Annonce

mandag den 30. januar 2017

Bloggen drosler ned ...

Det er lidt træls - men der er ikke timer nok i døgnet til at gøre alt det, jeg gerne vil. Og bloggen tager tid - god tid, men det kan ikke helt gøre det :-) Så i den kommende tid, vil det primært være den ugentlige opdatering af sommerhusets videre opbygning og færdiggørelse, der kommer her på bloggen.

Jeg håber, du stadig har lyst til at læse med. Måske opskrift indekset indeholder en enkelt opskrift på et brød eller en kage, der kan inspirere :-)

Kærlig hilsen
Jette

torsdag den 26. januar 2017

En uge senere (3) ...

Det skrider fremad :-) Der bliver mere og mere hus, og flere og flere ting falder på plads.


Der er kommet cedertræ på den sidste side mod øst, og gjort klar til, at vinduer kan komme i :-) Brændely står meget tæt på terrassen, så der er ikke langt, når der skal hentes brænde :-)

Jeg har besluttet - lidt nørdet, jeg ved det :-) - men jeg vil have mit hus FSC certificeret. Og derfor skal der udfyldes skemaer og andet, som dokumenterer, hvor træet kommer fra, hvor meget der er indkøbt og hvor meget der er brugt - og dermed også hvor meget der er i overskud.


Så når hele byggeriet er færdigt, skal træet sorteres og spildet gøres op. Forhåbentlig er der ikke for meget træ tilbage, - indtil videre ser det ret beskedent ud.


I sidste uge manglede der en bjælke, for at spærene kunne sættes op på sydsiden af huset. Bjælken er nu kommet på plads, og undertaget er lagt op, så der nu næsten er klar til, at tagmanden kan komme til.


Der er kommet det første vindue i - og Mette syntes det var lidt komisk, for jeg skulle lige prøve at åbne det :-) og det åbnede bare så let, helt som det skal være.


Og så fik jeg overrakt min nøgle i går :-) Der var nu stadig åbent overalt, men som tømreren sagde, næste gang I kommer herned, så vil huset være låst!
Så da vi kom hjem, blev nøglen straks sat i den fine nøglering, mine børn gav mig i advents gave i 2015 :-) Endelig kom den i brug!

Jeg glæder mig til at fortælle videre i næste uge ...

Jette


onsdag den 25. januar 2017

Bagte portobello svampe

Bagning - det kan man heldigvis foretage med mange ting - også andet end kager :-)

Jeg prøvede i aftes at lave noget, jeg aldrig før har hverken fået serveret eller selv prøvet at lave. Men som på reklamefotos så indbydende ud. Bagte portobello svampe. Og Netto har i denne uge meget øko grønt på tilbud, så var det med at springe til :-) Her læste jeg lidt mere om selve svampen :-)

Nu lå så en pakke portebello svampe i køleskabet, og ventede på en ny fremtid. Det fik de som nævnt i går, og det blev udemærket. Serveret sammen med et nybagt foccacia brød og noget gravet laks - ja så blev det til et enkelt og - synes jeg - lækkert aftensmåltid. Indtaget sammen med de to yngste børn, som lige er hjemme. Det er ret hyggeligt :-)
Deres begejstring for svampene var dog minimal - de sprang over :-) Men det skal nu ikke afholde dig fra at gøre et forsøg.


Bagte portobello svampe

3 svampe
olie, flagesalt og peber
3-6 skiver gedeost
1 tomat
(1 tsk. tørret basilikum)
lidt mere olie, salt og peber

Bræk roden af svampene og læg dem med bunden op af i et ildfast fad. Dryp lidt olie inden i og drys med salt og peber. Fordel nogle tynde skiver gedeost i hulrummet. Tomaten skæres i små tern og fordeles oven på osten - som så igen krydres med salt, peber og evt. basilikum. Jeg glemte det i farten. Dryp til sidst lidt mere olivenolie over.
Bages ved 200 grader 10 - 15 minutter.


Mine svampe var mega store, jeg tror lidt mindre svampe kunne være lige så interessante. Jeg skal prøve igen - måske med andet fyld. De indbyder i hvert fald til at blive proppet med gode sager :-)

God onsdag.

Jette



tirsdag den 24. januar 2017

Grantræ og vintergæk

Der er blevet plantet endnu et træ på grunden :-)


Da jeg overtog den for 1½ år siden, blev der som det første rodfræset 14 stubbe. Og jeg har en idé om, at de skal erstattes med nye træer. Mindre træer. Og jeg er begyndt - nummer to blev plantet i weekenden. Det lille grantræ, der først havde gjort gavn som juletræ på terrassen.


Udenfor kontorets vindue er plænen pludselig blev fyldt med hvide prikker. Og det er ikke sne - nej, det er de fineste små vintergækker!

Vintergæk

Grøn og hvid, grøn og hvid,
minder du om forårstid
over jord, over jord
du er større, end du tror.

Det er et af versene i et digt, som Michael Nielsen har skrevet. En hyldest til blomsten, der trofast vender tilbage, og minder om forår. Selv om vi endnu ikke er nået til kyndelmisse, så lysner det, og længslen efter forår og varme sidder i os.

På en grå og diset januardag.

Jette

mandag den 23. januar 2017

Mikro bradepandekage - med kokosmarengs

Jeg synger fortsat med i nabosognets kor - til stor glæde og inspiration. Det er ikke så ofte, at jeg kan være med ude at synge, da koret oftest synger om søndagen ved gudstjenester, men jeg kan være med til at øve - og nyde medlemmernes selskab, og det er ret fint.

Der er altid pause i øvningen, hvor der drikkes kaffe og spises kage og snakkes :-) en vigtig del af det at synge i kor :-)
Jeg skal have kage med i aften - sidste gang var det en lidt større og finere kage jeg tog med. I aften bliver den denne mikro bradepandekage - bare i stor størrelse. Inspirationen kommer herfra


Mirko bradepandkage med kokosmarengs top

75 gr. smør
75 gr. sukker
1 tsk. vaniljesukker
1 æggeblomme
30 gr. marcipan
½ tsk. bagepulver
125 gr. mel
3/4 dl. mælk

Marengs
1 æggehvide
75 gr. flormelis
25 gr. kokosmel

3 - 4 spsk. appelsinmarmelade

Pisk smør, sukker og vaniljesukker godt sammen. Tilsæt æggeblomme og revet marcipan og pisk igen. Vend dernæst mel, bagepulver og mælk i dejen og fordel den i en lille form. Jeg brugte en rund form (ca. 19 cm. i diameter) Bag kagen ved 200 grader i 15 minutter.
Imens piskes æggehviden stiv. Kom så flormelis i og pisk igen til en lækker marengs. Fold kokosmel i til sidst.
Når kagen er forbagt, tages den ud af ovnen og marmelade fordeles på kagen og toppes så med kokosmarengs. Bager videre ca. 20 minutter ved 150 grader.


Kokosmarengs og let bitter appelsinmarmelade og god kage - det fungerer :-)

Weekenden er bare gået hurtigt og dejligt :-) Det blev også til en tur forbi sommerhuset, og det går bare fremad.


Nu er de første brædder lagt til den overdækkede terrasse - og i det skønneste solskinsvejr blev der drukket en kop kaffe. - Og drømt om, hvordan det bliver, når det hele er færdigt. Men hyggeligt var det også her :-)

God mandag.

Jette

fredag den 20. januar 2017

Fredags glimt

Fredag er normalt prædikenskrivningsdag - og det er det også i dag :-) Men der er også gang i andre ting.


Der er blevet lavet grape-appelsin marmelade - for første gang i mit køkken. Inspirationen kom forleden, da jeg læste Karens indlæg og så de mange flotte gule glas med nylavet marmelade. Sådan noget måtte jeg også prøve. Og det er vel netop idéen med blogs - at de kan inspirere og få andre til at forsøge selv.

Appelsinmarmelade er som minder fra barndommen. Min mor har lavet rigtig meget appelsinmarmelade - en tradition hun havde taget med tilbage fra sin tid i England.
Hele køkkenet dufter nu så dejligt af appelsin.
Min marmelade blev lidt mørkere - den kogte længe nok - jeg var lige midt i en tanke om dåben og så løb tiden :-)

Der er  - naturligvis - også bagt brød. Både mand og børn er her i weekenden, så noget brød bliver spist. Jeg forsøgte denne gang med at lave dejen i aftes, stillede den køligt (i konfirmandstuens køkken) og bagte det her til morgen.
Det fungerede fint - dejen fik lov at efterhæve og få lidt køkkentemperatur, inden den kom i ovnen. Jeg brugte denne opskrift og lavede så blot et brød i stedet.


Og så er alle lapper blevet syet sammen - nu venter monteringsarbejdet - det bliver også lidt sjovt.


Og se så lige - på en lidt grå dag. En nyudsprungen orkide, på en ældgammel plante. At det lykkes, er mandens fortjeneste, han pusler om og vander blomster noget bedre, end jeg gør :-)

Med ønsket om en dejlig weekend.

Jette

torsdag den 19. januar 2017

En uge senere (2) ....

Nu sker der noget med Kernehuset - alias sommerhuset.
Jeg har besluttet, at lave en ugentlig opdatering omkring husets færd. Lidt for at dig, der læser med og synes at sommerhusbyggeri er temmelig kedeligt - så har du mulighed for at springe over i dag :-)
Men den ugentlige opdatering er samtidig en god måde at få samlet op og sat lidt styr på billeder og kronologi i proccessen :-)


Siden sidst er der kommet mere ceder træ på.


Der er kommet spær på -


og undertag og tagbrædder ovenpå - i den ene side af huset. Der er faktisk også sat underbeklædning, vindskeder og tagrende på. Tagrenderne er i aluminium, de er lette, vejer ikke meget og så er de miljøvenlige og genanvendelige. Du kan læse mere om aluminiumstagrender her


Det virker måske lidt ulogisk kun at bygge den ene side af huset færdigt - men det skyldes, at der mangler et stykke træ. Sydsiden af huset bliver en overdækket terrasse, og bjælken, der skal gå på langs af huset, blev leveret som limtræ - og ikke fuldtømmer, som aftalt. Og fuldtømmer er lidt sværere at skaffe og skal være godt tørt før det bruges. Men nu er bjælken bestilt og på vej, kommer i løbet af denne uge. Og så sker der noget på denne side af huset :-)


Der er blevet holdt byggemøde igen. Udendørs og ret koldt, men godt og opklarende. Her ses de to seje tømrere, far og søn, og Niels fra Green House.
Min næste opgave er at få indkøbt en skorsten/skorstensrør. Så jeg må på nettet igen :-)

God torsdag - og på gensyn om en uge, med nyt fra byggepladsen :-)

Jette

onsdag den 18. januar 2017

Mit monkeybread

Jeg har ikke hørt om monkeybread før :-)
Det siger nu heller ikke så meget, men forleden så jeg et billede af et brød indsvøbt i lækker kanelremonce. En kanelsnegl i ny forklædning. Det måtte ligesom prøves.

Efter at have været til byggemøde - udendørs i 3 graders varme, så var det helt fint at komme hjem til et nybagt monkeybread :-)


Monkeybread

1½ dl. mælk
15 gr. gær
1 æg
½ tsk. groft salt
1 tsk. kardemomme
1 spsk rørsukker
25 gr. smeltet smør
50 gr. grahamsmel
ca. 200 gr. mel


Rør gæren ud i mælken og tilsæt de øvrige ingredienser - hold lidt at hvedemelet tilbage. Det varierer lidt, hvor meget mel dejen kan optage. Æltes godt igennem og stilles til hævning et par timer.

Remonce
50 gr. smør
75 gr. rørsukker
2 tsk. kanel

Smelt smørret og afkøl det lidt. Bland sukker og kanel til kanelsukker.
Når dejen er hævet, æltes den igennem igen og deles i små kugler, der trilles runde og bades i smør, inden de rulles i kanelsukker.


Kom kanelkuglerne i en form - jeg brugte min lille slip-let form, og brugte ikke bagepapir. Hvis der er lidt smør og kanelsukker tilbage hældes det over kuglerne til sidst. Efterhæver, mens ovnen varmer op til 175 grader. Brødet bager ca. 25 minutter og køler af i formen.


Jeg ved ikke, hvorfor brødet hedder et monkeybread - måske fordi at man som en anden abe kan brække et stykke brød af og gumle på det :-)
Uanset hvad, så smager det rigtig dejligt! En lille bolle omgivet af kanelsukker, det passer perfekt på en kold dag.

God onsdag.

Jette

tirsdag den 17. januar 2017

En kold januardag

Blot en helt almindelig dag i januar - kold og med lidt sne. Vinter, som det skal være nu.


Hund og kat er kun ude i det omfang, de synes, det er nødvendigt :-) Den lune brændeovn er et hit blandt både dyr og mennesker.

I "100 salmer" fandt jeg dette vers, som rammer meget godt årstidens stemning:

Gå langsomt nu
i disse korte dage,
naturen hviler, kræfterne fornys,
til solopgangen kommer fra det høje
og vinterbuske blomstrer i hans lys. ("100 salmer", 801,5)

God tirsdag.

Jette

mandag den 16. januar 2017

Fladt madbrød

Aftensmaden i aftes var en skøn gang kylling i masser af krydderier - opskriften fandt jeg hos Valdemarsro.
Til retten passede det også fint med noget brød, så det blev til et fladt madbrød. Let at bage og så smager det rigtig godt, og kan ristes dagen efter :-)


Fladt madbrød

2½ dl. koldt vand
2 spsk. olie
1 tsk. groft salt
10 gr. gær
100 gr. durummel
ca. 300 gr. hvedemel

Pynt nigella frø

Rør gæren ud i vandet og tilsæt de øvrige ingredienser. Hvedemelet lidt af gangen. Æltes godt igennem og sættes så til hævning en 2 - 3 timer.
Når det er ved at være spisetid, tændes ovnen på 225 grader. Dejen æltes igennem og rulles ud til et fladt rundt brød. Lægges på en plade med bagepapir og brødet prikkes grundigt med en gaffel. Drys nigella frø over og dryp med lidt olie til sidst.
Bages ca. 15 minutter. Afkøler lidt, og så har du et lækkert brød. Det rækker til 5-6 personer.


Weekenden har budt på både 70 års fødselsdag og lidt maler arbejde. Sternbrædderne til sommerhuset har fået en gang linolie.
Nu er de tilbage på grunden og venter på husets videre fremfærd.


En tur ned til vandet blev det også til - i helt stille vejr og med en smuk skumring og masser af svaner på vandet.

Mandagen nydes - og så venter en ny arbejdsuge :-)

Jette

fredag den 13. januar 2017

Kæmpe cookie med salte pistaciekerner

Det er fredag, og der er ikke mere kage i huset - så der må lige bages en lille kage.
Den er inspireret af en, jeg har lavet før, men nogle af ingredienserne er byttet ud. Så i denne bruges almindelige salte pistaciekerner og mørk chokolade.
Det er virkelig en hurtig lille sag at lave, og smager godt - men gør cookies ikke altid det :-)


Kæmpe cookie med salte pistaciekerner

35 gr. smør
75 gr. rørsukker
1/4 tsk. groft salt
1 æggeblomme
25 gr. havregryn
50 gr. mel
25 gr. salte pistaciekerner
25 gr. chokolade

Rør smør og sukker sammen, tilsæt æggeblomme og pisk det godt sammen. Hak pistacie og chokolade groft og bland det i dejen sammen med salt, havregryn og mel. Rør det sammen - det kommer ikke til at hænge helt sammen, det smuldrer lidt. Kom dejen i en lille tærteform (ca. 15. cm i diameter) og pres dejen godt sammen. Bages ca. 15 minutter ved 200 grader. Afkøles.

Chokoladeganache

50 gr. chokolade (evt. halv lys og halv mørk)
25 gr. piskefløde
1 tsk. glucosesirup

Varm glucose og piskefløde op til kogepunktet og hæld det over den finthakkede chokolade. Rør til det hele har samlet sig til en glat og skinnende masse. Hældes over den kolde cookie kage og sættes på køl.


Nu er den klar til at servere - og spise :-)

Og så blev det weekend - jeg håber du får en dejlig weekend.

Jette

torsdag den 12. januar 2017

En uge senere (1) ...

Så er det præcis en uge siden, at huset ankom på en stor lastbil. Og med et blev alle drømmene ret så håndgribelige. Især da huset blev rejst på blot en dag. Siden er det gået mere roligt - men stadig fremad.

Det er tydeligt, at det er et hus, der er indvendigt lavet skelet til skillevægge, så det er muligt at forestille sig/drømme om, hvordan det en gang kommer til at se ud :-)


Hele nordsiden er nu blevet beklædt med det fineste FSC red western cedar. Det dufter så dejligt og ser bare godt ud :-) Det er meget hårdt træ, og der skal ikke gøres noget ved det. Med tiden bliver det mere gråligt.


Det havde regnet hele dagen, da jeg tog billedet, derfor farvespillet i træet.
Der er ankommet vinduer og glasdøre fra Outline. Et vinduesfirma, som også leverer vinduer og døre i FSC certificeret træ.


Der kommer en del vinduer i og den overdækkede terrasse bliver også til dels omkranset af glas. Jeg glæder mig allerede til at sidde der og kigge ud ...

Derudover der er kommet byggeskilt på grunden. Jeg troede egentlig at sådanne skilte var for at reklamere for de håndværkere, der arbejde på et byggeri. Men det er faktisk lovpligtigt.


Det er i et forsøg på at komme sort arbejde til livs, så fortæller skiltet her, at der er styr på løn og arbejdsforhold. Tømreren er fra Augustenborg - det synes langt væk - men faktisk kører han kun 10 km - resten af vejen sejler han (Bøjden - Fynshav) Det er da lidt smart :-)

På vej mod et sommerhus ...

God torsdag.

Jette

onsdag den 11. januar 2017

Linolie til træværk

Mit sommerhus er jo et typesommerhus - men med FSC certificeret træ, ingen trykimprægnering, ingen plastdamspærre og lignende. Og med yderbeklædning og terrasse i hårdt træ (western red cedar og lærketræ), som kræver nærmest ingen efterbehandling - i hvert fald først om nogen år.
Green House står for opførelsen af råhuset - så jeg skal først selv i gang, når huset er helt lukket - med tag og vinduer og døre isat.

Men sternbrædderne var leveret ubehandlet. Det var der ikke noget forkert ved - men det betyder jo, at de ikke har fået olie eller anden behandling. Og for at forlænge deres levetid, må de have noget olie - og det er lettest at gøre inden de bliver sat op.

Så i weekenden skal der males brædder - blandt meget andet :-)


Nu er linolien og penslerne købt.
Men hvorfor netop linolie ? Det er det mest miljøvenlige og et naturligt produkt - og kendt op gennem århundreder. Her er nogle fakta fra Genbygs hjemmeside:

Fakta om linolie:

Linolie udvindes af hørfrø, og har været brugt til overfladebehandling siden 1600-tallet. 
Der er forskellige typer af linolie med meget forskellige egenskaber. 

De små molekyler i koldpresset linolie mætter og plejer udtørret træ - og så er linoliebehandlede overflader både vandafvisende og diffusionsåbne. Det har stor betydning for træets holdbarhed, da træets fjende nr. ét er en vedvarende høj fugtprocent, hvis konsekvens er råd- og svampeangreb.

Den rå linolie er enten koldpresset - også kaldet jomfruolie, varmpresset eller ekstraheret og klaret. 
Den koldpressede olie regnes for den bedste, og har den største indtrængningsevne på grund af den fine molekylestruktur, samtidig og færrest urenheder.

Så meget om olien - men ordet gav mig også en ny viden :-) For tidligere hed hør lin - det genkendes i linned. Nu giver det bedre mening, når min mor talte om sengelinned eller hørlinned - som jo egentlig har været dobbeltkonfekt. Stof vævet af hør kaldes linned.

Men i dag handler det mest om at stå fast :-) det blæser ret meget.

God onsdag.

Jette

tirsdag den 10. januar 2017

Citron petit four

Før jul købte jeg et net med økologiske citroner - og de var ikke blevet brugt. Derfor blev disse små kager opfundet :-) Og de er ret lækre - fyldt med citronsmag


Citron petit four (ca. 20 stk.)

Mørdej (ca. 35 små mørdejsskaller)

150 gr. hvedemel (udskift evt. 25. gr. med mandelmel)
75 gr. smør
50 g. flormelis
1 æggeblomme

Smuldr smørret i melet, tilsæt sukker og bland det sammen. Saml dejen med æggeblommen og læg dejen på køl mindst en time.
Arbejdes let igennem og udrulles - ret tyndt. Udstik små runde stykker og kom dem i en petit four bageplade. Bages ved 190 grader ca. 7 - 8 minutter. Afkøler og opbevares i en kagedåse til de skal i brug.


Citronganache

75 gr. hvid chokolade, fint hakket
2 spsk. piskefløde
1½ spsk. citronsaft

Fløde og citronsaft bringes i kog og hældes over den hakkede chokolade. Rør til chokoladen er smeltet. Portionen er så lille, at det kan være nødvendigt lige at bruge mikroovnen til hjælp, for at få al chokoladen smeltet. Ganachen sættes på køl til den skal bruges.

Citronmousse

1 blad husblas
2 dl. piskefløde
½ vaniljestang, korn herfra
2 spsk. flormelis
1 tsk. fintrevet citronskal
1-1½ spsk. citronsaft

Udblød husblas i koldt vandt et kvarters tid. Pisk fløden til blødt skum. Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem godt med flormelisen. Rør vaniljesukker og revet citronskal i flødeskummet. Vrid vandet af husblassen og smelt den i mikroovnen. Rør citronsaft i den smeltede husblas og rør et par teskefulde af flødeskummet ud i husblas/citronsaft blandingen (for af afkøle husblassen). Til sidst røres det hele sammen, og moussen kommes i en sprøjtepose og lægges på køl.

Kagerne samles: Kom lidt ganache i bunden af en mørdejsskal og sprøjt lidt mousse på toppen. Drysses evt. med lidt revet citronskal.


Så var der små kager til mine konfirmander og deres nytårskur. De smagte fint - ikke for søde, men med god smag af citron. Nu siger teenagere ikke for meget - så om de helt faldt i deres smag står hen i det uvisse. Men de gjorde et godt indhug i faddet :-)
I bakspejlet, så måtte dejen til mørdejsskallerne godt være rullet lidt tyndere ud. Det gør jeg næste gang :-)

Så er vi i gang.

God tirsdag.

Jette

mandag den 9. januar 2017

Tilbage fra ferie :-)

At begynde året med en uges ferie - det har været dejligt :-) At det så også blev ugen, hvor det længe ventede sommerhus kom på banen, det gjorde kun ferien endnu mere spændende.

Sommerhusets reference

Et byggeri er fascinerende, men jeg har ikke meget forstand på det. Så jeg kigger mest til og går og forestiller mig, hvordan det kommer til at se ud, tænke over hvor hvad skal stå - og hvad jeg mon mangler? Det kan ikke være meget, der er blevet købt grundigt ind på Den blå Avis :-)

Sidste år lavede jeg mit første patchwork tæppe - og blev lidt bidt af processen. Dette med at få brugt rigtig mange gamle stofrester, med hver deres historie. Så nu er jeg gået i gang igen.

Masser af lapper 

I ferien fik jeg skåret de sidste stoffirkanter - og nu er de lagt ud på bordet - og mangler at blive syet sammen. De flyttes snart - for ellers kommer der en kat forbi, og så er den fine orden pist væk :-)

Alt imens jeg nyder min sidste fridag - i morgen vil jeg holde nytårskur for mine konfirmander :-) Det skal lige forberedes.

God mandag.

Jette

torsdag den 5. januar 2017

Så kom sommerhuset

Hvor har jeg glædet mig til at skrive dette indlæg :-) Og jo også været undervejs flere gange. Men i går skete det - der kom en kæmpe lastbil med et sommerhus på ladet.


Hvor vildt - men fra fabrikken i Nordjylland kom elementerne til huset.
Efter lidt forsinkelse, der skulle først lægges køreplader ud, så kunne chauffør og tømrer begynde at tømme lastbilen og samtidig placere de forskellige elementer på punktfundamentet.


20 store skruer udgør fundamentet. Og fordi grunden skråner, er der stor højdeforskel på skruerne.


I løbet af en dag blev hele huset faktisk samlet. Det er virkelig imponerende. Huset blev samlet af 4 store gulvkassetter og 3 mindre til terrasse.


Ovenpå blev monteret de forskellige vægdele. Alt sammen klar til af blive færdigmonteret på grunden - blandt andet med træfiberisolering og Derbigum tag.


Musene skulle gerne blive ude :-) Et musebånd skal hindre at de kommer ind.

Det kan være vanskeligt helt at forestille sig, hvordan det hele kommer til at se ud. - Men det er fascinerende at gå rundt på gulvkonstruktionen og se de forskellige rum - bad, værelse og køkken/stue. Og en ret stor terrasse.


Det er et lille hus - men der er fin plads til mig i den kommende køkkendør :-)


Og her ser du udsigten fra samme dør. Jeg kan faktisk se vandet over genboens tag. En af fordelene ved bygge huset tilbage på grunden og lade det svæve på skruerne.

Nu ser jeg virkelig frem til at følge tømrerens arbejde og alle de andre håndværkere, der skal på banen. Og begynder så småt at tro på, at det er realistisk at fejre min fødselsdag i april i sommerhuset :-)

På en meget kold januaraften.
Jette

mandag den 2. januar 2017

Vær velkommen, Herrens år

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Sandheds Gud! lad dit hellige ord
oplive, oplyse det høje nord!
Velkommen, nytår, og velkommen her! (Den danske salmebog 712,1)

Grundtvigs fine ord danner en smuk overskrift over 2017 - en bøn om, at vi må blive både oplivet og oplyst her i det høje Nord! Det kan vi vist kun nikke samstemmende til.


I dag begynder en uges ferie :-) Det er dejligt. Og dagens første opgave bliver at få taget afsked med juletræet med sin pynt.

Det bliver et kærligt "på gensyn" - men også fint at der er næsten et år til, at juletræskassen findes frem igen.

God og smuk mandag.

Jette