Annonce

fredag den 1. december 2017

5 ting, jeg gerne vil i december

Egentlig er det en umulig opgave jeg har givet mig selv - at nævne 5 ting, jeg gerne vil her i december. For der er jo rigtig mange ting, jeg gerne vil, og nogen af dem, kommer helt af sig selv.
Men her er 5 ting som jeg helt klart vælger til:


Bage brunkager Jeg nåede det faktisk her til morgen - var på lynvisit i sommerhuset og bagte en portion her til morgen. Ren hygge :-)


Gå til julefrokoster - jeg bliver ikke træt af sild, æg og karrysalat og ris alamande med kirsebærsauce. Det ind imellem er jeg lidt mere afslappet omkring :-) Den første julefrokost venter allerede i aften - sammen med menighedsråd og personale og deres ægtefæller. Det bliver ret hyggeligt, konfirmandstuen er allerede fint pyntet.

Se julekalender i tv. Jeg ved ikke, hvad der bliver vist, det er heller ikke så vigtigt - det gode er gentagelsen, hyggen og stemningen.


Pynte min engelske julekage. Den er stadig i eksil, men kommer frem om et par uger, og så bliver den fint pyntet. Jeg glæder mig allerede til at dele den med dejlige mennesker - der sætter pris på rosiner :-)

Være sammen med min familie - inklusiv en tur eller to Nordpå, op til min far på plejehjemmet. Og så håber jeg på en overnatning i sommerhuset sammen med familien - det ville være mega hyggeligt at pynte op til jul i det lille træhus :-)

Og så gøre meget, meget mere. Blandet med forventning og glæde, som er to hovedord her i december.
Synge salmer og sange. Det er lidt som om oplevelser og traditioner står i kø i denne måned. Måske var det derfor en udtrykte det således sidste år: "Jeg ville ønske alle dage i året var decemberdage" Det bliver nok i overkanten. Men hvis vi kunne tage lidt af det gode, som december også er fyldt med og dele det ud på resten af året, så var det nok heller ikke så dumt. At være ødsel med opmærksomhed, venlighed og gavmildhed.

Jeg vil slutte med et vers fra en af de nye salmer, som passer fint ind her ved adventstidens begyndelse:

Nu er det advent! Kristus-tiden kommer,
og selv i mørket lufter det af sommer,
så håbet blusser op hos alle triste,
når Guds folk tænder lys på grønne kviste. (Holger Lissner 1994)

Glædelig 1. december - og god weekend.

Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar