Annonce

fredag den 8. december 2017

Boller med risengrød

Forleden var jeg til julefrokost - noget af det, jeg gerne deltager i her i december :-)
Jeg skulle blandt andet medbringe risalamanden. Vi var godt 20 deltagere, så jeg kogte ret meget risengrød for at være sikker på, at der var nok :-) Og fik også rørt hele portionen op med sukker, vanilje og mandler - men kunne til sidst godt se, at jeg vist havde fået lavet lidt rigeligt. Den del af grøden, der blev i overskud, er nu kommet i boller.
Og det er ikke nogen dårlig ide. Ud over at det er lige spot on, når det handler om stop madspild :-), så smager bollerne fint, er let svampede og lækre.


Boller med risengrød (12 stk.)

200 gr. kold risengrød
2 dl. vand
15 gr. gær
2 spsk. olie
1 silkehønseæg (el. almindeligt æg)
1 tsk. groft salt
75 gr. grahamsmel
350 - 400 gr. hvedemel

Kom risengrød og vand i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt de øvrige ingredienser, men hold noget af hvedemelet tilbage. Ælt til en blød dej. Sættes til hævning et par timer. Æltes igennem igen, og der skal nok mere mel til - formes til boller, sættes på plade med bagepapir og efterhæver ca. ½ time inden de bages ved 200 grader i ca. 20 minutter. Køler af på en rist.


Jeg tilsatte ikke sukker, fordi grøden allerede var sødet, men ellers kan der fint tilføjes 1 spsk. sukker til opskriften.

Bollerne kommer med i sommerhus. For et andet af mine "det vil jeg gerne i december" sker i weekenden - hele familien samles og overnatter i sommerhuset. Det bliver bare mega hyggeligt.
Så nu pakkes bilen med dekorationer, gran og mad - jeg glæder mig til en dejlig weekend.

Og ønsker dig en skøn 2. søndag i advent weekend.

Jette

2 kommentarer:

  1. Det må jeg prøve - jeg koger ALTID for meget risengrød :-)
    Kh, Karen

    SvarSlet
  2. God fornøjelse med bollerne :-) knus Jette

    SvarSlet