Annonce

mandag den 27. februar 2017

"Vi vil plante et træ ..."

Sådan lyder første linje i en fin lille børnesang, som vi sang ved gudstjenesten i går.

Konfirmander planter et æbletræ

Kirkens graver kendte sangen og havde foreslået den i forbindelse med, at vi skulle plante et æbletræ på kirkegården, som et led i Luther jubilæet.
Hverken organist eller præst kendte sangen :-) men det kom vi til. Og det er en sød og fin sang, du kan høre DR's spirekor synge den her.

"Vi vil plante et træ, som skal vokse sig stort.
helt op hvor himlen bli'r blå.
For vi vil gerne bevare den grønne jord,
så den er god at leve på." (Erik Busk)

Teksten passer jo perfekt til alle mine indlæg om at plante træer i takt med, at vi fælder træer. At træer på mange måder er godt for jorden. Og tillige fyldt med fortolknings muligheder, billeder og associationer.

Konfirmand og menighedsrådsformand planter et æbletræ

De to træer, vi har plantet på kirkegårdene her i weekenden, er plantet på Luthers opfordring: "Også selvom jeg vidste, at jorden ville gå under i morgen, ville jeg plante et æbletræ i dag!"
Det er ord, der har klangbund også i 2017 - og en opfordring til at gribe og leve livet, nu, hvor vi har det. Stoppe op og være til stede, glæde sig over livet og mulighederne.

Jeg tror og håber, at konfirmanderne, som plantede æbletræer på kirkegården, frem over vil komme og kigge til "deres" træ. Og måske se træet som en lille hilsen fra paradisets have.


Det var køligt på kirkegården, så kirkekaffen og kagerne faldt i god jord :-)

På en grå februar dag - godt det snart er forår :-)

Jette


fredag den 24. februar 2017

Et par glimt fra ugen

Der er blevet bagt meget i denne uge. Ikke som sådan nyt - men solide kendinge, som bare smager godt :-)
Ugen har budt på menighedsrådsmøde og to gange kirkekaffe (i dag og på søndag). Og min tanke var, at konfirmanderne skulle bage med - det lykkedes ikke rigtigt, en enkelt konfirmand kom og hjalp. Det var til gengæld ganske hyggeligt.


Der blev bagt Lutherkager - det passede ind i temaet. Fyns stift har nemlig opfordret til, at alle kirker - i anledning af 500 året for de 95 teser - så plantede et træ på kirkegården fastelavns søndag. Det gør vi også her hos os og serverer efterfølgende kaffe og Lutherkager.


Menighedsrådet sætter meget pris på nybagt brød og veltillavet kage :-) Og i går fik de nøddetærte, macarons og havregrynsboller


Men det har ikke kun været arbejde det hele - der blev også hjembragt endnu et indkøb gjort på Den blå Avis.. En rigtig fin træknagerække med nogle solide kroge af metal. Den passer perfekt til overtøj og andet nede i sommerhuset.


Og til sidst - så har jeg fået en invitation fra Odense marcipan til at deltage i en konkurrence om at pynte Danmarks fineste kage. Og det vil jeg selvfølgelig gerne forsøge mig med - vel vidende, at der er mange, mange flere kagepyntere, der er bedre til det end jeg er. Men jeg prøver :-) Og fik til opgaven tilsendt den flotteste pakke fyldt med Odense marcipan produkter. Så nu er det bare om at komme i gang!

Det bliver så ikke lige denne weekend - der er lidt for meget andet på programmet, blandt andet en hel dag i morgen på kursus med work shops: Velkommen i menighedsrådet!

Håber du får en dejlig weekend.

Jette

onsdag den 22. februar 2017

Havregrynsboller

Det er det underligste steder, at man kan inspiration til nye opskrifter :-) Men i weekenden var jeg afløser præst ved nabokirken, og der serverede menighedsrådet kirkekaffe efter gudstjenesten. Med hjemmebagte lækre bløde boller med smør.
Jeg fik desværre ikke nogen opskrift, så dette er mit bedste bud på en efterligning :-) Noget med havregryn.


Havregrynsboller (6-7 stk)

1 æg
15 gr. gær
1 dl. surmælksprodukt
1 dl. vand
2 spsk. olie
3/4 tsk. groft salt
1 tsk. sukker
75 gr. havregryn
50 gr. grahamsmel
ca 125 gr. hvedemel

Rør gæren ud i væsken, og tilsæt de øvrige ingredienser, vent med det sidste af hvedemelet, til når bollerne skal formes.
Dejen hæver et par timer, før den æltes igennem igen og formes til boller, der sættes på en plade med bagepapir. Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader og bages ca. 15 minutter. Afkøler på en rist.


Og det blev bløde og smagfulde boller.
Og fine til morgenmad, i al sin enkelthed med ost og syltetøj og så en kop kaffe.
Så er dagen i gang :-)

God onsdag - med blæst og regn i februar.

Jette

mandag den 20. februar 2017

En weekend i februar

En helt almindelig weekend - hvor går den hurtig :-)
En helt almindelig weekend er ensbetydende med gudstjeneste søndag formiddag, og noget køren mellem mandens hjem og konens hjem :-) Det går nu ret fint. I denne tid går turen også ofte forbi sommerhuset. Vi skal lige se, hvor langt håndværkerne er nået i løbet af ugen. Det er så spændende at følge.


I går var ingen undtagelse - og nu var taget kommet på, til vores stores glæde. For nu er huset virkelig helt lukket, både foroven og for neden.

Det er blevet rigtig flot - tagpappet fra Derbigum. Miljøvenligt og godkendt til svanemærkede byggerier :-)

Og så er der kommet varme i huset - ikke brændeovn, den venter - men en varmeblæser. For selv om det har været fornuftigt vejr at bygge i, så er træet både koldt og lidt fugtigt. Så det skal tørre lidt. Til gengæld synes vvs manden, at det er dejligt at arbejde i et opvarmet hus :-)


I går havde vi også gæster - og drak kaffe og spiste lækker lagkage (en forenklet udgave af denne . Det var interimistisk, siddende på tømrerens gulvplader, med et lille bord fra annekset og omgivet af træfiberisolering. Men hyggeligt var det :-)


Peter var med og havde travlt med at samle den første af to stole, som jeg købte for længe, længe siden. FSC mærket og købt i Jysk. Fin blev den, glemte at tage et billede, men det kommer :-)

Nu venter en lang arbejdsuge, men først skal bilen til service. Det skal også passes.

God mandag i februar.

Jette

fredag den 17. februar 2017

Lækker vegansk aftensmad

Det er ikke noget jeg har gjort så meget i. Vegansk mad er mad uden nogen ingredienser fra dyreriget overhovedet - det vil sige, at ikke blot kød er taget ud af indkøbslisten, men også alle produkter, der stammer derfra. Altså ingen æg, mælk og smør for eksempel.

Lige pt. bor Trine og kæresten hjemme, mens de venter på at flytte i lejlighed, og begge er veganere, så jeg øver mig ind imellem i at lave vegansk mad. Det er lidt udfordrende, men ikke umuligt.
Så her er et eksempel på vegansk aftensmad - de tre retter er inspireret af forskellige lande, men tilsammen smagte det nu meget godt :-)


Indisk inspireret dahl, italiensk inspireret forccaciabrød og dansk broccolisalat.

Den indiske linseret er let at lave, og smager forbavsende godt :-) Jeg bruger opskriften her.
Når jeg serverer linsegryden, kan jeg ikke lade være med at tænke på og fortælle mine børn om historien fra Det gamle Testamente, om Esau, der solgte førstefødselsretten til hans lillebror Jakob for en skål røde linser. (Læs gerne den spændende fortælling i (1. Mosebog kapitel 25 v. 29 - 34 )


Foccaciabrødet har jeg bagt rigtig tit. Men som jeg læste et sted forleden, så er netop det brød super at have med som lidt ekstra, hvis man ikke er helt sikker på, at der er mad nok. Brødet her blev spist til sidste krumme.


Broccolisalat

1 broccoli
½ rødløg
lidt rosiner og solsikkekerner

2 spsk. olie
1 spsk. citronsaft
salt og peber

Del broccolien i meget små buketter og giv dem et opkog - 1 minut. Kom de afdryppede kål i salatskålen. Rødløget hakkes mellemfint og kommes ved. Ligeledes rosiner og solsikkekerner - jeg brugte dog lidt gløggmix, der var til overs fra julen, det fungerede fint :-)
Rør dressingen godt sammen og hæld den over den lune salat og rør godt sammen.

Det var en anderledes aftensmad, men det smagte fint. Og med mange farver. Det gør godt her om vinteren.
Som gammel vegetar savnede jeg ikke kødet. Og så var det faktisk rart at alle kunne spise den samme mad. Det er med til at skabe en form for fællesskab, selv om det lyder lidt underligt. Men det har en værdi at kunne sidde og dele den samme mad.

Ønsker dig en skøn og mild weekend.

Jette

torsdag den 16. februar 2017

Næste fase i sommerhusbyggeriet

Der er nu knap 1½ måned siden at lastbilen kom med et sommerhus på ladet. Og der er  sket meget med sommerhuset - selv om jeg stadig synes, der er lang vej, inden jeg kan møblere huset og overnatte i det :-)

Men nu har byggefimaet næsten færdiggjort deres del af arbejdet, og så bliver det andre lokale håndværkere der kommer på banen. Det er altså lidt smart, at de alle bor mindre end 5 km fra grunden og arbejder i området. Så kan de nemt komme forbi, når der lige skal laves noget, og det er langt lettere at koordinere. Håndværkerne holdt ikke vinterferie, så vi kunne mødes til byggemøde i denne uge.

Hold da op, hvor var det et effektivt møde, og hvor blev mange detaljer vendt på kort tid. For eksempel fandt VVS manden en løsning på, hvordan vandtilførslen op i huset kan isoleres.


Fordi huset er bygget på skruer bliver der jo et hulrum under huset, og for at forhindre vandet i at fryse om vinteren, så skal vandtilførslen isoleres.
Næste mand, der skal i gang er elektrikeren, som kommer og trækker et hav af ledninger, inden gulvmanden går i gang med at lægge det fine gulv.


Gulvplankerne er det første træ, som jeg selv har stået for indkøb af. Jeg besøgte savværket for længe siden, og besluttede allerede da, at gulvet skulle være douglas. De fineste gulvplanker er nu blevet leveret af PA savværk. Og fordi sommerhuset skal certificeres, skal der holdes nøje regnskab med, at træet nu er det rigtige træ, at følgeseddel, levering og faktura stemmer overens.

Som nævnt er Green House nu næsten færdige. Træfiberisoleringen er blevet blæst ind i vægge og gulv.


Det sidste, som byggefirmaet har ansvaret for bliver lavet, er taget. Nu er der sat stillads op, så tagfolkene kan komme i gang med at lægge et miljøvenligt og langtidsholdbart tag..


Huset svæver jo noget over jorden, og det har indtil nu været noget af et skridt, der skulle tages, for at komme ind i huset. Det er der nu kommet en løsning på :-)


Ole har af genbrugstræ lavet en fin trappe, så nu kan man komme elegant ind i huset :-) Der måtte lige graves lidt jord væk, før trappen stod helt stabilt.

Der sker noget, og der bliver talt, tænkt og tegnet - og mailet meget med de gode folk, der arbejder på huset. Det er virkelig en spændende proces.

Jette

tirsdag den 14. februar 2017

Kage til Valentine - eller bare en lækker kage :-)

Jeg fejrer ikke Valentines day. Men jeg kan godt spise en lækker kage :-)
Derfor blev, lidt på forskud, denne lille kage bagt - og nydt i selskab med manden i mit liv. Det var ikke helt dårligt :-)


Mazarinkage med chokoladeganache og marengskys (2 pers. - måske til en mere :-))

50 gr. marcipan
50 gr. smør, blødt
50 gr. sukker
1 æg
½ spsk. likør ( mit var med abrikos - kan udelades)
20 gr. mel

Riv marcipanen groft og pisk det sammen med alle ingredienser undtaget mel. Sigt og vend melet i dejen og fordel den i en lille tærteform (15 cm i diameter)
Bager ca. 20 minutter ved 175 grader. Køler af i formen.


Ganache

50 gr. mørk chokolade
2 spsk. piskefløde

Hak chokoladen ret fint. Bring fløden i kog og hæld den over den hakkede chokolade, rør det sammen til en glat creme. Hældes straks over den kolde kage - og afkøler til chokoladen er stivnet.

Kagen tages ud af formen og pyntes efter behag. Jeg havde nogle små marengstoppe - eller marengskys - og de kom på, sammen med et par marcipanhjerter :-)


Det er en helt enkel kage, men smager ret godt :-) Og sammen med en kop kaffe, varme i stuen og hyggeligt selskab, så kan det kun blive godt.

God tirsdag og god Valentines dag -
Jette


torsdag den 9. februar 2017

En uge senere (5) ...

Der har været lidt stille på byggepladsen i denne uge.
Og det jeg skriver om, er virkelig den lidt uinteressante del af byggeriet - det som med tiden vil være helt skjult. Men som jo skal med, for at det kan blive et rart hus at være i :-)

Huset skal isoleres med træfiberisolering - FSC mærket som det øvrige træ. Men noget af den leverede isolering var ikke FSC mærket, så den måtte retur.


Men den løse træfiberisolering var ok, så indvendigt i huset er der blevet gjort klar til at puste isolering ind.


Hele huset har fået sat papirdampspærre op - sådan at der blev lavet et hulrum mellem ydervæg og dampspærren. Der, hvor isoleringen kan være.


Der blev lavet små huller, hvor isoleringen kunne blæses ind. Tømreren havde et anlæg i sin bil, hvorfra isoleringen blev pustet ud og futtede af sted, som støv i en stor støvsugerslange.


At isolere huset, er noget af det sidste denne tømrer skal gøre, så snart kommer nye folk på banen.


Elektrikeren har været forbi - og trukket et tomt rør ind i huset - her skal der snart komme ledninger, så der kommer strøm ind i huset.

Det her er et noget nørdet indlæg - jeg glæder mig i den grad til at skulle skrive om indretning, køkken og lækre detaljer i badeværelset. Men det varer altså lidt endnu :-)

Tak fordi du stadig læser med - og følger tilblivelsen af et lille FSC certificeret sommerhus.

Jette

onsdag den 8. februar 2017

Endnu et patchwork tæppe.

Så blev næste patchwork tæppe færdigt :-)


Det er blevet ganske fint, hvis du spørger mig. Og katten har nydt at ligge på det, mens det blev quiltet, og Peter tog det over sig, da han skulle se tv - så jo, jeg tror det er et tæppe, der vil blive brugt. I sommerhuset - for det er jo dertil, at det er blevet syet. Lavet af gamle stofrester, med hver deres historie.


Bagsidestoffet er duge fra brylluppet - det kunne de altså også bruges til :-)


Diva syntes også tæppet var ok at sidde på - og i hvert fald stort nok til hende. Tæppet måler ca. 100 x 150 cm.

Det med at sy patchwork er ikke noget, jeg sådan rigtig har gjort før - men det er faktisk ret sjovt. Og børn og mand har allerede efterspurgt, om de kunne bestille et tæppe. Så måske jeg skal i gang med et tæppe mere ?

God vinterdag - med smukt snedrys uden for.

Jette

mandag den 6. februar 2017

Fødselsdagslagkage til 96 årig.

Min gamle far har haft fødselsdag, og når det første tal er 9 - så er det i orden at holde fødselsdag hvert år. Og blive fejret.
Og det blev min far, med gæster og gaver. Og lagkage blandt andet.
For nogle år siden var det kransekage jeg havde medbragt. Det kunne også have været fint :-) Men i år blev det altså lagkage, som indeholdt bær, der var blevet tilovers fra bryllupskagen. Det var lidt sjovt at kunne bruge dem her - og de havde jo bare ligget i fryseren og ventet på en anledning til at blive anvendt :-)


Lagkage med bærmousse, nødde crunch og friske hindbær

Bunde og bærmousse er samme opskrift som til bryllupskagen. Jeg nøjedes dog med at dele bunden ( 25 cm i diameter) i to dele, og inden jeg kom mousse på dryssede jeg 50 gr. blandede nødder ud. De var først blevet ristet i lidt honning og siden kølet af.
Til sidst blev kagen pyntet med flødeskum.


En festlig kage, som samtidig var ret enkel at lave. Og så var det dejligt at kunne spise den i selskab med familien og en frisk 96 årig :-)

Og så lige et enkelt vers, fra en salme vi sang til en kyndelmisse gudstjeneste i går.

Februar, kulde og korte dage,
skyerne tunge af regn.
Langsomt er lyset på vej tilbage,
lover os forårets tegn.
Derfor bære blus vi med glæde! (Ingrid Schrøder-Hansen 1988)

På en lidt grå februar dag :-)

Jette

torsdag den 2. februar 2017

En uge senere (4) ...

Hvor er det fascinerende at se at hus blive til. Og selv om jeg ikke har meget forstand på at bygge huse, så er det spændende at følge de forskellige skridt, der tages, og høre håndværkere forklare, hvorfor de gør det og det.


Den overdækkede terrasse er blevet helt færdig. I det fineste januarsolskin. Hvordan bliver det så ikke til sommer :-) ? Terrassen har lukket gavl og vindue i en del af facaden.
Der er kommet døre og vinduer i - og huset er blevet aflåst - ganske som tømreren forudsagde :-)


Cedertræs beklædningen er nu ved at være afsluttet - det er blevet så flot. Farven holder ikke, årene vil gråne den, men lige nu nyder vi farven helt vildt.


På en kold, våd og grå januardag satte tømreren det sidste cedertræ fast. Den arme tømrer frøs sine fingre, men færdig blev det :-)


Huset står på skruer - men der er også sat skruer ned den anden vej. Forskellige steder rundt langs husets fundamenent blev skruet nogle store skruer ned.
Hulrummet skal snart isoleres med løs FSC træfiberisolering. Det glæder jeg mig til at følge.


Isoleringen er blevet leveret på grunden - klar til både at blive blæst ind i væggene og sat op som bats.


Og så fik vi løst udfordringen med at få lavet hul til skorsten - og ikke mindst få den monteret :-) En lokal brændeovns forhandler vidste lige, hvordan det skulle gøres. Hvor er det blevet fint, nu mangler der kun en brændeovn neden under. Den kommer :-)

Hvor er det spændende at følge, vi er alle dernede ganske jævnligt for at kigge med - og glæder os til, det bliver så varmt, at vi ikke skal have skitøj på, når vi er der :-)

Jette