godt. Her er alle lodrette stolper sat fast og de første tværbrædder sat op med skruetvinger.


Her er begge rækker af tværbrædder kommet på. Gelænderet er lavet af cumaru, og det er hårdt træ, så der er blevet boret for, inden hver skrue kunne skrues i. Øverst mangler der at blive sat en vandret liste hele vejen rundt.


Og så blev de sidste stykker træ sat på - skørterne for neden. Det afsluttede indtrykket, og hvor havde vi glædet os til at de kom på :-)

Nu er terrassen klar til at blive indtaget igen til næste år. Lige nu er det bedst at sidde inden for og nyde det færdige resultat. Ole har virkelig gjort det godt !!

God tirsdag.

Jette

mandag den 13. november 2017

Chokolade med skumfidus, m&m og digestive

Dette er ikke en almindelig kage. Den skal slet ikke bages. Det er mest fyldt chokolade - eller chokolade fyldt med gode sager.
Opskriften er blevet overdraget (af Oles kollega) - med ord om, at jeg gerne lige måtte afprøve den :-) Og chokolade og kiks synes jeg altid er en god kombination, og her blev den lidt udviddet - og det smager ganske fint. Det minder lidt om en gammeldags kiksekage - den skulle også nydes i små mængder :-)


Chokolade med skumfidus, m&m og digestive

150 gr. chokolade (evt. halvt lys og mørk)
60 gr. smør
1½ spsk. sirup
100 gr. digestive (groft knust)
50 gr. små skumfiduser (eller store klippet i stykker)
25 gr. m&m

Kom chokolade, smør og sirup i en gryde og smelt det ved svag varme. Hæld 50 gr. af blandingen i en lille skål og gem til senere. Kom de øvrige ingredienser i det resterende og rør det hele godt sammen. Kom massen i en lille form (ca. 15 x 15 cm) og glat overfladen. Hæld det sidste chokolade over og stil massen på køl - gerne til næste dag.


Skæres ud i små firkanter - de er temmelig bastante :-) Så noget kaffe vil gøre godt til disse stykker.

God og smuk november mandag ønskes du.

Jette

fredag den 10. november 2017

Tebirkes med chiafrø

Det er jo tid for den store bagedyst - og jeg kigger med. Og får ind i mellem lyst til at prøve kræfter med nogle af udfordringerne.

Forleden var det butterdej, der skulle laves og rulles ud igen og igen. Det har jeg aldrig rigtig gjort, og overvejede at forsøge, men endte med noget, der minder mere om wienerbrødsdej.
Jeg valgte at komme lidt chiafrø i - de måtte kunne veje lidt på den sunde side. For der skal bruges ret meget fedtstof til den slags dej :-)


Tebirkes med chiafrø (8 stk.)

1½ dl. kold mælk
½ dl. vand
1 spsk. chiafrø
15 gr. gær
1 tsk. groft salt
1 tsk. sukker
ca. 240 gr. mel
100 gr. smør/margarine

Rør chiafrø og vand sammen og lad det stå et kvarters tid, før mælk, gær, salt og sukker tilsættes. Rør gæren ud og kom mel i til dejen kan æltes. Sæt den til hævning en times tid ved køkkentemperatur. Jeg tog smør og margarine ud af køleskabet, så det blev lettere at arbejde med - synes jeg.
Ælt dejen igennem igen og rul ud til en firkant, hvor smørret lægges på midten (i skiver) fold dejen ind over, så du får en lukket pakke.


Læg på køl et kvarters tid.
Inden den tages ud og rulles ud til en rektangel - uden at der går hul på dejen - og foldes så sammen i tre lag. Og lægges på køl igen i et kvarter. Gentag udrulningen endnu to gange. Det er lettere end det måske lyder :-)
Efter sidste foldning rulles igen ud til et rektangel og der skæres 8 birkes (gøres lettest med en pizzaskærer)
Pensl dem med lidt vand og drys birkes på, efterhæver 20-30 minutter og bages så ved 180 grader i ca. 20 minutter. Køler af på pladen, for noget af fedtstoffet smelter under bagningen, det "suges" ind igen, mens de køler af.


Det er en lidt tung sag - men smager ret fint. Især nybagt - som alt andet gærbrød :-) Og lidt festlige er de. Og ser jo helt anderledes ud i forhold til traditionelle boller.


I Netto fandt jeg disse fine roser - til 12 kr. De måtte altså med hjem og lyse op i november.

Rigtig god weekend.

Jette